Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menéndez Pidal, Ramón - Menéndez y Pelayo, Marcelino - Menenius Agrippa - Menephtah
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
videnskabelig Uddannelse, først og fremmest med
Marcelino Menéndez y Pelayo som Lærer, og
repræsenterer i det hele smukt den romanske
Filologis nyeste Erobringer paa sp. Omraade. 1899
blev han Prof. ved Univ. i Madrid og har som
Universitetslærer fornemmelig virket ved det
paa hans Initiativ oprettede Institución libre
de Enseñanza. M.’s litterære Arbejder er mange
og betydningsfulde. 1896 udgav han La
Leyenda de los Infantes de Lara, hvori han
overordentlig sindrig rekonstruerer et gl. sp.
Heltedigt om Larasønnerne ved at gennemforske
Prosakrøniker fra den sp. Middelalder, hvori
hidtil upaaagtede episke Fragmenter er blevne
bevarede med Versbygning og Assonanser.
Selve Crónica general udgav han 1906 (Nueva
Biblioteca de autores españoles, 5. Bd). Hertil
slutter sig fra en lidt senere Tid M.’s Udgave
af det navnkundige gl. Heltedigt om Cid (3 Bd,
Madrid 1908—11), nemlig selve Teksten, en
udførlig Indledning, Grammatik og Ordbog. Han
har ogsaa udgivet en Folkeudgave af dette
Digt (Madrid 1913), og fra 1921 er den
interessante lille Bog El Cid en la
Historia. Antologia de prosistas casiellanos er
fra 1899; i lignende sproghistorisk Retning er
at nævne: Manual elemental de gramática
historica española (1904) og Documentos
linguisticos de España I, Reino de Castilla (1919). En
Oversigt over den oldspanske episke Digtnings
Historie har M. givet i en Bog, der først
udkom paa Fransk med Titel L’Épopée castillane
à travers la littérature espagnole ved H.
Mérimée (Paris 1910), siden paa Spansk (Madrid
1918); et noget mindre Skrift af M. om samme
Emne er El Romancero español (New York
1910). Af blandet Indhold er Samlingen
Estudios literarios (Madrid 1920). M. grundlagde
1914 Tidsskr. Revista de filologia española, som
har indeholdt en Rk. vigtige Bidrag af ham
selv, navnlig vedrørende Heltedigtningen,
ogsaa Romancepoesien, som Forstudier til en
paatænkt stor Udg. af de sp. Folkeviser.
E. G.
Menéndez y Pelayo [mæ’nændæþ-i-pæ’lajå]
(ell. M. P.), Marcelino, sp.
Litteraturhistoriker og Kritiker, f. 3. Novbr 1856 i Santander,
d. smst. 19. Maj 1912. Denne Videnskabsmand,
der af sine Landsmænd stadig anses for et
Vidunder af Begavelse og Lærdom, og som ogsaa
i Udlandet kom til at nyde fortjent Anseelse,
begyndte særdeles tidlig at udmærke sig. Han
studerede i Barcelona og i Madrid, var ikke
mere end en Snes Aar gl, da han fik
Doktorgraden, og 22 Aar, da han ansattes som
litteraturhistorisk og filos. Prof. ved Madrids Undv.
I en Alder af 25 Aar kom han ind i det sp.
Akademi, og han blev desuden Medlem, af fl.
inden- og udenlandske Akademier. Paa Rejser
til adskillige af Europas Lande erhvervede han
sig mangfoldige Kundskaber, og navnlig
studerede han i Biblioteker, og efter Tamayo y Baus’
Død (1898) blev han da ogsaa Overbibliotekar
ved Nationalbiblioteket i Madrid. M. regnedes
sædvanligvis, m. H. t. politiske og religiøse
Anskuelser, til det saakaldte »nykatolske« Parti
og var da ogsaa ivrig Deltager og
Foredragsholder i den kat. Ungdomsklub; men
efterhaanden blev han mere liberal og tolerant. Et
Vidnesbyrd om hans betydelige Ry er den
Hædersgave, ham modtog, da hans Professorat
havde varet i 20 Aar, i Form af 2 store
Kvartbind Afh. af talrige sp. og fremmede Lærde,
med Titlen Homenaje á M. P. (Madrid 1899).
— M. udfoldede som Forf. en fænomenal
Frugtbarhed. Naturligvis kan ikke alt være lige godt
i en saa omfattende Produktion, og han har
vistnok i Tillid til sin Viden og Arbejdskraft
været noget tilbøjelig til at paatage sig alt for
meget; men der bliver dog nok tilbage af
virkelig solidt og værdifuldt, vidnende om betydelig
og mangesidig Kundskabsmængde, og han er
tillige en dygtig Stilist. Han blev da ogsaa
næsten misbrugt til at skrive Fortaler og
Indledninger til andres Arbejder. Af hans Værker skal
her nævnes: Horacio en España (Madrid 1877;
2. Udg., 2 Bd, smst. 1885), La ciencia española
(3 Bd, 3. Udg., Madrid 1887—88; 1. Udg. er fra
1876), Historia de las ideas estéticas en España
(9 Bd, Madrid 1883 ff. samt 4 Supplementsbind),
Calderon y su teatro (Madrid 1881), Historia
de los heterodoxos españoles (3 Bd, Madrid
1880—82), Estudios de critica literaria (5 Bd,
Madrid 1884—1908), Tillægget til Unamuno’s
Overs. af F. Wolf’s »Studien zur Gesch. der
span. u. portug. Nationalliteratur« (Madrid
1895—96), Antologia de poetas
hispano-americanos (4 Bd, Madrid 1893—95), det sp.
Akademis store Udg. af Lope de Vega’s Værker,
hvilken det ikke lykkedes M. P. at fuldende;
der udkom kun 15 Bd (Madrid 1890—1913), en
Udg. af Quevedo’s Værker, Antologia de poetas
liricos castellanos (13 Bd, Madrid 1890—1908;
blev heller ikke fuldendt); af dette Værk er
især at fremhæve 8.—12. Bd (1899—1906), der
indeholder et Optryk af Wolf og Hofman’s
Primavera y flor de romances med talrige og
vigtige Supplementer og desuden en udførlig
litteraturhistorisk Fremstilling med Titlen
Tratado de los romances viejos. 1905 begyndte
under hans Ledelse at udkomme i Madrid
Nueva Biblioteca de autores españoles, en
Fortsættelse af Rivadeneyra’s kendte Samling; heri
besørgede han selv 1., 7. og 14. Bd (1905—10),
indeholdende et Udvalg af Prosafortællinger
fra 15. og 16. Aarh., under Titlen Origenes de
la Novela, med en særdeles omfangsrig
Indledning. Dette Værks 4. Bd udgaves af A. Bonilla
y San Martin 1915. — Nueva Bibl. de a. e., 21
— indledet med en ret udførlig
Levnedsskildring af M. P. og Udsigt over hans
Forfattervirksomhed. 1911 begyndte Udgivelsen af M.
P.’s Obras completas, af hvilken Udg. der nu
(1923) allerede foreligger en ret anselig Rk.
Bind.
E. G.
Menenius Agrippa, en Romer, om hvem
Sagnet fortæller, at han, da Plebejerne 494 f.
Kr. var udvandrede til det hellige Bjerg,
bevægede dem til at vende tilbage ved at fortælle
dem Fablen om Lemmerne, som nægtede at
give Maven Føde, fordi de ikke kunde finde
sig i, at den ingenting bestilte, men netop
derved ogsaa svækkede sig selv.
H. H. R.
Menephtah er i vore Dage det Navn, med
hvilket man i videnskabelige Skr betegner den
Konge af Ægypten, som fulgte efter den meget
omtalte Konge Ramses II, hvis hieroglyfiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
