Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mars, Anne Françoise Hippolyte Salvetat - Marsala - Marsala-Vin - Marsch - Marschal - Marschall von Bieberstein, Adolf - Marschall-Øerne - Marschner, Heinrich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anstrøg. Da det romantiske Drama med sine
stærke Lidenskaber holdt sit Indtog paa de fr.
Scener, var M.’s Tid forbi. Hendes Periode havde
varet i over 40 Sæsoner, i hvilke hun paa
enestaaende Vis havde bevaret sin aandelige og
legemlige Ungdom. Den 15. Apr. 1841 tog M.
Afsked som Célimène i »Misantropen« og
Araminthe i »De lærde Damer«. (Litt.: R. de
Beauvoir, Mémoires de Mlle M. [I—II,
Paris 1849]; Karl Mantzius,
»Skuespilkunstens Historie« [VI, Kbhvn 1916]).
R. N.
Marsala, saracenisk Marsa ali (Ali’s Havn),
By paa Sicilien, Prov. Trapani, ligger 32 km
SSV. f. Trapani ved Øens vestligste Punkt, Kap
Bolo. (1915) 68200 Indb. M. er en temmelig
regelmæssig By med een lang Gade, Cassaro,
og omgiven af Mure. De vigtigste
Bygningskomplekser er Kastellet, Domkirken,
Raadhuset, hvor der opbevares et antikt
Marmorværk (to Løver, der sønderriver en Tyr), der
er fundet i Nærheden af M., samt Teatret og
Biblioteket. M. driver Saltudvinding i de
nærliggende Laguner, Koralfiskeri samt stor
Fabrikation af den bekendte M.-Vin. Endvidere
driver M., der har Jernbaneforbindelse med
Palermo og en Havn, der efter 1567 at være
ødelagt af Frygt for Tyrkernes Landgang nu
atter er restaureret, betydelig Handel med
Korn, Olie, Soda og Vin. — M. er Oldtidens
Lilybæum, hvor Scipio Africanus indskibede sig
til Afrika. I 19. Aarh. blev M. det St., hvor
Garibaldi 11. Maj 1860 landede med sine 1000
Frivillige for at paabegynde Sejrstoget mod
Neapel.
C. A.
Marsala-Vin, en siciliansk Likørvin; den
er stærk (17—18 % Alkohol) og minder noget
om Madeira, men er betydelig sødere. Farven
er mørkegul, sjældnere rød.
K. M.
Marsch [marsj], d. s. s. March.
Marschal [’marsjal], d. s. s. Marskal.
Marschall von Bieberstein
[’mar’∫al-fån-’bi.bər∫ta^in], Adolf, tysk Diplomat
(1842—1912). Han blev tidlig Staatsanwalt i Mannheim
og valgtes 1875 til Badens Førstekammer, hvor
han søgte at grundlægge et særligt, strengt
evangelisk Parti. 1878 valgtes han til den tyske
Rigsdag, hvor han sluttede sig til det
konservative Parti. 1883 blev han Badens Sendemand
i Berlin og tillige Medlem af Forbundsraadet;
endelig i Marts 1890 tysk Statssekretær for de
udenr. Anliggender og Oktbr 1894 tillige preuss.
Minister. Han var Caprivi’s dygtigste Støtte i
Forhandlingerne om Handelspagterne, men
tiltrak sig derved det preuss. Junkerpartis, hans
tidligere Partifællers, bitreste Uvilje og trak
sig i Juni 1897 tilbage fra Forretningerne. Hans
Retssager mod nogle Bismarck’ske Blade vakte
den største Opsigt i hele Tyskland ved at
opklare de skammelige Intriger, som hans
Modstandere havde brugt imod ham. Oktbr s. A.
udnævntes han til tysk Sendemand i
Konstantinopel og forstod her med stor Kløgt at fæstne
Tysklands Indflydelse særlig i Spørgsmaalet om
Bagdadbanen. Maj 1912 forflyttedes han til
London, men virkede her for kort til at vinde
nogen Indflydelse.
E. E.
Marschall-Øerne [’ma.ə∫ə£-], d. s. s.
Marshall—Øerne.
Marschner [’mar∫nər], Heinrich, tysk
Komponist, f. 16. Aug. 1795 i Zittau, d. 14. Decbr
1861 i Hannover. Efter at have valgt Musikken
til sit Fag, hvortil han foranledigedes af
Musikforfatteren Rochlitz, gjorde M. en længere
Studierejse, paa hvilken han bl. a. komponerede
Operaerne »Der Kyffhäuserberg« og
»Heinrich IV und Aubigné« (i Pressburg, hvor han
havde en midlertidig Ansættelse). Den sidste
Opera opførtes af Carl M. v. Weber i Dresden,
og dette foranledigede M. til at ile til Sachsens
Hovedstad, hvor et vist Venskabsforhold opstod
mellem ham og Weber, uden at det dog i
Længden holdt sig; dertil var de to Mænds
Karakterer alt for forsk. 1826 gik M., der ikke kunde
erholde Weber’s Stilling som Kapelmester ved
Dresdens Opera, til Leipzig for at blive
Kapelmester der. Her opførtes »Der Wampyr« (1828)
med glimrende Held for senere ogsaa at vinde
Indgang paa alle tyske Scener og endog i
Udlandet (særlig England) og 1829 »Der Templer
und die Jüdin«, efter Scott’s »Ivanhoe«. 1831
blev M. Kapelmester i Hannover; her opførtes
M.’s betydeligste og bekendteste Opera. »Hans
Heiling« første Gang (1833); Teksten dertil
havde Forf. E. Devrient tidligere forgæves
tilbudt Mendelssohn. 1836 gæstede M. Kbhvn og
ledede i det kgl. Teater Fremførelsen af sin
sidstnævnte Opera. Han hyldedes med
Fakkeltog og et Digt af Oehlenschläger og modtoges
paa det elskværdigste af Prins Christian
(uagtet dennes Smag ellers gik i Retning af ital.
Opera). Der var ved denne Lejlighed endog
Tale om at ansætte M. som dansk Kapelmester,
men Forhandlingerne strandede, og M. vendte
tilbage til Hannover, hvor han endnu skrev en
Række Operaer, der dog ikke formaaede at
holde sig ret længe paa Repertoirerne: »Des
Falkners Braut« (1832), »Das Schloss am Ätna«
(1838), »Adolf v. Nassau« (1843) m. fl. Med
Anerkendelse nævnes endnu M.’s Mandskor,
hvorimod hans Kammermusikværker etc. er
gaaet i Glemme. — M.’s Stilling i Hannover
blev efterhaanden ret vanskelig, uagtet han var
anset og yndet af Publikum og af
Teaterpersonalet — han nærede, og lagde ikke Skjul
derpaa, liberalere Anskuelser, end Hoffet syntes
om, og 1859 afskedigedes han med Titel af
»Generalmusikdirektør«. — M. er ved Siden af
Weber og Spohr Hovedrepræsentant for den
ældre tysk-romantiske Opera, og et Par af
hans Værker har vist sig levedygtigere end den
sidstnævntes; M. er den yngste af de tre
Romantikere og for saa vidt den mindst
selvstændige, som hans Operastil skyldes direkte
Paavirkning fra Weber. M. besad imidlertid
udpræget Begavelse for dramatisk Musik og en
ganske særlig Styrke i Skildringen af
Menneskenaturens Natsider, symboliseret ved
eventyrlige, lidenskabelige og dæmoniske
Skikkelser, for hvilke Hans Heiling er typisk, og i
Gengivelsen af det folkelig humoristiske. Hans
Stil er meget flydende og rig paa Melodi, men
undertiden noget udvendig. Hans Orkester
virkningsfuldt, men mere massivt og ensfarvet end
Weber’s. Baade ved hans Musiks Karakter og
ved Emnevalget danner M.’s Opera (særlig
»H. Heiling«) et Overgangsled fra den ældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
