Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Medinet-el-Fajjûm - Medinet Habu - Meding, Johann Ferdinand Martin Oskar - Medinilla
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvis 20 m høje Top man har en smuk Udsigt
over Fajjûm, er der fundet mange Oldsager,
mest fra den gr.-rom. Tid. Ny Carlsberg
Glyptotek har derfra fortrinlige Buster af August,
Livia og Tiber. Af stor Vigtighed er de
talrige Papyrusstykker, man her har
fremdraget, og som nu findes i London, Paris, Berlin
og Wien: Brudstykker af Homer, Thukydid,
Euripides, mangfoldige Regnskaber o. l. fra
den rom. og arab Tid, alt af største hist.
Værd. Begravelsespladser har givet vel
bevarede Tøjrester, endog hele Klædningsstykker,
mest fra den ældre kristne Tid.
V. S.
Medinet Habu, ægypt. Landsby, som har
været bygget ind i et Par ret vel bevarede
Templer fra Oldtiden, der hørte til det gl.
Theben. M. ligger paa Nilens Vestside, 4 km NV. f.
det Ø. f. Nilen liggende Luksor, nær Foden af
Bjergene, som begrænser Dalen imod V., og i
hvilke de gl. Beboere af Theben lod udhugge
deres Grave. I M. findes to Templer, hvoraf
det mindre, SØ. f. det større, er det ældste.
Den egl. Tempelbygning, der er omtr. 24 m
lang, skyldes Dronning Makara ell. Hatshopsit
(tidligere kaldet Hatasu), men fuldendtes først
af hendes Efterfølger og Broder Thotmes III,
der bortfjernede Søsterens Navn og satte sit
eget i St. Templet udvidedes af fl. flg. Konger.
Der tilbyggedes en ydre Forgaard, foran den
et Par Pyloner, der skyldes Ptolemaios Soter
II, og endelig foran Pylonen en stor Forgaard,
28 m lang og 39 m bred. Det store Tempel, der
ligger NV. f. det mindre, er 148 m langt og
har to store Forgaarde, omgivne af mægtige
Søjlegange. Foran hver af Forgaardene knejser
et Pylonpar, hvoraf det yderste har en Længde
af 70 m. Templet er opført af Ramses III;
Væggene er prydede foruden med de
sædvanlige Scener, som Festoptog, Ofre o. l., tillige
med Slagbilleder, der forherliger Kongens
Sejre over Folk fra Libyen og andre Nabolande,
bl. a. vistnok ogsaa over Filisterne, der synes
efter nogle Kampe at være gaaet i ægypt.
Tjeneste. Maaske fik de til Belønning herfor ægypt.
Hjælp til at tage det Land i Besiddelse, i
hvilket vi siden finder dem. Naar man gaar ud af
Templets Hovedindgang, overskrider man først
en stor fri Plads, paa hvis sydøstlige Side den
æthiopisk-ægypt. Dronning Amoniritis, der
beklædte den høje Værdighed at være Amon’s
Pallakide, d. e. hans Udkaarne Hustru i
Menneskeskikkelse, (omtr. 700 f. Kr.) har opført et
lille Tempel, 16 m langt og 15 m br., og paa
hvis Nordside Nektanebos har bygget en Port,
hvorpaa man kommer til en mærkelig
Gennemgangsbygning, omtr. 20 m lang og br., som
man har kaldt »Ramses III’s Pavillon« ell.
»Kiosk«. Den har to Stokværk og danner, om
man vil, en Hovedbygning med to Fløje.
Trapper fører op til øverste Stokværk. Man har
ment, at Kong Ramses III (Rampsinit) har haft
sin Residens i denne Pavillon, og at Scenerne
paa Væggene skildrede hans Haremsliv. Dette
er dog ikke Tilfældet; Bygningerne var
bestemte til de Ceremonier, der fandt St. saavel
ved hans Begravelse som siden hen til hans
Minde, ligesom de ogsaa skulde tjene til et
behageligt Opholdssted for ham i hans hinsidige
Tilværelse. Foran Pavillonen ses Resterne af
en Pylon med Portbygning paa hver Side.
Uden om det hele gik en Omfangsmur, der
ogsaa omslutter det mindre Tempel, hvis Akse
danner en spids Vinkel med det store Tempels.
Sydlig for Omfangsmur en ses Spor af, at der
her har været en stor hellig Sø (nu
Birket-Haba). Ved den laa et Tempel, opført af
Ptolemaios Euergetes II (omtr. 140 f. Kr.), og hvis
Ruiner nu kaldes Kasr-el-Agûz. Lidt længere
borte ses Ruiner af et Tempel fra Romertiden,
paa hvis Pylon man læser Navnene paa
Kejserne Otho, Vespasian og Domitian, ligesom i
selve Templet Trajan’s og Antoninus Pius’
Navne, alt i Hieroglyffer. I 5. Aarh. e. Kr.
indrettedes en kristen Kirke i det store Tempel,
imedens andre Dele toges i Brug til Beboelse.
(Litt.: G. Daressy, Notes explicatives des
ruines de M.-H. [Le Caire 1897]).
V. S.
Meding [’me’deŋ], Johann Ferdinand
Martin Oskar, tysk Forf., f. i
Königsberg 11. Apr. 1829, d. i Charlottenberg 11.
Juli 1903. Han studerede Rets- og
Statsvidenskab (1848—51) i Heidelberg og Berlin, traadte
først i preussisk Statstjeneste som Ekspert i
Pressesager, derpaa i hannoveransk
Statstjeneste. Han blev Regeringsraad og
Referent for det samlede Ministerium (1863). I
denne Stilling virkede han for et godt
Forhold til Preussen. Men da Krigen blev
uundgaaelig, ledsagede han Kongen til Hæren
(1866) og blev derpaa sendt til Wien og senere
til Paris for at varetage Kongens Interesser
(1867—70) og for at virke til Fordel for den
saakaldte Welferlegions folkeretlige og
politiske Stilling. Ved den fr.-tyske Krigs Udbrud
rejste han til Berlin, hvor han udsonede sig
med den preuss. Regering, der paa en smuk
Maade afsluttede de svævende Spørgsmaal om
de hannoveranske Officerers og Soldaters
Skæbne. Efter et Par Aars Ophold i Schweiz
og Württemberg vendte M. tilbage til Berlin
og bosatte sig endelig (1879) paa Slottet
Wohldenberg i det hannoveranske. Fra 1872
optraadte han under forsk. Pseudonymer (især
kendt som Gregor Samarow), som
politisk Romanforfatter, der i sine Bøger
anvendte sine mangfoldige politiske Oplevelser og
Erfaringer. Af denne Masseproduktion, som
indeholder en Mængde hist. Stof, anvendt i
Sensationens Tjeneste, men i digterisk Henseende
er ligegyldig, kan nævnes: »Um Scepter und
Kronen« (1872), »Europäische Minen und
Gegenminen« (1873—75), »Die Römerfahrt der
Epigonen« (1873), »Der Todesgruss der
Legionen« (1874); sidstnævnte er overs. paa Dansk.
Værdifuldest af M.’s brogede Produktion, der
ellers er glemt, er »Memoiren zur
Zeitgeschichte« (1881—84) og »Erinnerungen« (1896).
(C. A. N.). C. B-s.
Medinilla Gaudich., Slægt af Melastomaceæ,
glatte og stærkt forgrenede Urter med’
kødfulde Blade og hvide ell. rosenrøde Blomster i
mere ell. mindre rigt blomstrede Stande.
Blomsterne er 4—5-tallige; Støvdragernes Knapper
er lange og svanehalsfor mig bøjede Bær. C. 100
Arter, der vokser i Ostindien, paa Øerne i det
malajiske Archipel o. a. tropiske Egne. Mange
dyrkes i Varmehuse som Prydplanter, saaledes
M. rubicunda (Jack) Blume, M. speciosa Blume
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
