Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 915 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mendelssohn-Bartholdy, Jacob Ludwig Felix - Menden - Menderes - Mendes - Mendès, Catulle

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Romantiker (om end af en noget afdæmpet
Type), og Carl M. v. Weber blev det nærmeste
Forbillede for talrige Kompositioner fra hin
Tid, deriblandt ogsaa for
»Skærsommernatsdrøm«-Overturen, samt for de brillante
Klaverkoncerter o. a. Klaverværker. M.’s medfødte
store Fortrin var en sjælden Formsikkerhed og
teknisk Overlegenhed, Evnen til at give enkle,
bredt og fantasifuldt malende, anskuelige
musikalske Skildringer, derhos en flydende
Melodiøsitet og indtagende Ynde og Elegance. — Med
Aarene kom M. noget bort fra de romantiske
Kunstidéer; han stræbte mod en vis fornem
og lidt kølig Klassicisme og frembragte de
ypperlig tilrettelagte og sikkert virkende
Oratorier og Korværker; men i hans Musik syntes
da det skematiske, formelt korrekte mere at
blive Selvformaal, og den »glatte Faktur« det,
hvortil Interessen væsentlig knyttede sig,
ligesom den hans noget kvindelig følsomme Naturel
iboende Sentimentalitet blev mere og mere
fremtrædende. En rastløs Produktion gav
derhos Værkerne et lidet varieret Præg, og mange
af disse Frembringelser i en temmelig ensartet
Manér er allerede gaaet i Glemme. Paa den
anden Side har andre, som de store malende
Orkesterværker (Ouverturerne, de to Symfonier
— »populær« Musik i bedste Forstand), den
fortræffelige Violinkoncert, en Del Kammermusik
og Klaverværker (derunder adskillige »Lieder
ohne Worte«), fl. Sange og Korstykker endnu
bevaret — og vil sagtens længe bevare deres
Livskraft. (Litt.: M.’s »Reisebriefe« og »Briefe«,
»Briefe an Moscheles« og »Briefwechsel mit
Klingemann«; Biografier af W. A.
Lampadius (1886), Ferd. Hiller (1874), Aug.
Reissmann, Benedict, Rockstro (i
Great musicians), E. Wolff (i »Berühmte
Musiker«), C. Bellaigue (i Maîtres de la
musique), Stoecklin (i Musiciens célèbres),
endvidere Karl Mendelssohn, »Goethe und
M. B.« og navnlig det omfattende og
interessante Værk [2 Bd], S. Hensel, »Die Familie
M.« samt Ed. Devrient, »Meine
Erinnerungen an F. M. B.«. En hist. og æstetisk Studie af
Værdi over M. indeholder endelig Grove,
Dictionary of music).
W. B.

Menden [’mænd_ən], By i preuss. Prov.
Westfalen i Regeringsdistriktet Arnsberg ved Ruhrs
Biflod Hönne, (1919) 12452 Indb., hvoraf 2000
Evangeliske, Amtsret, Valseværk og Fabrikation
af Messing- og Nysølvvarer, Kæder, Staaltraad,
Ridetøj, endvidere Mølledrift, Kvæg- og
Kornmarkeder.
N. H. J.

Menderes (Menderez, Oldtidens
Maiandros), Flod i det vestlige Lilleasien, bekendt
ved sine mange Krumninger, udmunder i
Archipelagus tæt ved Ruinerne af det gl. Milet.
M. V.

Mendes, gr. Navn paa en By i Ægyptens
Delta, der i Oldtiden var Hovedstad i et Distrikt
(Nomos), men for øvrigt var bedst kendt ved,
at der i Byen fandtes et højt anset helligt Dyr,
en Buk. Den Gud, paa hvilken denne Buk var
Symbol, og som Herodot kalder M. ligesom
Byen, antoges af Grækerne for den samme som
deres Pan. Mærkeligt nok taler ingen af de
mange hieroglyfiske Indskrifter, man har fundet
i Ægypten, om nogen hellig Buk; derimod tales
der ofte om hellige Vædere, og man ser af
forsk. Indskrifter, at der i Deltaet i de Egne,
hvor M. maa søges, fandtes en hellig Væder i
Byen ded ell. did. Forsk. Fund i en
mægtig Ruinhøj Tmaï-el-emdid har vist, at her har
den omtalte By ded ligget, og at der i Byen
fandtes en hellig Væder. Ægyptologerne
sluttede heraf uden videre, at Tmaï-el-emdid var M.,
ja de erklærede rent ud, at naar de gl. Forf.
taler om, at man i M. dyrkede en Buk, saa
havde de taget Fejl og antaget en Væder for
en Buk. Senere Fund har dog vist, at
Tmaï-el-emdid ikke er M., men det gl. Tmuis, og at
M. maa søges andensteds. Der kan ikke være
mindste Tvivl om, at Prof. Ussing har Ret, naar
han i den af ham paa hans Rejser i
Nedreægypten opdagede store Ruinhøj Tell-Mint ser
det gl. M. (se Prof. K. Piehl i »Sphinx II« S. 120
[Upsala 1899]). At Bukken i M. endnu ikke er
funden omtalt i hieroglyfiske Indskrifter, beviser
intet imod Rigtigheden af Efterretningen om,
at den har været dyrket i M. Vi kender af gr.
Aktstykker fra Ægypten og af gl. Forf.’s
Vidnesbyrd Navne paa ikke faa hellige Dyr, som
ikke er funden omtalt i de hieroglyfiske
Indskrifter. At Bukken i M. ikke er en Opfindelse
af gr. Rejsende, modbevises ved en af Prof.
Ussing fremdraget Mønt fra M. fra Kejsertiden,
hvor en Gudefigur staar med en lille Buk paa
sin udstrakte Haand. (Litt.: I. L. Ussing,
»M. og Thmuis i Nedre-Ægypten« i »Oversigt
over Videnskab. Selskabs Forhandl.« [Kbhvn
1889]).
V. S.

Mendès [mã’dæ.s], Catulle, fr. Forf., f.
af jødiske Forældre 22. Maj 1841 i Bordeaux,
d. 7. Febr 1909, kom tidlig til Paris og søgte at
vinde sig Forfatternavn ved dristige erotiske
Emner. Fra 1859 udgav han Revue fantaisiste,
hvori hans Versdrama Le roman d’une nuit
indbragte den 18-aarige Forf. en Maaneds
Fængselsstraf for Usædelighed. Han tilhørte fra først
af den lyriske Parnassiens-Gruppe og ægtede
Théophile Gautier’s Datter Judith, fra hvem
han siden skiltes. Af M.’s Digte kan nævnes:
Philoméla (1864), Hesperus (1869), Contes
épiques (1870) og La colère d’un franc-tireur
(1871); 1872 samledes de i Poésies (ny Udg. i
2 Bd, 1892). Af hans Romaner og Noveller kan
anføres: Les folies amoureuses (1877), La vie et
la mort d’un clown (1879), Le roi vierge (1881,
handler om Ludvig II af Bayern og Richard
Wagner), Le crime du vieux Blas (1882),
Monstres parisiens (1882), Jeunes filles (1884), Jupe
courte (1884), Pour lire au bain og Les boudoirs
de verre (1884), Tous les baisers (4 Bd,
1884—85), Les îles d’amour (1885), Le fin du fin ou
conseils à un jeune homme qui se destine à
l’amour (1885), Le rose et le noir (1885), Lesbia
(1886), L’homme tout nu (1888), Le confessional
(1890), Méphistophela (1890), La messe rose
(1892), La maison de la veille (1894) o. fl. For
Teateret har han bl. a. skrevet: Les mères
ennemies (1882), La femme de Tabarin (1887,
Théâtre libre; da 1894 Leoncavallo’s Opera
Pagliacci havde stor Lighed hermed i Emnet,
anlagde M. Sag mod Leoncavallo for Plagiat),

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>