Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Matthison-Hansen, Hans og Johan Gotfred og Waage - Matthisson, Friedrich von - Matthäi, Gottlob Ernst - Matthæus - Matthæusevangeliet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Orgelforedrag i Kbhvn med Fremførelse af Værker
af den klassiske og moderne Litteratur. Hans
Kompositioner — en stor Række Orgelsager,
aandelige Sange, fl. Kammermusikværker,
enkelte Orkesterarbejder — viser ham som en
udmærket Kunstner og en selvstændig
Personlighed. 3) Waage, ovenn.’s Broder, f. i Roskilde
27. Decbr 1841, d. i Roskilde 23. Juni 1911,
uddannedes under sin Faders Vejledning ligeledes
til Orgelspiller. Efter som saadan at have været
ansat i Holstebro og Nykøbing p. F. blev han
sin Faders Vikar og efter dennes Død 1890
Domorganist i Roskilde. Han har udg. forsk.
Sangkompositioner og Kammermusik
(deriblandt 2 Trioer).
A. H.
Matthisson, Friedrich von, tysk Digter,
f. i Hohendodeleben ved Magdeburg 23. Jan.
1761, d. i Wörlitz ved Dessau 12. Marts 1831.
Som Præstesøn studerede han først Teologi i
Halle, men gik over til Filologi og
Naturvidenskab og virkede efter endt Studium som Lærer
i Dessau (1781—84) ved Basedow’s Anstalt. Han
rejste derefter som Informator med en ung
livlandsk Greve Sievers til forsk. Steder i
Tyskland. Efter et toaarigt Ophold hos sin Ven
Bonstetten (s. d.) i Nyon ved Genfersøen blev han
(1790) Huslærer hos en rig Købmand i Lyon,
hvor Friederike Brun besøgte ham, og derpaa
(1794) Oplæser og Rejseledsager hos Fyrstinde
Louise af Anhalt-Dessau. Paa sine Rejser med
Fyrstinden stiftede han Bekendtskab med den
senere Konge Friedrich af Württemberg, som
1809 ophøjede ham i Adelsstanden og udnævnte
ham til Teaterintendant og Overbibliotekar i
Stuttgart (1812—28). M. var Tidens
Modelyriker. Hans sentimentale Digte gjorde Indtryk
paa unge og gl. Hjerter, og selv Schiller og
Wieland fandt Behag i M.’s lyriske
Naturskildringer og følelsesoverdrevne Udbrud. Men i
Romantikerne mødte han derimod hvasse
Kritikere, især A. W. Schlegel skaanede ham ikke
i »Athenäum«. Beethoven komponerede dog
hans Digt »Adelaide«, og bl. hans mange
andre Poesier blev især »Ich denke dein« og
»Wenn in des Abends letztem Scheine«
populære. Hans første Bind »Lieder« udkom 1781.
»Schriften« (8 Bd, 1825—29). »Erinnerungen«
(Wien 1815) bringer mange værdifulde
Oplysninger og skildrer bl. a. M.’s Ophold i Kbhvn.
(Litt.: Schoch, »Nachlass«, med M.’s Breve
og Autobiografi [4 Bd 1832]; Döring, »M.’s
Leben« [1833]).
C. B-s.
Matthäi [ma’tæ.i], Gottlob Ernst, tysk
Billedhugger (1779—1842), Søn af
Billedhuggeren Johann Gottlob M. (1753—1832) og
Broder til Maleren Johann Friedrich M.
(1777—1845), af hvem der findes en Tegning paa
Thorvaldsen’s Mus., og Arkitekten og Stukkatøren
Karl Ludwig M. (1778—1848; han opholdt sig
en Tid i Kbhvn). M. blev Elev af Thorvaldsen,
af hvem han udførte en Buste (1833) og en
Statuette (1838). Han var Inspektør for
Gipssamlingen i Rom og Æresprofessor i Akademiet
i Rom. Værker: »Iris trøster Priamos«, »Venus
paa Muslingeskallen« (Rosenstein ved
Stuttgart), dekorative Arbejder (Kamin) for Grünes
Gewölbe i Dresden m. v.
A. Hk.
Matthæus, en af Jesu Apostle; hans Navn
forekommer i de fire Apostelfortegnelser (Mark.
3, 18; Matth. 10, 3; Luk. 6, 15 og Ap. G. 1, 13),
og Mark. 2, 13—17 ≠ Matth. 9, 9—13 ≠ Luk.
5, 27—32 fortæller om hans Kaldelse; vi
erfarer her, at han, forinden han traadte i
Discipelforhold til Jesus, var Tolder; og naar han
Mark. 2, 14 ≠ Luk. 5, 27 kaldes Levi (Alfæus’
Søn) maa dette, trods forsk. Kirkefædres
Forsøg paa deri at finde Vidnesbyrd om to
Personer, vistnok bedst forstaas saaledes, at Levi
var hans opr. Navn, medens M., der rimeligvis
betyder: »Herrens Gave«, var et Tilnavn, som
Jesus havde givet ham. Ud over dette faar vi
ikke yderligere Efterretninger om ham i det
ny Testamente, og den senere Overlevering er
ganske sagnagtig. Irenæus fortæller, at han
virkede bl. Hebræerne (Adv. hær. III 1, 1), og
Eusebius, at han derfra vendte sig andetsteds
hen (H. E. III 24, 6); senere Forfattere ved at
berette om hans Missionsvirksomhed i
Æthiopien ell. Makedonien.
H. M.
Matthæusevangeliet, det første af de i det
ny Testamente optagne Evangelieskrifter,
begynder med en Skildring af »Forhistorien« (ɔ:
Jesu Afstamning og Fødsel, Flugten til
Ægypten og Bosættelsen i Nazareth) Kap. 1—2, og
Johannes Døberens Optræden samt Jesu Daab
og Fristelse 3, 1—4, 11. Efter denne Indledning
fortælles om Jesu offentlige Optræden, idet der
i det første Hovedafsnit 4, 12—9, 34 meddeles
en udførlig Tale af Jesus (»Bjergprædiken«,
Kap. 5—7) som et Eksempel paa hans
Forkyndervirksomhed, og dernæst (Kap. 8—9) ti
Mirakler for at belyse hans Optræden som
Undergører. Det næste Hovedafsnit, 9, 35—13, 58,
beretter om Aposteludsendelsen (Kap. 10),
Johannes Døberens Spørgsmaal (Kap. 11),
Sammenstød med Farisæerne (Kap. 12) og gengiver
endelig syv af Jesu Lignelser (Kap. 13); tredje
Hovedafsnit 14, 1—18, 35 fortæller om
Døberens Henrettelse, to Gange om en underfuld
Bespisning af 5000 og 4000 Mænd, Striden om
Renselsesskikke samt Peter’s Bekendelse af
Jesus som Messias, Forklarelsen paa Bjerget
og Lidelsesforudsiigelser. Med 19, 1 begynder
Jesu Rejse fra Galilæa til Judæa, og 21, 1 ff.
fortælles om Indtoget i Jerusalem; derefter følger
en Rk. Sammenstød med Modstanderne, Kap.
23 den store Straffetale mod Farisæere og
Skriftkloge, og Kap. 24—25 eschatologisk
Belæring om Tegnene paa Verdens Undergang og
den sidste Dom. Endelig berettes om Jesu
Lidelse og Død i Kap. 26—27 og om hans
Opstandelse i Kap. 28. — Som Forfatter til
dette Evangelium betragter den kirkelige
Tradition Apostlen Matthæus (s. d.), hvorom vi har
det ældste Vidnesbyrd hos Biskop Papias fra
Hierapolis, der c. 140 skrev en »Udlægning af
Herrens Ord«, hvori han bl. a. meddelte, at
i »Matthæus sammenstillede Ordene (Logia) paa
Hebraisk (ɔ: Aramaisk), og enhver oversatte
dem, saaledes som han bedst kunde«. Nu er det
ganske vist muligt, at »Logia« kan betyde
baade Jesu Ord og Beretninger om hans
Gerninger; thi i denne Bet. benytter Papias
Udtrykket om Markusevangeliet; men mange
Forskere i Nutiden tænker ved »Logia« paa en
Samling, udelukkende bestaaende af Jesu Ord,
overleverede uden Situationsangivelse af nogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
