Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mazdaisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
besmittes af Dødens djævelske Urenhed; Gribbe
og Sjakaler besørger da meget hurtig den
nødvendige Destruktion af Ligene.
Ligesom Menneskelivet nemlig iflg. denne
Religion er strengt arbejdsomt, saaledes er ogsaa
Døden en alvorlig Forretning, der kræver
stor Paapasselighed, ikke blot fordi
Dødsdæmonerne bringer Urenhed med sig og man manes
bort med mange Ceremonier, men ogsaa fordi
Menneskesjælen i de 3 første Dage, efter at den
har forladt Legemet, forfølges af Djævle, som
med Slyngekast vil indfange den til Helvede;
og den gode Engel Sraosha, som fører Sjælene
mod Plimmelen, kan kun værne dem mod disse
Overfald, naar de Efterlevende hjælper ham
med Ofre og Bønner. Derfor spiller Dødefester
og Dødemesser en stor Rolle hos Perserne, og
betydelige Summer testamenterer de
Velhavende ofte til Menigheden for at sikre sig dens
Deltagelse i den farefulde Stund.
Er Sjælen imidlertid sluppen lykkelig over de
tre Rejsedøgns Farer, begynder en Prøve, som
ingen Bøn og ingen Gave kan mildne:
Afvejelsen af den Dødes gode og onde Gerninger, en
Dom, ved hvilken Retfærdighedens Guddom
Mithra, fører Forsædet; er de gode Gerninger
i Overtal, da føres Sjælen mod Frelse (dog
først efter at have lidt Straf for sine slette
Gerninger) og slipper lykkelig over den høje
Bro, som fører til Himmelen, den mærkelige
Cinvatbro, der er smal som en Knivseg
for de Fordømte, men bred som en Landevej
for de Frelste. I Himlens Forgaarde, der er
opkaldte efter de gode Tanker, Ord og
Gerninger, møder da Sjælen sin Skytsaand, Daena,
en Kvindeskikkelse, som er Personifikationen af
hans Fromhed, og som under Lovprisninger af
hans Renhed og Godhed fører ham op til selve
Sjælenes Sted, de uskabte Lys. Den Onde falder
derimod ned fra Broen, ned i Helvede, hvor
der er mørkt, og hvor han skal leve af ækel
Mad.
Ved Siden af Dommen ved Cinvatbroen
kender de ældste Hymner en anden Domsform,
nemlig ved smeltet Metal, der fortærer de
Onde, men lader de Gode frelst. Dette synes at
være en gl Ordaldom, en Jernbyrd ell.
Ildprøve, og hvis den dobbelte Dom ikke blot er
en Dublet, kan man tænke sig, at Ildprøven
først er indtraadt senere, efter at Sjælen igen
er forenet med Legemet. Saaledes lærte i hvert
Fald den senere persiske Kirke, idet den da
tillige satte denne Ildprøve i Forbindelse med
den omtalte Verdensbrand og tænkte sig denne
Dommedagsscene som et alm. Opgør med
Mennesker og Sjæle umiddelbart før Verdens Ende
og Evighedens Begyndelse. Særdeles smukt
skildrer de senere persiske Skr (navnlig
Bundahish, Kap. XXX) den alm. Glæde, der griber de
Fortabte ved Gensynet, efter at der først har
lydt høje Klager over de Fortabte, der savnes.
Dog tales der i hvert Fald i de senere Skr
ingensteds om noget evigt Pinested for de
Fordømte; Helvede, »det slemme Sted«, er kun en
midlertidig Straf; de Onde skal tilintetgøres helt
ell. vende lutrede tilbage til Ormuzd: i
Evighed kan kun Renheden bestaa.
Mazda-Tilbederne har fra de ældste Tider
udgjort et kirkeligt Samfund med
Præsteskab, Ritual og Ofringer, derimod har
det i Oldtiden hverken kendt Templer eller
Gudebilleder. Offertjenesten synes at have
været Fortsættelsen af et gammeliranisk,
djævlefordrivende Ildoffer, og atar, Ilden, er
stedse det hellige Element, uden hvilket Mazda
ikke kan dyrkes officielt, og hvis indviede
Flamme aldrig maa slukkes. Præstens Hædersnavn
er ogsaa »Ildpræst« (athravari), sædvanlig
kaldes ham dog Mobed = mog-pati, Mager.
Nutildags foregaar denne Ildofring dog i
lukkede Templer, hvis allerhelligste, hvor
Ilden brænder, helst skal være et mørkt Rum,
hvor da Præsterne forsynede med Handsker og
Mundbind (for ikke at besmitte Ilden med Sved
ell. Udaanding) vedligeholder Ilden med
liturgisk renset Ved, idet de tillige stedse gør Brug
af Offerkvistene (barsom) og Offerdrikken
(haoma), den samme, der i Indien er kendt
under Navnet Soma. Under Gudstjenesten
mumler de lange Litanier, ofte kun bestaaende af
remseagtige Anraabelser, men paa
Gudstjenestens Højdepunkter synges de ældgamle
Hymner, Gathaerne og bl. disse de kernefulde
Bønner og Bekendelser, af hvilke Ahuna vairya
(»Herrens Vilje«) svarer til de Kristnes credo.
Ogsaa i Husene fungerer Præsterne, ved
Dødsfald o. a. Begivenheder, og de har ofte levet
et omvankende Liv, under hvilket de da fører
smaa flyttelige Ildaltre med sig. Magien, den
hemmelige Manekunst, har Magerne med Urette
givet Navn til; de har i Virkeligheden meget
lidt med saadanne Ting at bestille.
M. har navnlig i sine to Storhedstider, under
Oldtidens Achæmenider og Middelalderens
Sasanider, været en Religion af overordentlig Bet.
Den har opdraget et af Verdens mægtigste
Krigsfolk og Statsfolk og har været Sjælen i et
Verdensrige, hvis Lige i Magt og Kultur kun
har været at finde i Rom. Den har vænnet sine
Bekendere til Arbejdsomhed, Nøjsomhed,
Sanddruhed og Retfærdighed og har vejledet
Herskerne til et vist og mildt Regimente.
Blandt Hedenskabets Religioner staar M.
i det hele højt, om ikke højest, ikke blot ved
den Moralitet, den fremavler hos sine
Bekendere, men ogsaa ved det store Overblik over
Livet og dets Magter, hvori den bevæger sig,
og hvormed det samler alle de Faktorer: Gud
og Menneske, godt og ondt, Verden og
Himmelen, der for saa mange Religioner falder ud fra
hinanden, i en stor harmonisk Sammenhæng og
i et dybt Perspektiv, hvor hvert enkelt af disse
Led dog beholder sin Plads og selvstændige Bet.
(Litt.: Af ældre Arbejder bruges kun F.
Windischmann, »Zoroastrische Studien« [1863]
og M. Haug, Essays on the sacred language,
writings and religion of the Parsis (3. Udg.,
West 1884). Anquetil Duperron’s,
Burnouf’s og Spiegel’s for sin Tid
grundlæggende Arbejder er nu alle forældede, til Dels
ogsaa Geiger’s »Ostiranische Cultur« [1882].
De moderne Avesta-Studier er grundlagte af J.
Darmesteter, K. Geldner og F.
Justi. Den førstes Oversættelse i S. B. E., 4
og 23 og navnlig i Annales du Musée Guimet
[I—III, 1892—93] er de bedste; mindre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
