Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mathiesen, Sigurd - Mathieu, Adolphe Charles Ghislain - Mathieu, Anselme - Mathieu, Claude Louis - Mathilde - Mathilde den hellige - Mathilde (Markgrevinde af Tuscien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Poe og Dostojevski. M.’s Stil er stærkt
personlig, farverig og lidenskabelig; han behandler
ofte sygelige, feberagtige Sindstilstande og er
overordentlig indtrængende i sin Analyse.
Hans største og betydeligste Bog er Romanen
»Hide Unas« (1903). Senere udkom de
ejendommelige Novellesamlinger »Nag« (1906),
»Augustnætter« (1906) og »Hjemlig Jord« (1908). Efter
at have udgivet Skuespillet »Satan som lo«,
udsendte M. 1913 Romanen »Under Korsets Tegn«,
1914 »Det urolige Hus« og 1917 en Digtsamling
»Gennem Aarene«, som ikke var betydelig.
Heller ikke hans to sidste Bøger: »Francis Rose«
(1918) og Fortsættelsen »Den evige Krig« (1921)
hører til M.’s bedste Arbejder, selv om ogsaa
de i al deres Ujævnhed indeholder Skildringer
af en intens Kraft.
E. S-n.
Mathieu [ma’tiø], Adolphe Charles
Ghislain, belg. Digter (1804—76), studerede
Jura i Louvain og Gand, digtede 1824, da hans
Grandonkel Lesage-Senault, der havde været
Medlem af Konventet og de 500’s Raad, døde,
en Ode, der indbragte ham en Dom, men paa
samme Tid Berømmelse. Ved Revolutionen 1830
fik hans Muse Luft i begejstrede Frihedsdigte:
Le réveil de la liberté, La France et la Belgique,
Épître au prince Léopold o. a. Han kastede sig
lidenskabelig ind i den politiske Kamp og fik
mange Fjender. Efter i 1840’erne at have
beklædt et Par Bibloteks- og
Universitetsstillinger blev han 1850 optagen i Akademiet i
Bryssel og 1864 ansat som Overbibliotekar ved det
kgl. Bibliotek. Han dyrkede med Held alle Arter
af Poesi, skrev udmærkede Vers: Poésies de
clocher (Bryssel 1827—46, Mons 1846), reagerede mod
Romantismens Overdrivelser i Encore un conte,
à Van Hasselt, oversatte Horats, Properts og
Gallus, skrev dramatiske Digtninge: Deux
mariages pour un (1836), Roland de Lattre (1851)
og D’Aubigné (1854) og historiske Værker om
Byerne Mons og Bryssel. Hans øvrige Digtninge
er flg.: Adieu vous dis, à Ch. Potvin (1852),
Passe-temps poétiques ou Juvenilia (Bryssel
1823—24, Mons 1830), Olla podrida (1828—39),
Givre et gelées (1846—52), Encore un
à-peu-près des Épîtres d’Horace (1855), Senilia
(1852—56), Heures de gràces (1851—62), Souvenirs
(1866), Rognures (1863—71) og Reliquiæ (1875).
S. Ms.
Mathieu [ma’tiø], Anselme (1828—95),
provençalsk Digter, en af de 7 Stiftere af
Felibren (s. d.). Hans Ungdomsdigte, friske Natur-
og Folkelivsskildringer og skælmske, undertiden
lidt sødladne Kærlighedsdigte, blev samlede 1862
i en Bog med Titlen La Farandoulo (Navnet
paa en provençalsk Folkedans). M. har
desuden skrevet en Del smaa Prosafortællinger og
litterært-polemiske Kronikker i den
provençalske Almanak.
J. K. L.
Mathieu [ma’tiø], Claude Louis, fransk
Astronom (1783—1875), gennemgik École
polytechnique, blev 1806 ansat ved Observatoriet i
Paris og var fra 1817 Medlem af Bureau des
longitudes. 1829—63 var M. Prof. i Matematik
ved École polytechnique. Hans talrige
Beregninger og Observationer er publicerede dels i
Forhandlingerne til Akademiet i Paris, hvoraf
han var Medlem fra 1817, dels i Annuaire, som
han udgav fra 1854 til sin Død. 1872 var M.
Præsident i den internationale
Meterkommission. Han repræsenterede som Deputeret sin
Fødeby Mâcon 1835—48. M. har endvidere udg.
Delambre, Histoire de l’astronomie du XVIII
siècle (1827).
J. Fr. S.
Mathilde, Kvindenavn, se Mette.
Mathilde, den hellige, d. 968, var gift
med den tyske Konge Henrik I og blev Moder
til den senere Kejser Otto I. Hun nedstammede
fra Widukind, og hendes Bedstefader paa
mødrene Side skal have været dansk. Hun var en
meget gudhengiven Kvinde, der navnlig efter
sin Ægtefælles Død hengav sig til
Kærlighedsgerninger og alle Slags fromme Øvelser. Hun
gjorde ogsaa meget for Klostrene.
A. Th. J.
Mathilde, Markgrevinde af Tuscien
(Toscana), f. 1046, d. 24. Juli 1115, Datter af
Markgrev Bonifacius af Tuscien, lagde tidlig
Grunden til en for den Tid sjælden Dannelse, der
svarede til hendes høje Aandsevner. Hendes
Klogskab og Kraft som Regent over den østlige
Del af Lombardiet og hele Mellemitalien hen ad
Rom til har skaffet hende Navnet »den store
Grevinde«, en Benævnelse, der dog kun vilde
have forøget hendes lokalhistoriske
Berømmelse, hvis hun ikke tillige havde faaet
verdenshistorisk Berømmelse, idet hun som Gregor
VII’s trofaste Veninde og Kirkens sikre Støtte
staar Side om Side med den navnkundige
Kirkereformator. Naturligvis underlagde M.’s og
Pavens Fjender hendes Hengivenhed for Gregor
uædle Motiver, hvad der i enhver Henseende
er ganske uberettiget. Efter Moderen, Beatrix
af Lothringen’s, Død styrede hun sine
vidtstrakte Besiddelser, dels Allodialgodser, dels
kejserlige Len, alene, idet hun for det meste
levede adskilt fra sin Ægtefælle, Gotfred den
Pukkelryggede, en Søn af den lothringske
Hertug Gotfred den Skæggede. Paa sine befæstede
Borge holdt hun et prægtigt Hof, men roses for
sin Venlighed og Godhed mod Undersaatterne.
Stedse var hun rede til med Vaaben og Penge
at bistaa Kirken; det var paa hendes Borg
Canossa, der forsvaredes af en tredobbelt
Ringmur, at Gregor, paa M.’s Forbøn, indvilligede
i at modtage den ydmygede Henrik IV (Jan.
1077), ligesom hun med al sin Kraft
understøttede Paven, da Henrik med en stor Hær
angreb ham (1081), men hendes Magt strakte
ikke til mod Kejserens Stridskræfter, og hun
maatte se Gregor dø som en Flygtning (1085).
Men ogsaa efter den Tid kunde Kirken stole
paa hendes urokkelige Troskab og
Offerberedvillighed. Saaledes gik hun ind paa, for at
styrke det pavelige Parti, at ægte (hendes første
Mand var død 1076) Hertug Welf af Bayern
(1090); men Ægteskabet havde kun politisk Bet.,
og Ægtefællerne levede hver for sig, det var i
alt Fald Reglen. Den største Gave skænkede
hun Kirken ved sit berømte Testamente, hvis
Gyldighed dog blev stærkt omtvistet, og
hvorved hun i Tilfælde af, at hun døde barnløs,
indsatte Pavestolen til Arving af hendes
Godser (Mathildearven). Baade Kejseren og Hertug
Welf nedlagde Indsigelser herimod, og først
længe efter fik Kirken sin Arveret anerkendt.
(Litt.: Tosti, La contessa M. e i romani
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
