Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martyn, Henry - Martynia - Martyr - Martyrdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
utilstrækkelig i religiøs Henseende. Hans
frimodige kristne Bekendelse fremkaldte Modstand og
Spot. Da han havde faaet sin pers. Overs. af
det Ny Test. færdig, rejste han til Teheran for
at overrække Shahen den; men han kunde ikke
opnaa en Audiens. Han rejste da til Tebris for
at søge Bistand hos den eng. Gesandt, som
ogsaa senere fik Shahen til at udtale sin
Anerkendelse af M.’s Overs., der blev trykt og
meget udbredt i Persien. Dødssyg af Feber vilde
M. fra Tebris vende tilbage til England, men
naaede ikke længere end til Tokat i Armenien,
hvor han, døde. M. opnaaede ikke selv at se
store Resultater af sit Missionsarbejde; men
Beretningen om hans fromme liv og Død, hans
glødende Begejstring og selvfornægtende
Kærlighed har grebet mange og kaldt ny Arbejdere
ud i Missionsgerningen. (Litt.: John
Sargent, A Memoir of the Rev. H. M. [London
1819 og mange senere Udg.]; Journals and
Letters of the Rev. H. M., edited by S.
Wilberforce, I—II [London 1837]; George Smith,
H. M. Saint and Scholar [London 1892]).
L. B-n.
Martynia L., Slægt af Pedaliaceæ, en- ell.
fleraarige, mest nedliggende Urter med
fingerbøl- ell. klokkeformede Blomster og
ejendommelige langhornede Kapsler (deraf Navnet
Elefantsnabel ell. Gemsehorn).
Enkelte Arter dyrkes som Prydplanter. M. lutea
Lindl. (M. montevidensis Cham.) fra Brasilien
er en enaarig, 40—50 cm høj Urt med guldgule
og rødtpunkterede Blomster. M. fragrans Lindl.
fra Meksiko er ligeledes enaarig og af samme
Højde; den har purpurviolette Blomster med
gult Svælg og Underlæbe.
A. M.
M. formeres ved Frø, som saas paa
Undervarme i April, de unge Planter prikles og
udplantes sidst i Maj ell. først i Juni paa et lunt
liggende Sted i Haven. Jorden maa være let
og næringsrig.
(L. H.). P. F.
Martyr (gr.) betyder Vidne i al Alm., f.
Eks. Apostl. Gern. 1, 8, hvor alle Herrens
Disciple kaldes hans Vidner. Men dernæst
bruges M. om den, der lider og dør for sin
Overbevisning, og i denne Bet. anvendes det først
og fremmest om de kristne Blodvidner i
Oldkirkens Dage. Den første M. var Stefanus,
Apostl. Gern. 7, som blev dræbt af Jøderne,
men da de egl. Kristenforfølgelser fra
Hedningernes Side udbrød, steg Tallet paa M. hurtig,
indtil Kristendommen bliver Statsreligion i 4.
Aarh. og rolige Tider dermed indtræder.
Ligesom man i en senere Tid har overdrevet
Kristenforfølgelsernes Tal, saaledes har man ogsaa
overdrevet M.’s. Eusebios taler om, at allerede
under Marcus Aurelius har »utallige glimret
som M.«, og i Middelalderen overbød Kirkens
Mænd hverandre i at finde Martyrgrave.
»Ursula og hendes XI M Virgines« blev f. Eks.
udtydet som »Ursula og hendes 11000 Jomfruer«,
medens M her ikke er Taltegn, men betyder M.,
og de alm. kristelige Symboler Palmen, Kronen
og Korset, som saa ofte findes indhuggede paa
Katakombernes Gravsteder, blev ansete for
ubedragelige Kendetegn paa, at man stod ved
Martyrgrave. Endnu op til vore Dage har den
rom. Kirke fastholdt Forestillingen om, at
Martyrskarerne var utallige, og om den end ikke
gaar saa vidt nu som i Middelalderen, har den
dog i hvert Fald hævdet, at Tilstedeværelsen af
Blodglas ell. Ampuller var et sikkert
Kendetegn paa en Martyrgrav. Fra kat. Side paastaas
saaledes, at Byen Rom alene i de første Aarh.
har haft 14000 M. Protestantiske Forskere har
derimod godtgjort, at om der end under
Forfølgelserne har været mange Bekendere, der
kastedes i Fængsel, er de gl. Acta martyrum
og Legender langtfra at stole paa, og Tallet
paa M. betydelig mindre. Men det kan paa den
anden Side altid have været stort nok, og hvilke
Pinsler og Dødsmaader Hedningerne udtænkte
for M., er det i vore Dage forfærdeligt at høre
om. Allerede under den første Forfølgelse, som
Nero satte i Gang, blev adskillige Kristne
dyppede i brændbare Stoffer og derefter antændte
i Kejserens Have for at erstatte Fakler. Og
senere yndede man navnlig at kaste dem for
de vilde Dyr paa Arenaen. Hvilke Pinsler der
kunde gaa forud for Døden, og hvorledes man
behandlede Kvinderne, skal endda slet ikke
nævnes. Men, som Kirkefaderen Tertullian
bemærker, »de Kristnes Blod er en Udsæd«,
mange Hedninger blev ved Synet af M.’s
Heltemod vundne for Evangeliet. Ogsaa for Kirken
selv havde Martyriet Bet. Det sigtede
Menigheden. Men selvfølgelig kom man ogsaa let til
at sætte M. for højt, som om selve
Martyrdøden kunde skænke Syndsforladelse. Man talte
paa de Tider ofte om denne »Bloddaab« ved
Siden af Vanddaaben, og der opstod
undertiden en ligefrem Higen efter Martyriet, en
usund Higen, som Kirkens store Mænd
desværre ikke altid satte en Dæmper for.
Montanisterne sagde ligefrem, at Martyriet skulde
søges, adskillige Gnostikere saa derimod i M.
en Selvmorder. En M., som slap fra Pinslerne
med Livet, æredes ofte af Kirken med
Optagelse i Clerus, og meget tidlig fik de afdøde
M.’s Efterladenskaber ell. Legemer Værdi som
Relikvier. Dog fastholdt man, at Biskoppen
skulde afgøre, hvorvidt den Afdøde burde anses
for ret M., ell. om han letsindig selv havde søgt
Døden, ell. han muligvis i Fangenskabet selv
skulde have tilføjet sig den af Frygt for
Pinsler. Senere tilrev Pavestolen sig Ret til at
afgøre sligt lige saavel som Kanonisationen. I
den kat. Liturgi har Martyrhelgenerne Fortrin
frem for de øvrige Helgener. Den gl. kirkelige
Kunst afbildede gerne M. med deres
Pinselsredskab; Thorvaldsen bruger undertiden det
samme, han har derfor bl. a. fremstillet
Apostelen Andreas med et Kors. (Litt.: Fr.
Nielsen, »Oldkirken« [2. Udg., 1893]).
A. Th. J.
Martyrdag, Martyrens Dødsdag, der ansaas
for hans rette Fødselsdag. Den gl. Kirke
begyndte tidlig at optegne de Dage, paa hvilke
Martyrerne led Døden, og ofte samledes
Menigheden paa M. ved Martyrens Hvilested for at
holde Gudstjeneste og Kærlighedsmaaltider og
nyde Nadveren. Ambrosius forbød imidlertid i
Milano disse Skikke, fordi de Afdøde derved let
paa hedensk Vis kunde blive opfattede som en
Slags Guder, og fordi Maaltider ved deres.
Grave let kunde blive jævnstillede med de
hedenske Offermaaltider.
A. Th. J.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
