Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mazdaisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mellemrum brugte Ahura Mazda til at skabe
Verden og Menneskene som Forbundsfæller i
Kampen, og Djævelen, som nu vækkes op af sin
Afmagt ved Budskabet herom, kommer for sent
til at foretage noget selvstændigt Skridt i
Kampen. Alt hvad han kan, er at skade og fordærve
den Skabning, Mazda har frembragt, og at
foretage en Modskabelse, ved hvilken han
sætter en ond Ting ind i Verden for hver god Ting,
der er: han skaber Røgen til Ilden, Skyggen til
Lyset, de giftige Planter, de skadelige Dyr,
Tørke og Mørke, Sygdom og Død og alt andet
ondt. Dette er det første Led af den
Verdenskamp, hvori alt det levende drages ind, ja
hvori selve Naturens Magter raser, og denne
Kamp varer ved i 12000 Aar, hvilket er
Verdensløbets Tid, beregnet astronomisk som et
Solomløb. De første 3000 Aar gik tabt for
Djævelen, de flg. 6000 Aar kæmper han med stedse
stigende Magt; men i de sidste 3000 Aar, som
er Afslutningens Tider, bekæmpes han af de
store profetiske Helte, af hvilke den sidste,
Soshyant, Frelseren ell. den genopstandne
Zarathustra, er den herligste, den, som
bringer det lykkelige Tusindaarsrige umiddelbart
før Opstandelsen og hjælper de Troende til
Salighed. Til sidst skal da alle Bjerge smelte
i den store Verdensbrand, og Djævlene og deres
Rige skal forgaa i den glødende Strøm, medens
den samtidig lutrer Jorderig og skaber en ny
Verden, hvori alt er Renhed, Retfærdighed og
Lykke.
Den nærmere Udmaling af disse
Verdensperioder og navnlig af Verdensbranden og dens
Følger tilhører dog kun den yngre Avesta og
den senere Tradition i Bundahis o. a. Skr i
(det parthiske) Pehlevisprog (c. 1000 e. Kr.).
De ældste Kilder ved kun at berette, at den
onde Aand bestod fra Beg., at han valgte sig
Død, hvor den gode Aand valgte Liv, at han
overfaldt Skabningen og bestandig skader den,
og at han ved Tidernes Ende skal gaa til
Grunde. Opr. har Hovedinteressen knyttet sig
ikke til Verdensdramaet, men til de enkelte
Menneskers Deltagelse i Kampen, til deres
Pligter og deres Lod.
I Avesta er nemlig den praktiske
Moral en overordentlig fremtrædende Faktor og
et nødvendigt Bindeled mellem denne Religions
to andre Grundejendommeligheder: den
dualistiske Verdensopstilling og den
optimistiske Verdensafslutning.
Hvor det gode og det onde staar saa skarpt mod
hinanden, bliver der en naturlig Opfordring for
Mennesket til at tage Parti, og hvor al Ting
stiler mod en Overvindelse af det onde, maa
Mennesket tage fat og arbejde med. Dette gør
han ved i al sin Færd at agte paa Renhed
(asha) og bevare denne baade i »Gerning, Ord
og Tanke«, altsaa ikke blot i ydre Handlinger,
men ogsaa ved det »rette Sindelag«, som er en
stadig Nødvendighed, og uden hvilket der ingen
gode Gerninger kan blive. Den ydre Moral
bestaar nu for det første i en stor Mængde
Renselser og Observanser, hvorved Djævelen skal
fordrives og Renheden drives frem, ja endogsaa
i Pønitense, Bodsstraffe, som i alt Fald har
været meget trættende; dog maa det mærkes,
at M. ikke kender Askese under nogen
Form: alt hvad den paabyder, er ment »til
Fremme for Livet«, og Faste, Cølibat ell. anden
livshemmende Adfærd forbydes paa det
strengeste. Derimod paabydes en Mængde
Handlinger, som skal virke livsfremmende, og af hvilke
de fleste sigter til at ophjælpe Næringsvejene
og i det hele taget Kulturen. Saaledes har
fra de ældste Tider Omsorgen for Kvæget, især
for Køerne, været en hellig Pligt; ikke blot er
det forbudt at slagte dem ved Ofringer, men
det er fortjenstfuldt at fodre og pleje dem paa
enhver Maade, og dette gengældes ikke blot i
levende Live, ved at man faar gode Kreaturer,
men det lønnes ogsaa i Himmelen, ved at man
faar Andel i »Gavekoen«, et lykkebringende
Væsen, som er Køernes himmelske Forbillede.
Senere, da Kulturen udviklede sig til Agerbrug,
blev dette en meget væsentlig Del af
Menneskenes Pligter (»den, der saar Korn, saar
Hellighed«), og Dræning og Kanalisering, Gravning
og Plantning blev en uundværlig Del af det
hellige Levned, ja blev ofte ligefrem paabudt som
Bodsstraffe; en meget yndet Straf var ogsaa
Tilintetgørelsen af skadelige Dyr (deriblandt
Smaadyr som Øgler og Insekter), medens
Tillæg og Forplejning af Hundehvalpe regnedes
for yderst fortjenstligt. M. a. O.: det gavnlige
og nyttige, Flid, Aarvagenhed og
Arbejdsomhed, aandelig og legemlig Duelighed under
enhver Form agtedes som det højeste Tegn for
Fromhed og Sædelighed; og da det var den
alm. Trivsel, alting sigtede paa, føjedes hertil
alle Haande Bud til Fremme for den legemlige
Frugtbarhed og strenge Forbud mod kønslige
Udskejelser og Fordrivelse af Livsfrugten.
Midt i alle disse menneskevenlige og
livsfremmende Bestræbelser tager det sig
mærkeligt ud at møde en Mængde Plagsommeligheder,
der kun kunde hemme og hindre Livets
Udfoldelse for hvert et Skridt, saaledes
Behandlingen af Barselkoner og Kvinder i deres
Svagheds Tid, Varetagelsen af Ildens Renhed og de
mangfoldige Tugtelser »med Hestepisken«, som
man maatte underlægge sig for de mindste
Besmittelser. Men dette er alt kun Vidnesbyrd om
den ængstelige Omhu, der udvistes i de
hygiejniske Foranstaltninger, og om det primitive
Trin, deres Naturerkendelse stod paa. Man
ansaa Sygdom, Død, Urenhed, Ufrugtbarhed og
alt saadant for Følgen af en Djævlebesættelse,
og Midlet derimod blev Maning og Fordrivelse
i alle tænkelige Former; og da man nu
fremdeles ansaa Ilden for et virkeligt
Lutringsmiddel og Lægemiddel mod Alverdens Brøst, var
man lige saa pertentlig med den, som vi
nutildags (og Datidens Persere i øvrigt ogsaa) med
Vandets og Mælkens Renhed. Overhovedet var
Elementerne Perserne hellige, og
mægtige Forbundsfæller i Kampen mod det onde;
deraf kommer det, at man anvender saa megen
Omtanke paa at bevare dem rene; dette ses
især af den mærkelige Gravlægning, som
Mederne og senere de zarathustriske Rettroende
overholdt, ved hvilken man netop undgik at
brænde ell. jordfæste Ligene, men udsatte dem
paa Taarne (Dakhmas), fra hvilke man endda
omhyggelig bortledte Vandet, at det ikke skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
