Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Melanchthon, Philipp - Melanconieæ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omkr. 1525 begynder man i øvrigt at mærke,
at M. ikke helt kan følge Luther. M. kan ikke
dele hans Prædestinationslære, heller ikke hans
sociale Opfattelse, og han syntes ikke om, at
Luther giftede sig.
1529 havde M. været til Stede ved Rigsdagen
i Speier, hvor det kat. Partis Overmod, der
gav Anledning til de evang. Stænders Protest,
havde voldt ham mange Ængstelser. Tynget af
disse deltog han s. A. i Religionssamtalen i
Marburg med de schweiziske Reformatorer,
over for hvilke han dengang delte Luther’s
brat afvisende Standpunkt; hans ængstelige
Sind gruede for Zwingli’s højtflyvende politiske
Planer. Aaret efter kom da Rigsdagen i
Augsburg. Her blev M. den ledende; Luther maatte
som den bandlyste og fredløse Mand blive
tilbage paa Koburg. M. affattede da den
»Augsburgske Konfession«, der for Luther vel var
noget af en Sagtegængerske, men over hvis
højtidelige Oplæsning 25. Juni paa Rigsdagen
han dog højlig glædede sig. Denne Bekendelse
blev jo siden den hele Lutherdoms Fane, thi
selv om M. gør Kløften mellem Katolikker og
Protestanter mindre, end den hidtil var
fremstillet, har han med klassisk Prægnans kort og
almenforstaaeligt formuleret den evangeliske
Kirkes Hovedlærdomme, saaledes at han her
og i sine loci har givet al senere
evangelisk-luthersk Teologi et fast Grundlag. Men i øvrigt
kom de svage Sider hos M., hans endeløse
Bekymringer, hans alt for store Eftergivenhed og
hans Mangel paa Menneskekundskab stærkt
frem netop under de mundtlige Forhandlinger
paa denne Rigsdag. Da der imidlertid kom en
kat. Gendrivelse af den augsburgske
Bekendelse, var M. Situationens Herre og affattede
sin mesterlige »Apologi«, et udførligt
Forsvarsskrift, som uddybede og klarlagde Tankerne i
den augsburgske Bekendelse.
M. havde paa denne Rigsdag sørget for at
skille den nordtyske Reformations Sag fra den
schweiziske. Senere skiftede han Standpunkt
og viste sig ulige mere imødekommende over
for Schweizerne paa Religionssamtalerne i
Kassel 1535 og Wittenberg 1536. I
Nadverspørgsmaalet nærmede han sig mere og mere
Calvin’s Standpunkt og ændrede paa egen
Haand i Udgaven af den augsburgske
Bekendelse 1540 Artikler om Nadveren i denne
Retning. Sit kirkepolitiske Stade, som bestod i en
principiel Fastholdelse af den biskoppelige
Forfatning, ja af Pavens Overhøjhed, forudsat at
denne vilde taale Evangeliet, udtalte han bl. a.
i en Tilføjelse til de schmalkaldiske Artikler
1537, samtidig med at han dog paa det
skarpeste protesterede mod det nuv. Pavedømme.
Disse og ovf. anførte Ændringer i M.’s
Opfattelse medførte i de senere Aar af Luther’s
Levetid forbigaaende Misstemninger mellem
dem, som kunde være ret alvorlige, saa at M.
endog i sin Ængstelighed 1544 tænkte paa at
forlade Wittenberg. I alle afgørende Øjeblikke
og i alle afgørende Spørgsmaal stod M. og
Luther dog trofast sammen. Ved
Bibeloversættelsen var M. Luther’s fremragende
Medarbejder. Sorg og Græmmelse over Landgrev Filip’s
Dobbeltægteskab, som han og Luther 1540
desværre havde tilraadet, kastede ham paa
Sygelejet, men Luther’s vældige Forbøn reddede
hans Liv. Ved Luther’s Død holdt han Ligtalen
over ham, men var taktløs nok til et Par Aar
senere i et ofte fremdraget Brev til den kat.
Statsmand Carlowitz at beklage sig over
Luther’s Heftighed og Stridssyge.
Efter Luther’s Død 1546 blev M., der allerede
før havde maattet føre Evangeliets Sag ved
Forhandlinger uden for Sachsen, som i Worms
1540—41 og Regensburg 1541, den egl. Leder af
den lutherske Sag, men de overordentlig
vanskelige Forhold voksede ham snart over
Hovedet. Den schmalkaldiske Krig udbrød, og M.
maatte flygte. Danmarks Konge, Christian III
(med hvem, han siden stod i Brevveksling)
havde tilbudt ham et Fristed, men han naaede
ikke saa langt. Under Kurfyrst Moritz’s
Beskyttelse vendte han tilbage til Wittenberg.
Han havde kraftig modstaaet det augsburgske
Interim, men nu var han selv med til at
udarbejde det leipzigske Interim, i hvilket han
unægtelig gik noget for vidt i sine
Indrømmelser. De ivrige Talsmænd for en renere
Lutherdom, bl. dem særlig Flacius, angreb ham
voldsomt, og den adiaforistiske Strid udbrød. Fra
nu af saa M. sig indviklet i stadig Kamp
med de mere ortodokse Lutheranere. Paa
Religionssamtalen i Worms 1557 kom det
til uhyggelige Scener; syg og angreben kom
M. hjem. Under hans Fraværelse var hans
Hustru død. Han længtes nu selv efter
Udfrielsen. Den fredsæle Mand havde, som han
ofte klagede over, faaet mere end nok af Strid.
Han sov stille hen 19. Apr. 1560; men
Modsætningen mellem hans mere mæglende Retning
og Ortodoksien beherskede i den flg. Tid den
lutherske Kirkes Historie. I sin kirkelige
Virksomhed naaede han højest som den klare
Talsmand for Luther’s Tanker; hans videnskabelige
Ry har ingen vovet at antaste. Han sad i
Virkeligheden inde med hele sin Samtids Viden.
Hans Lig blev bisat 21. Apr. i Wittenberg
Slotskirke ved Siden af Luther’s. I hans Fødeby
har man i vore Dage rejst et M.-Museum.
(Litt.: M.’s Skr findes i Corpus Reformatorum
[1834—60]; en Fortsættelse er paabegyndt 1910;
hans Loci communes i deres første Skikkelse
er udgivne af Kolde [1900] og oversatte paa
Dansk i Anledning af Luther-Jubilæet 1897 i
»Teologisk Tidsskrift«, ogsaa som særlig Bog
[1897] af G. Jørgensen. — Herrlinger, »Die
Theologie M.’s« [1879]. M.-Biografier af K.
Schmidt [1861]; Georg Ellinger [1902];
A. S. Poulsens, »Ph. M. i Aaret 1521« [1897];
J. Haussleiter, »Aus der Schule M.’s«
[1897]; E. F. Fischer, »M.’s Lehre von der
Versöhnung«. Den augsburgske Bekendelse er
overs. med hist. Indledn. og Noter i Alfred
Th. Jørgensen, »Den danske Folkekirkes
Bekendelsesskrifter« [1918]).
(J. P. B.). A. Th. J.
Melanconieæ, Gruppe af ufuldstændig kendte
Svampe, sideordnet med Hyphomycetes og
Sphæropsideæ; Konidierne udvikles (i
Modsætning til Hyphomycetes) paa et sammenhængende
Sporeleje, men dette er ikke skjult i noget af
Hyfer dannet Sporehus (smlg. Sphæropsideæ).
De talrige Arter lever paa levende ell. døde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
