Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menighedsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Loven midlertidig Gyldighed, indtil en Lov om
Folkekirkens Forfatning var udkommet, dog
ikke ud over 1. Jan. 1910. Denne
Tidsbegrænsning hang sammen med, at der samtidig med
Menighedsraadsloven vedtoges en L. om et
kirkeligt Udvalg (s. d.) til at give Forslag til de
Bestemmelser, som ansaas fornødne til
Gennemførelsen af Ordningen af Folkekirkens
Forfatning. I Udvalgets Forslag herom var ogsaa M.
vedtaget som et Led i Folkekirkens
Organisation, og Lovforslag om Menighedsraadslovens
Fornyelse fremsattes ogsaa i
Rigsdagssamlingerne 1908—09 og 1910, men vandt ikke
Tilslutning i begge Rigsdagens Ting, saaledes at man,
da Loven af 1903 udløb 1. Jan. 1910, paa ny
stod uden M., og saadanne traadte først igen
i Virksomhed fra det ny Kirkeaars Beg. 1912,
efter at en ny Lov om M. var blevet stadfæstet
af Kongen 10. Maj 1912. Denne Lov var ikke
som Loven af 1903 bestemt til kun at være
midlertidig, men Forholdene medførte dog, at
dens Gyldighed blev af kortere Varighed, idet
Genforeningen med de sønderjyske Landsdele
foranledigede Nedsættelsen af et nyt kirkeligt
Udvalg (s. d.), hvis Opgave var at tilvejebringe
en ensartet kirkelig Lovgivning i det gl.
Kongerige og de i dette indlemmede sønderjyske
Landsdele. Resultatet af dette Udvalgs Arbejde
paa dette Omraade blev den af Rigsdagen i
Samlingen 1921—22 vedtagne Lov om M., der
stadfæstedes af Kongen 30. Juni 1922.
Som allerede nævnt var Tanken med M.’s
Oprettelse opr. en Genoplivelse af den fra D. L.
kendte Institution, som i Loven benævnes
Præstens Medhjælpere, og navnlig gennem disse at
give Præsten en Medhjælp ved Kirketugtens
Haandhævelse. Cirkulæret af 1856 nævner
derfor som Opgaver, der skulde forelægges de ny
frivillige M., at de i Forening med Præsten
og eventuelt efter Raadførelse med den
kirkelige Øvrighed skulde kunne gribe ind over for
Forældre, der uden gyldige Grunde forsømte
deres Børns Daab ell. holdt dem borte fra
Konfirmationsforberedelse, og som Midler, der i saa
Henseende naturlig frembød sig, nævntes
Paamindelser, Advarsler, Udelukkelse fra
Nadverens Sakramente, og endelig fra Kirkens
Samfund for saadanne, der selv aabenbart havde
brudt med denne. Det Monrad’ske Lovforslag
af 1860 nævnte som Raadenes Hovedformaal,
at de skulde arbejde for, at den kristelige
Kærligheds Aand kunde faa Raaderum i
Menighederne, men ved Siden heraf foresloges dog
en Række mere praktiske Opgaver henlagte
under M., og Monrad viste herved, at han havde
Øje for, at hvad det gjaldt om at skabe, var
ikke saa meget en Repræsentation for den
snævrere Kreds, Menigheden, som for den
videre Kreds, Kirkesognet eller Folkekirkens
Medlemmer i Alm. Denne Tanke gav Biskop
Martensen Udtryk i Kirkekommissionen af 1868,
idet han udtalte, at M. skulde optræde som
Repræsentation for Kirken i videre Forstand og
ikke blot for dem, der hører til Kirken i
snævrere Forstand, ell. som den Augsburgske
Konfession udtrykte det, congregatio sanctorum.
Denne Udtalelse gav J. C. Christensen sin
Tilslutning i de Bemærkninger, der ledsagede
Lovforslaget af 1901, idet han udtalte, at det
selvfølgelig kun kunde blive til Gavn for Kirken,
om der kom et Samarbejde mellem Præst og
M. i Stand, men til at begynde med maatte
man ikke se bort fra, at Kirken ogsaa har en
Yderside — den, der vender mod det
borgerlige Samfund og særlig betegnes ved Navnet
Folkekirke. Gennem Deltagelsen i det politiske
og kommunale Liv havde Landets Borgere vist,
at de omfatter Landets Institutioner med
stigende Interesse og Kærlighed og søger at sætte
sig i Stand til at virke saa meget til Folkets og
Landets Gavn som muligt; den samme Erfaring
vilde man sikkert ogsaa gøre m. H. t.
Folkekirken, naar dens Medlemmer fik Del i dens
Styrelse, og J. C. Christensen fandt derfor, at
Tiden netop nu var inde til Indførelse af M.
ved Lov og at lægge saa meget som muligt af
Styrelsen af Kirkens borgerlige Side over til
disse Raad, medens man, hvad Virksomhed i
Kirkens indre Liv angaar, burde indskrænke
sig til at holde Muligheden for M.’s Inddragelse
heri aaben, hvor Betingelserne herfor var til
Stede. Om denne Side af M.’s Virksomhed
indeholdt Lovforslaget derfor kun en Opfordring
til M. om at understøtte Præstens Gerning i
Alm. i alt, hvad der kan tjene til at vække,
styrke og lede et sundt kristeligt Liv i
Menigheden, samt til at bistaa ham i Virksomheden
for saadanne kristelig humane Formaal, som
Menigheden bør have Interesse for, og under
Behandlingen paa Rigsdagen blev denne
Bestemmelse endda indskrænket saaledes, at det
var fra Præsten og ikke fra M. selv, at dette
Ønske om Samarbejde paa disse Omraader
skulde udgaa. Ved Behandlingen af Loven af
1912 udelodes denne Bestemmelse helt af
Loven, og erstattedes med en Bestemmelse om,
at Præsten i sin Embedsvirksomhed, herunder
den private Sjælesorg, er uafhængig af M.,
hvorhos en i Loven af 1903 optagen
Bestemmelse om, at M. er berettiget til, ogsaa uden at
Anledning dertil er givet dem fra de kirkelige
Myndigheders Side, at tage kirkelige
Anliggender og Forhold under Overvejelse og
derom indgive Andragende til Biskoppen ell.
Ministeriet, indskrænkedes til at gælde Sager og
Forhold, der vedrører Sognemenigheden.
Disse Bestemmelser i Loven af 1912 er gaaet
uforandrede over i Loven af 1922.
Derimod er der en anden Side af M.’s
Virksomhed, som fra Lov til Lov er undergaaet
en betydelig Udvidelse. J. C. Christensen’s
oprindelige Forslag om, at et M. ved
Embedsledighed skulde have Ret til at
medvirke ved Kaldelsen af den ny Præst,
ændredes vel i Loven af 1903 til, at M.’s
Betænkning skulde kunne indhentes ved
Præsteembeders Genbesættelse; men ved de senere
Love er dette forandret saaledes, at M. nu maa
siges ikke blot at have en lovhjemlet væsentlig
Indflydelse paa Genbesættelsen, men med faa
Indskrænkninger helt har faaet lagt Afgørelsen
af, hvem der skal være Menighedens Præst, i
sin Haand. Ved en L. af 1922 af s. D. som
Menighedsraadsloven, har Stiftets M. derhos
faaet en væsentlig Indflydelse ogsaa paa
Bispeembedernes Besættelse. Ved L. om M. af 1922
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
