Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mars (Planet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den, Jorden modtager. Da Planeten er længere
fjernet fra Solen end Jorden, kan den aldrig
komme mellem Jorden og Solen og saaledes
aldrig vise sig som Maanen mellem Ny og
Kvartererne; derimod vil, naar den er i Kvadratur,
ikke mere end 0,877 af dens Diameter være
belyst; Planeten vil vise sig som Maanen 3 à 4
Dage fra Fuldmaane. Fasevinklen er i
Maksimum 50°. Af Pletter paa M.’s Overflade har
man fundet, at den roterer i 24 Tim. 37 Min.
22,66 Sek. (i en Jorddag drejer Mars sig 350,9°,
38 Jorddage er lig 37 Marsdage) omkr. en
Akse, der danner en Vinkel paa 65° 8′ med dens
Banes Plan, altsaa meget nær det samme som
for Jorden, følgelig vil M. have lgn. Aarstider
som Jorden; men da dens Aar er betydelig
længere end vort Aar og dens Banes
Ekscentricitet større end Jordbanens, vil Aarstiderne
være af større ulige Længde. Og da
Sommersolhverv for den sydlige Halvkugle finder Sted,
naar M. er nær sit Perihel (i en Afstand af 23°
og 36 Dage efter Perihel), vil for den sydlige
Halvkugle Tiden fra Foraarsjævndøgn til
Efteraarsjævndøgn være kortere end fra
Efteraarsjævndøgn til Foraarsjævndøgn, nemlig
henholdsvis 306 og 381 Dage, altsaa en Forskel af
75 Dage (for Jorden er Forskellen 8 Dage) ell.
udtrykt i M.-Dage (et M.-Aar indeholder 669,6
M.-Stjernedage og 668,6 M.-Soldage, følgelig er
1 M.-Middelsoldag 24 Tim. 39 Min. 35 Sek.) 298
og 370 M.-Dage, altsaa en Forskel af 72
M.-Dage. Sommersolhverv finder altsaa Sted paa
den sydlige Halvkugle, naar M. er i sin
Opposition i Nærheden af Perihel, den vender da sin
sydlige Pol mod Solen og Jorden, medens man
har Sommersolhverv paa den nordlige
Halvkugle, naar Planeten er i sin Opposition i
Nærheden af Aphel, den vender da sin nordlige Pol
mod Solen og Jorden. Betragtet med det blotte
Øje viser Planeten sig med rødt Lys. Dens
Albedo er 0,15, næst efter Maanen og Merkur
den mindste bl. alle Himmellegemer, og denne
lille Værdi er vel hovedsagelig begrundet deri,
at Solstraalerne let trænger igennem Planetens
ikke meget tætte Atmosfære og først bliver
reflekterede fra dens faste Overflade. Herfor
taler bl. a. Planetens røde Farve, og dens
Farveindeks er betydelig (M. er fotografisk 1,38
svagere end visuel). Thi da M.-Atmosfæren
efter spektroskopiske Observationer sandsynlig
har en lgn. Sammensætning som Jordens
Atmosfære, vil den fortrinsvis absorbere de blaa
Straaler, og det reflekterede Sollys, som to
Gange er gaaet gennem Atmosfærelaget, vil
fornemmelig indeholde gule og røde Straaler.
Denne Anskuelse forfægtede Huggins; snarere
er det at antage, at dens røde Farve hidrører
fra Overfladen, herfor taler de hvide
Polarflekser. M.-Spektret stemmer næsten
fuldkommen med Sol-Spektret. Betragter man
Planeten i Kikkerten, bemærker man mørkere og
lysere Partier paa dens Overflade; Pletterne
blev første Gang sete af Fontana i 1636. Nogle
af disse ser stadig ligedan ud, andre derimod
skifter saavel i Form som i Udseende og lader
formode, at disse skulde hidrøre fra Skyer i
Atmosfæren. De mest iøjnefaldende Pletter kan
deles i 3 Klasser: 1) hvide Pletter i
Nærheden af Planetens Poler. De er alm. antagne
for at være større Samlinger af Sne og Is, idet
man har bemærket, at under Sommerhalvaaret
paa den nordlige Halvkugle den nordlige Plet
stadig bliver mindre og mindre, medens
samtidig den sydlige Plet tiltager i Størrelse, og
vice versa i Sommerhalvaaret paa den sydlige
Halvkugle. Saaledes havde 30. Jan. 1882 ɔ: 146
Dage før Sommersolhverv paa den nordlige
Halvkugle den nordlige Polarplet en Diameter
af 42°, medens den 28. Marts 1886 ɔ: 3 Dage
før Sommersolhverv var svunden ind til 6° og
i Juli 1888 ɔ: 150 Dage efter Sommersolhverv
var næppe synlig. 2) Graa Pletter; disse, der
dækker c. 3/8 af Planetens Overflade, findes
hovedsagelig paa den sydlige Halvkugle og i de
ækvatoriale Egne. Man har alm. antaget disse
Pletter for Vandsamlinger, og derfor har de
faaet Navne som Sø, Golf o. s. v. Enkelte af
de sidste Tiders M.-Iagttagere er mere
tilbøjelige til at antage disse graa Pletter for at være
Vegetation, og at der ikke findes nogen større
Vandmængde paa Planeten. 3) Lysere gule
Partier dækkende mere end Halvparten af
Overfladen, findes især paa den nordlige
Halvkugle; de antages alm. for at være fast Land,
sandsynligvis Sandørkener. Men foruden disse
mere bemærkbare Pletter findes der andre, der
er vanskelige at se, men af stor Interesse. Til
disse hører først og fremmest de af
Schiaparelli i 1877 opdagede Kanaler, fine mørke
Linier, der gennemkrydser de lysere Partier i
alle Retninger. 1882 fandt Schiaparelli, at
mange af disse Kanaler blev dobbelte. Dette
blev i Beg. betvivlet, men senere har andre
M.-Iagttagere, som Perrotin, Lowell, Stanley
Williams og Brenner, set denne Dobbelthed hos
Kanalerne. Og det har vist sig, at det mere
kommer an paa en rolig Luft og et skarpt Øje
end en mægtig Kikkert for at se disse
Kanaler, hvis Bredde maa være mindst 70 km for at
kunne ses, ligesom det ogsaa har gentaget sig,
at efter som Sommerhalvaaret skrider frem,
bliver Linierne og Pletterne tydeligere at se,
de smaa Søer og de øvrige Detailler skarpere;
Fordoblingen af Kanalerne fandt ved
Oppositionen i 1888 St. omtr. 3 Maaneder efter
Sommersolhverv paa den nordlige Halvkugle. Men
disse Kanaler beholder ikke samme Løb fra
den ene Opposition til den anden, ligesaa
varierer Søernes Udstrækning betydelig med
Aarstiden, og i sin Alm. kan man udtale, at disse
Søer er mørkere og større paa de Tider, da
Polarpletterne begynder at skrumpe ind,
medens de bliver mindre og skarpere i deres
Konturer, naar disse Polarpletter er i Færd med
at forsvinde. Man har foruden dette nu og da
og fornemmelig paa Lysgrænsen set lyse
Pletter, der i deres Hvidhed rivaliserede med
Polarpletterne; man har antaget disse for
solbeskinnede Fjeldrygge. For at forklare
M.-Kanalerne har man med Fizeau antaget dem for at
være Dannelser lig de store Gletcheres
Moræner, ell. med Schiaparelli mere anset dem for
at være et Kunstprodukt af en fremskreden
Civilisation — en Anskuelse, Schiaparelli kun
har antydet, men som er bleven tagen stærkt
til Indtægt af enkelte Forskere. Endelig har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
