Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maximilian III, Josef - Maximilian II (Konge af Bayern) - Maximilian, Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hærreduktion og strengt gennemført
Sparsommelighed (ogsaa ved Hoffet) søgtes Finanserne
bragt paa Fode, Agerbruget fremmedes og
Bøndernes Livsvilkaar lettedes, Industri og
Handel støttedes, et ordnet Skolevæsen med
Skolepligt paabødes, men gennemførtes kun
daarligt, og Retsplejen forbedredes; trods M.’s
strengt kat. Sindelag stilledes Gejstligheden
under Statens Love, ligesom Jesuiterordenen
ophævedes i Bayern. Helt færdig med sine
Reformer blev den folkekære og hjertensgode
Fyrste ikke, da Kopperne bortrev ham i hans
kraftige Alder, hvad der vakte dyb og alm.
Sorg hele Landet over. (Litt.: Lipowski,
»Leben und Thaten M. J.’s III« [München
1833).
(C. F.). C. A. T.
Maximilian II, Konge af Bayern 1848—64,
f. 28. Novbr 1811, d. 10. Marts 1864, Søn af
Ludvig I og Sønnesøn af M. I. Han studerede
1829—31 i Göttingen og Berlin, rejste derefter
i Italien og Grækenland, men levede siden stille
paa Slottet Hohenschwangau, som han lod
genopbygge, og tog ikke Del i Statsstyrelsen,
førend han 20. Marts 1848 kaldtes til Magten ved
Faderens Tronfrasigelse. Han gjorde vel straks
de fornødne frisindede Indrømmelser, men
hyldede selv konservative Grundsætninger og tog
allerede Jan. 1849 et reaktionært Ministerium,
samt nægtede at godkende den tyske
Rigsforfatning, fordi den ikke tog tilbørligt Hensyn til
Fyrsternes Myndighed. Lige saa lidt vilde han
slutte sig til de preuss. Enhedsplaner og
understøttede Oktbr 1860 Østerrig til
Forbundsdagens Genoprettelse og Kurfyrstens
Genindsættelse i Kurhessen. Efter langvarig Kamp mod
Landdagens Flertal opgav han endelig Marts
1859 Ministeriet v. d. Pfordten, da han »vilde
have Fred med sit Folk«. Paavirket af
Dönniges hyldede han Læren om Tysklands
Tredeling, idet Bayern skulde staa i Spidsen for
de mindre Stater og ved Siden af Østerrig og
Preussen, og var 1859 meget virksom for
Dannelsen af Mellemstaternes
»Würzburg-Forbund«. I de flg. Aar støttede han Østerrig over
for Preussen, bl. a. ved Fyrstemødet i
Frankfurt Aug. 1863, og viste stor Interesse for
Hertug Friedrich af Augustenborg. I kirkelig
Henseende hævdede han afgjort Trossamfundenes
Ligestilling. Medens hans Fader havde været
ivrig for de skønne Kunsters Fremme, tog han
sig især af Videnskaberne, samlede mange
nordtyske Videnskabsmænd og Digtere til München
og oprettede 1858 den hist. Kommission, under
hvis Ledelse senere udgik mange Arbejder til
Tysklands Historie. Ogsaa grundlagdes 1850
Nationalmuseet og 1853 M.-Ordenen for
Kunstnere og Videnskabsmænd; endelig søgte han at
udfinde en ny Bygningsstil, der skulde bære
Nutidens Særpræg. Han havde 1842 ægtet
Marie Hedevig (1825—89), Datter af Prins
Vilhelm af Preussen, og fik med hende 2 Sønner,
der begge blev Konger efter ham, Ludvig II
og Otto, den sidste dog kun af Navn. Hans
Enke gik 1874 over til Katolicismen.
E. E.
Maximilian, Ferdinand, Ærkehertug af
Østerrig og Kejser i Mexiko 1864—67, f. 6. Juli
1832 i Wien som yngre Broder af Kejser Frants
Josef, d. 19. Juni 1867 i Queretaro. Han
uddannedes for Søvæsenet og blev 1854 sat i Spidsen
for den østerr. Flaade; rejste s. A. i
Østerland. 1857 blev han Generalguvernør i
Lombardiet og ægtede Charlotte af Belgien (f. 1840),
Datter af Kong
Leopold I.
Han levede i
Milano,
udvirkede fl.
Forbedringer og
var selv godt
lidt, mem
kunde ikke
forsone Italienerne
med det
fremmede
Herredømme og trak
sig Apr. 1859
tilbage. Efter
en
videnskabelig Rejse til
Brasilien
bosatte han sig
paa Slottet
Miramare ved Triest og hengav sig til Digtning og
Musik. Oktbr 1863 modtog han Udsendinge fra
det klerikial-aristokratiske Parti i Mexiko, der
tilbød ham Kejserkronen. Opmuntret af
Napoleon III og af sin ærgerrige Hustru og selv
ønskende en større Virkekreds gik han ind paa
Tilbudet i den Tro at kunne fremme en rolig
Udvikling af det forvildede Folk ved
monarkiske Institutioner. Efter at et Folkevalg var
foretaget paa Skrømt, modtog han 10. Apr. 1864
Valget, kom til Veracruz 28. Maj, og holdt 12.
Juni Indtog i sin ny Hovedstad. Tilsyneladende
gik Kejserdømmets Oprettelse let fra Haanden,
og Folket modtog ham venlig; han viste stor
Iver for at ordne Forvaltningen og udvikle
Landets Hjælpekilder, samt adopterede to
Sønnesønner af Kejser Iturbide for at sikre
Arvefølgen, da han selv var barnløs. Snart viste det sig
dog, at Modstanden var langt stærkere, end han
havde ventet, og at han uagtet sin gode Villie
kun kunde udrette lidet og ikke vinde sikkert
Fodfæste, da han hverken vilde give sig i
Præsteskabets Ledebaand ell. føje det liberale
Partis Krav. Han blev derfor helt afhængig af
den fr. Marskal Bazaine, der forfulgte rent
personlige Formaal, og hans Magt stod for
Fald, da Napoleon III Apr. 1866 maatte love
at trække sin Hær bort fra Landet. Kejserinde
Charlotte, der havde været hans bedste Støtte,
rejste snart efter til Europa for at søge Hjælp,
især hos Napoleon, men blev haardt skuffet. M.
var selv for stolt til at drage bort med de fr.
Tropper, men foretrak at vove en sidste Kamp,
skønt han blev skammelig svigtet af Bazaine.
Med sin svage Hær drog han Febr 1867 til
Queretaro, blev her indesluttet af
Republikanerne og ved et Forræderi taget til Fange 15. Maj.
Efter en Krigsretsdom blev han skudt 19. Juni
tillige med sine to Generaler Miramon og Mejia,
nærmest som Sonoffer for en grusom Befaling,
Bazaine Oktbr 1865 havde udstedt om at skyde
som Oprører enhver Republikaner, der blev
grebet med Vaaben i Haand. Liget bragtes af
Admiral Tegethoff til Europa og jordfæstedes
 |
| Ferdinand Maximilian. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
