- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
834

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Medici - Medici, Giacomo

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ridderspil ikke mindre end i aandelig Idræt;
og især Giuliano glimrede mellem Firenzes
Ungdom; men naar det gjaldt Ledelsen af
Statens Sager, søgte de endnu at bevare det jævnt
borgerlige Skin. At det var Medici’erne, der
herskede, var dog ikke skjult for nogen;
derfor besluttede 1478 et stort Parti, med Slægten
Pazzi i Spidsen og med udenlandske forbundne
— som Pave Sixtus IV —, at rydde Brødrene
af Vejen. Ved Gudstjenesten i Firenzes
Domkirke myrdedes Giuliano; men Lorenzo, hvem
samme Skæbne var tiltænkt, banede sig med
sin Daggert Vej gennem Morderflokken, og det
lykkedes ham at undkomme. En Gadekamp
bragte de Sammensvorne Nederlag, og
Førerne blev hængte. Som Enehersker fik Lorenzo
nu Titlen il Magnifico; vel vedblev han at være
Bankier, men han var ikke nogen udmærket
Købmand, saa at Forretningen gik stærkt
tilbage, og Statens Midler toges til Hjælp for at
hæve den. Men for øvrigt blev den Tid, han
stod i Spidsen for Firenze, en Glansperiode for
denne Stad. Han reddede den ud af en stor
Fare, da Pave Sixtus og Kong Ferrante af
Neapel paaførte den Krig, ved kækt at
begive sig til Neapel og indlede
Underhandlinger, som førte til en, for Staden og hans egen
Magt, fordelagtig Fred. Det er dog især paa
det kunstneriske Omraade, at Lorenzo’s Tid
staar som en Guldalder. Han var selv en fint
dannet Mand, fortrolig med Oldtidens
Tænkning og i Besiddelse af et stort digterisk
Talent. Dette lagde han for Dagen i en Rk.
Digterværker: Idyllerne Ambra og Corinto,
Læredigtet L’Altercazione, de burleske Digte I Beoni
og Nencia da Barberino, en stor Del, til Dels
meget smukke, lyriske Digte, navnlig Sonetter,
Ottave Rime, Danseviser (Ballate) og
Karnevalssange, religiøse Hymner (Laude), et
gejstligt Skuespil med Titlen San Giovanni e Paolo
m. m. De er udg. i Venezia 1554; Bergamo
1760—63; Firenze 1825; smst. 1859 med
Indledning af G. Carducci. Til den Kreds af
Tænkere, Lærde, Skønaander og Kunstnere, som
Lorenzo samlede om sig, hørte Angelo
Poliziano, Marsilio Ficino, Luigi Pulci, Christoforo
Landino, Giovanni Pico della Mirandola,
Arkitekten Giuliano da Sangallo, Malerne
Botticelli, Filippino Lippi, Signorelli og Domenico
Ghirlandajo, Billedhuggeren Verrocchio. — Men
denne for Lorenzo’s egen By og for hele Italien
saa lykkelige Periode, hvor hans
Statsmandsdygtighed havde mægtet at bevare Freden i
Landet, endte snart og brat med hans tidlige
Død; kun 43 Aar havde han levet.

Hans Søn Piero, den Yngre (1471—1503),
var ubesindig og opfyldt af Higen efter at
lægge sin Fyrstemagt udvortes for Dagen, men
tog sig kun lidt af Statssagerne. Da en fr. Hær
under Karl VIII nærmede sig Firenze, og Piero
havde underkastet sig paa en for ham og hans
Landsmænd fornedrende Maade, blev han
derfor jaget bort af Florentinerne (1494) og kom
aldrig mere tilbage. Kort efter stod Girolamo
Savonarola som Lederen af en teokratisk
Republik, hvis Tendens var stik modsat
Medici’ernes.

Af de Medlemmer af Slægten M., der har
gjort sig bekendte i 16. Aarh., vil vi her nævne
flg.: 1) Giovanni, ɔ: Pave Leo X, Søn af
Lorenzo il Magnifico; 2) Giulio, ɔ: Pave
Clemens VII, uægte Søn af Lorenzo’s Broder
Giuliano; 3) Giuliano, Søn af Lorenzo
(1478—1516), som gift med en fr. Prinsesse Hertug
af Nemours; ligesom sin Broder Kardinal
Giovanni var han atter kommen i Besiddelse af
Magten i Firenze; Michelangelo har i Kirken
San Lorenzo rejst de berømte, stolte
Gravmæler over ham og 4) Lorenzo den Yngre, Søn
af den 1494 forjagede Piero og Hertug af
Urbino (1492—1519); han var Fader til Katharina
af M., Dronning af Frankrig. Hans uægte Søn
var 5) Alessandro (f. 1510, d. 1537 ved
Snigmord), Hertug af Firenze fra 1530, en
voldsom og udsvævende, men ikke udygtig Regent.
Sin Fætter 6) Ippolito (1511—35), Kardinal,
uægte Søn af Hertugen af Nemours, lod
Alessandro forgive. — Til en yngre Linie af
Slægten, nedstammende fra Cosimo’s Broder
Lorenzo, hørte 7) Lorenzino (1513—47), en
sygelig forvildet Natur, men med betydelige
Aandsevner og stærk Ærgerrighed. Det var
ham, der myrdede Hertug Alessandro, men selv
10 Aar senere blev myrdet paa den toskanske
Regerings Foranstaltning. Han forsvarede sin
Daad i et vel turneret Skr og har desuden
forfattet en Komedie, L’Aridosia. 8)
Giovannni, med Tilnavn delle bande nere (»de sorte
Hærskarers Høvding«) (1498—1526), en tapper
Condottiere, som mistede Livet paa Valpladsen
i Kamp med Frundsberg’s Landsknægte. Ved
hans Søn 9) Cosimo den Yngre (f. 11. Juni
1519, d. 21. Apr. 1574) fik Slægten M. paa ny
for lange Tider fast Fod i Toscana, hvis
Hertug han var fra 1537 og Storhertug fra 1569,
under Navnet Cosimo I. Det storhertugelige
Dynasti, han stiftede, uddøde 1737 med
Giovanni Gastone; med dennes Søster Anna uddøde
Slægtens Hovedlinie 1743. (Litt.: P. Litta,
Famiglie celebri italiane, II; A. v. Reumont,
»Geschichte Toscana’s« [1. Bd, 1530—1737,
Gotha 1876]; Perrens, Histoire de Florence
depuis la domination des Médicis jusqu’à la
chute de la république
[3 Bd, Paris 1888—90];
Ed. Heyck, »Die Mediceer« [Bielefeld og
Leipzig 1897; ogsaa med Titlen: »Monographien
zur Weltgeschichte«, I]; A. Fabroni, Vita
magni Cosmi M.
[2 Bd, Pisa 1788—89];
samme, Vita Laurenti M. [2 Bd, Pisa 1784]; W.
Roscoe
, Life of Lorenzo of M. [Liverpool
1796 og oftere]; Reumont, »Lor. v. M.« [2.
Udg., Leipzig 1883]).
(E. G.). E. M-r.

Medici [’medit∫i], Giacomo, Marchese del
Vascello, ital. General, f. 1817, d. 1882. Som ung
kom han i Sydamerika i Forbindelse med
Garibaldi, ansattes derfor i den af Garibaldi
oprettede Legion 1848 og udmærkede sig særlig
ved Forsvaret af Rom. 1859 blev han
Regimentschef i Garibaldi’s Korps af Alpejægere og
overgik derefter til den sardinske Hær som
Brigadekommandør. 1860 gjorde M. sig særlig
bemærket ved Erobringen af Messina, og 1866
førte han Befalingen over en Division i
Sydtyrol. Efter Krigen blev han
øverstkommanderende over Tropperne paa Sicilien samt 1868
Præfekt i Palermo, i hvilke Stillinger han
udfoldede betydelig Dygtighed. 1877 fik han
Titlen Marchese del Vascello (efter en Høj i Rom,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:58:40 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/16/0858.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free