Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meldrøjesvamp - Meldugfamilien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Honningduggen tillokker Insekter, som spreder Konidierne
til andre Græsblomster. Her spirer de straks
og udvikler sig paa lignende Maade som
Sæksporerne; herved spredes Angrebet, saa længe
der er unge Blomster til Stede. Naar
Konidiedannelsen er afsluttet, vokser Myceliet
betydelig i Størrelse; det kommer frem over Avnerne
og omdannes efterhaanden til de blaasorte ell.
sorte, indvendig hvide, valseformede ell.
butkantede og furede, noget krummede Sklerotier,
der ogsaa tidligere har været henførte til en
særlig Art, Sclerotium clavus; af disse kan der
findes ganske faa til overordentlig mange i hver
Blomsterstand; i enkelte Tilfælde kan der
findes M. i hver Blomst. Meldrøjerne er hyppigst
efter koldt og regnfuldt Vejr i
Blomstringstiden, idet Blomsterne da holder sig aabne i
lang Tid. Jo tidligere Blomstringen sker, des
mindre er Smittefaren, idet Mængden af
Smitstof endnu er forholdsvis ringe. Naar
Sklerotierne er modne, falder de til Jorden, ell. de
føres i Laden med den indhøstede Sæd. Naar
M. optræder i betydelig Mængde, viser den sig
som en skadelig Snylter, dels derved, at der
ingen Korn udvikles i de angrebne Blomster,
og Udbyttet derved formindskes, dels — og
især — ved at Sklerotierne er meget giftige;
Nydelsen af disse fremkalder alvorlige
Forgiftningstilfælde (se Ergotisme), hvorfor
Mel, der er fremstillet af Bug med mange
Meldrøjere (»Giftrug«), er giftig; Giftvirkningen
beror paa Sklerotiernes Indhold af Alkaloider
(Cornutin o. a.). M.’s Optræden hindres især
ved en omhyggelig Rensning af Sædekornet,
hvorved Meldrøjerne sorteres fra; de
frarensede Meldrøjere kan sælges paa Apoteket, da
de bruges som Lægemiddel (Secale cornutum).
Endvidere hindres M.’s Optræden ved alle
Forholdsregler, der fremmer en hurtig og
ensartet Udvikling af Sæden; herved nemmes
Svampens Spredning ved Knopceller. Endelig bør der
foretages en rettidig Afhugning af Græsser langs
Veje og Hegn, hvorfra Smitte kan spredes til
Sæden, ligesom Marker, der har været
befængte med Meldrøjer, bør pløjes dybt om
Efteraaret. Ved disse Forholdsregler har man
opnaaet, at M. nu optræder langt mindre alm.
og gør mindre Skade end i ældre Tid. (Litt.:
Tulasne i Ann. des sciences nat., Botanique
[Ser. III, 20. Del, 1853]; Kühn i »Mittheil.
des landwirtsch. Inst. der Univ.« [1. Hefte,
Halle 1863]; Stäger i »Bot. Zeit.« [1903, S.
111—158] og »Centralbl. Rakt.« [14. Bd, S. 25]).
(F. K. R.). C. F.
Meldugfamilien (Erysipheaceæ), Fam. af
Perisporieæ (s. d.). Alle Arter er ægte
Snyltere, der lever paa Blade og unge Plantedele
og overtrækker disse med et skimmelagtigt,
hvidt ell. graaligt Lag (»Meldug«). Myceliet er
farveløst, dannet af leddede, stærkt forgrenede
Hyfer, der breder sig paa Overhudens
Yderflade; fra dem udvikles hos nogle Arter
ugrenede, hele ell. lappede Haustorier, der vokser
direkte ind i Overhudscellerne, hos andre Arter
længere, grenede, flercellede Haustorier, der
gennem Spalteaabningerne vokser ind mellem
Bladkødets Celler. Myceliet begynder i en
meget ung Alder (faa Dage) at udvikle
Konidier; disse er 1-rummede, tøndeformede,
farveløse og dannes kædevis paa ugrenede
Konidiebærere. Senere fremkommer paa samme
Mycelium sorte, kugleformede Perithecier, der
netop kan skelnes med det blotte Øje; fra
Perithecievæggen udvikles ejendommelige Haar
(»Støttetraade«), hvis Form er meget forsk. hos
de forsk. Slægter; Perithecierne indeholder een
til fl. Sporesække, hver med 2—8 Sporer.
Svampene overvintrer som Perithecier ell. Sæksporer;
i sjældne Tilfælde overvintrer Luftmyceliet og
Konidierne og da kun i varmere Egne. Arterne
af M. kan anrette megen Skade, da de dels
tager Næring fra deres Værtplanter, dels ved
at danne et tæt Lag over Huden og
Spalteaabningerne hemmer Luftskiftet; da Konidierne
dannes i overmaade stort Antal og kan spire
straks, kan Melduggen brede sig over den
angrebne Plante og fra Plante til Plante med
rivende Fart; mange Meldugarter har derfor
kunnet frembringe store Epidemier af
vidtrækkende økonomisk Bet. Af de talrige Arter kan
nævnes følgende: Sphærotheca Castagnei Lév.,
der er Humlens skadeligste Snylter; den kan
ikke blot angribe Bladene, men ogsaa
Humlekopperne, hvorved Humleavlen aldeles kan
mislykkes; tidligere har man ment, at denne
Art kunde findes paa forsk. andre Værtplanter,
som Spiræa, Kurvblomstrede, o. fl.; men disse
Former er i hvert Fald biol. forsk. fra
Humle-Melduggen. Sph. pannosa (Wallr.) kan ikke saa
sjælden ødelægge Blomsterknopper ell. unge
Frugter af Roser, Ferskner og Abrikoser. Sph.
mors uvæ (Schw.) fremkalder en ødelæggende
Sygdom paa Stikkelsbær, der er alm. udbredt
over hele Landet. Svampen, velkendt under
Navnet Stikkelsbærdræberen, blev
omkr. Aarhundredskiftet indført hertil fra
Amerika med Stiklinger. Alle Dele af
Stikkelsbærbusken, baade Skudspidser, Blade og Bær, kan
 |
| Fig. 1. Perithecier og Konidier af Meldug. Forstørrede. |
 |
| Fig. 2. Frugtlegemer af Uncinula Aceris, det ene halveret. Forstørrede. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
