Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Melanchthon, Philipp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Reformator, »Tysklands Lærer«, f. 16. Febr 1497 i
Bretten i Kurpfalz (nu i Baden), d. 19. Apr.
1560 i Wittenberg. Hans Fader, Georg
Schwarzerd, var en dygtig Vaabensmed, og hans Moder
Barbara var
en Datter af
Amtmanden
Reuter. Denne
tog sig meget
af sin
begavede Dattersøn
og skaffede
ham en
Huslærer Johan
Unger, hvis
Valgsprog:
Cave et cede
(vær forsigtig
og giv efter)
i høj Grad kom
til at
karakterisere M. og
hans
Optræden. 1507
mistede M. baade
sin Fader og sin Bedstefader og kom da til
Pforzheim i Huset hos sin Bedstemoder, en
Søster til den berømte Humanist Reuchlin.
Endnu ikke 13 Aar gl drog M. til Univ. i
Heidelberg, hvor han 2 Aar efter blev
Baccalaureus. Men da man her p. Gr. a. hans Ungdom
nægtede ham Magistergraden, drog han 1512
over til Tübingen, hvor han 2 Aar efter blev
Magister. Med forbavsende Modtagelighed og
vidt favnende Interesse gled han her ind i
Humanismens Verden, og da han blev 20 Aar,
var hans Navn kendt i alle lærde Kredse i
Tyskland. Den klassiske Filologi havde hans
Hovedinteresse. 1516 udgav han Terents og
1518 en gr. Grammatik. Da han var blevet
klar over, at Skolastikernes Aristotelestekster
var fordærvede, fattede han den Kæmpeplan
at udg. alle Aristoteles’ Værker i saa korrekt
Tekstform som muligt, en Plan, han dog ikke
fik realiseret. Erasmus og Reuchlin var hans
Forbilleder, og han deltog i den store
Reuchlinstrid paa Reuchlin’s Side. Økolampadius og
Blarer var hans Venner.
Det store Vendepunkt i M.’s Liv er
imidlertid hans Kaldelse til Univ. i Wittenberg 1518
som Prof. i Græsk. Det skete paa Reuchlin’s
Anbefaling. Ved sin Tiltrædelsestale om
»Forbedringer af de unges Studier« vandt han alles
Hjerter, særlig Luther’s. Han kritiserede den
hidtidige Maade at studere paa og krævede, at
Sprogstudiet skulde lægges til Grund for alle
Videnskaber, ogsaa for Teologien. Under
Disputatsen i Leipzig 1519 var M. til Stede og blev
senere dragen med ind i Kampen, da han i et
Brev til Økolampad skildrede dens Forløb.
Eck’s Angreb i den Anledning besvarede han
med en Skrivelse, hvori han for første Gang
udviklede de sunde protestantiske
Grundsætninger for Eksegesen og endnu tidligere end
Luther opstillede Skriften som eneste
Læreautoritet. Dette betonede han ogsaa i de Teser,
han opstillede 19. Septbr 1519, da han blev
teologisk Baccalaureus. 25. Novbr 1520 giftede
han sig med Katharina Krapp, en Datter af
Borgemesteren i Wittenberg, og hans Liv var
fra nu af ligesom Luther’s knyttet til denne
By. Luther følte sig straks mægtig hendragen
til den »lille Græker«, beundrede hans
Lærdom og vidste at gøre den frugtbringende for
Reformationens Sag, dels ved at benytte hans
Sprogkundskab ved Bibeloversættelsen, dels
ved at nøde ham ind paa teologiske
Forelæsninger. Og M. paa sin Side blev betagen af
Luther’s mægtige Personlighed og lærte af ham
at forstaa Synderens Retfærdiggørelse ved
Troen uden Lovens Gerninger som Midtpunktet
i Evangeliet. Uden selv som Luther at have
gennemgaaet de svære Sjælekampe blev han
ved sit Herredømme over Formen den, der
klarest formulerede det reformatoriske
Standpunkt. Dette skete allerede i hans berømte
loci communes, der var fremgaaede af
Forelæsninger over Romerbrevet, fra 1521, en Bog,
som Luther fandt værdig til Optagelse i Kanon.
I den bryder han helt med Middelalderens
Skolastik og Aristoteles’ Filosofi. Den blev læst
atter og atter og udkom i M.’s Levetid alene i
næsten 100 Oplag. Ogsaa den danske
Kirkeordinans af 1539 anbefaler den til alle gode
Sognepræster. Han forsvarede ogsaa Luther
over for Sorbonnens Angreb. Men den store
Brist ved M.’s Evner kom ogsaa frem ved denne
Tid. M. var for det første den stille Lærde, og
Undervisningen hans Lyst og Glæde. Dernæst
var M. den forsigtigt afvejende, konservative
Natur, som ude i det praktiske Liv havde svært
ved at føre Teorierne igennem. Og endelig var
han en irenisk Natur, som ikke egnede sig til
Forhandlinger med robuste Modstandere. Det
blev derfor tragisk, at M. Gang paa Gang
droges ind i det praktiske Livs Administration og
Forhandlinger. Han blev under saadanne
Forhold ængstelig og vaklende, tilbøjelig til at
give Køb for at opnaa Fred, ja han kom — især
i Slutn. af sit Liv — til at handle imod sin egl.
Overbevisning og til at skade
Reformationsværket. Allerede da Luther 1521—22 var paa
Wartburg, viste det sig, at M. ikke besad den
mægtige Personlighed og Førerevne, som var
nødvendig. M. stod til sidst raadvild over for
de opdukkende Sværmeraander, medens Luther
ved sin Tilbagekomst i faa Dage bragte Orden
til Veje, alene ved Ordets Magt. Som
Universitetslærer fik M. derimod umaadelig Bet.; han
blev »Tysklands Lærer«, men ogsaa fra
Udlandet strømmede Studenterne til ham, saa at
hans Tilhøreres Tal kunde stige til 2000, og
Undervisningen i Skoler og ved Univ. ordnedes
mange St. efter hans Forslag; saaledes ogsaa i
Danmark. Derfor var han ogsaa ret paa sin
Plads ved den sachsiske Kirke- og Skolevisitats
i Aarene 1527—29. Ved den Lejlighed gjordes
der mange sørgelige Erfaringer, og M. skrev i
den Anledning sine »Visitationsartikler«. Han
betonede her stærkt Nødvendigheden af, at
man ikke prædiker en Tro uden Omvendelse,
at man ikke over Evangeliet maa glemme
Loven, hvilket gav Anledning til den
»antinomistiske Strid« med Agricola, og han fremkom
ogsaa her med reformerende
Skoleordningsforslag, der trængte igennem mangfoldige St.
 |
| P. Melanchthon. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
