- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
933

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meningocele - Meningoencephalitis - Meningomyelitis - Meninski, François de Mesgnien - Meninx - Menippos - Meniskos - Menispermaceæ - Menispermum - Menius, Justus - Menja - Menken, Gottfried

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Meningocele, medfødt Defekt i Rygradens
Hvirvelbuer ell. i Kraniet, hvorved de normalt
indenfor liggende Rygmarvs- ell. Hjernehinder
danner en Sæk, der poser sig ud gennem
Aabningen i Knoglerne.
K. H. K.

Meningoencephalitis [-fa-], Betændelse af
Hjernen, udgaaet fra dennes Hinder;
Betegnelsen anvendes især om visse syfilitiske
Betændelser, se Rygmarvssyfilis.
K. H. K.

Meningomyelitis, Betændelse af Rygmarven,
udgaaet fra dennes Hinder; Betegnelsen
anvendes især om visse syfilitiske Betændelser,
se Rygmarvssyfilis.
K. H. K.

Meninski, François de Mesgnien,
fr.-tysk-polsk Orientalist, f. i Lorraine 1623, d.
1698 i Wien. M., hvis egl. Navn var Menin ell.
Mesgnien, studerede bl. a. i Rom og fulgte 1672
med Polens Gesandt som hans Sekretær til
Konstantinopel, hvor han selv siden blev polsk
Gesandt. Kongen, Johan Sobieski, var saa
tilfreds med ham, at han adlede ham, ved
hvilken Lejlighed Endelsen ski føjedes til hans Navn.
1661 gik han over i Kejser Leopold’s Tjeneste,
besøgte 1669 Jerusalem og gik 1671 til Wien,
hvor han forblev til sin Død som øverste Tolk
i østerlandske Sprog i det udenlandske
Departement. M. benyttede sit Ophold i Tyrkiet til at
sætte sig grundig ind i det tyrkiske Sprog,
udgav Thesaurus Linguarum Orientalium,
præsertim turcicæ
etc. (3 Bd, Wien 1680). Da de
fleste Eksemplarer gik op i Luer under Wiens
Belejring 1683, udgaves et nyt Oplag 1786—1802
i Wien under Titelen: Lexicon
Arabico-Persico-Turcicum
. M. udgav 1680 ogsaa en tyrkisk
Grammatik (ny Udg. ved Kollar 1756).
V. S.

Meninx, Hjernehinde, se Hjerne (S. 534)
og Rygmarv.

Menippos fra Gadara i Syrien, gr. Filosof,
levede i 3. Aarh. f. Kr. og tilhørte dem kyniske
Skole, hvis ejendommelige Litteraturgenre,
Diatriben, den underholdende Moralprædiken,
han udviklede videre til den Form for Satire,
der har faaet Navn efter ham, og som,
utvivlsomt efter orientalsk Forbillede, bestod af en
broget Blanding af Prosa og Vers, hvori alle
Klasser, alle Forhold, alle Anskuelser
gennemhaanedes med bidende Spot, uden nogen anden
bestemt udpræget Grundtendens end den alm.
kyniske at revse Medmenneskenes moralske
Brøst. Alle mulige Iklædninger benyttes, Gude-
og Underverdensscener, Drikkegilder, Breve
fra Guder, Testamenter, Drømme, saaledes som
vi navnlig kender det fra Lukian’s Skr, hvor
ogsaa Spotten over de filosofiske Skoler i rigt
Maal gaar igen. M.’s Skr er gaaet tabt, men
han fandt talrige Efterlignere, og navnlig hos
Romerne var denne Blandingsform af Vers og
Prosa meget yndet; vi genfinder den med forsk.
Formaal hos Seneca, Petronius og Apulejus,
hos Martianus Capella og Boethius og endelig
hos Dante og Boccacio.
W. N.

Meniskos (gr.). Maanesegl, bruges om
konkav-konvekse Linser (se Linse), hvis
Gennemsnit minder om en tynd Maanesegl. Ogsaa
den krumme, hule ell. hvælvede, Overflade, som
en Vædske faar i et snævert Rør, kaldes M.;
ved M.-Højden forstaas da den lodrette
Afstand fra en vandret Tangentplan til
Vædskeoverfladen og til den Linie, i hvilken Overfladen
berører Rørvæggen.
A. W. M.

M. betyder i Anatomien smaa, ofte
halvmaaneformede Bruskskiver, der ligger mellem
Ledenderne af større Knogler for atregulere disses
Bevægelser imod hinanden; saaledes især i
Knæledet, hvor der findes to M., hvis Bet. i
Ledets Mekanik er at fylde Spalterum, der
dannes mellem Laarets og Skinnebenets Ender,
som ikke passer matematisk i hinanden, men
opnaar god Sammenslutning netop ved
Tilstedeværelsen af M. M. kan dog undværes,
hvilket ses deraf, at visse Sygdomme
(Forskydninger af M.) kan nødvendiggøre Fjernelsen af en
M., og at trods dette kan Ledet fungere godt.
(E. A. T.).

Menispermaceæ, Fam. af tokimbladede og
frikronede Planter af Flerfoldsfrugtedes
Orden, mest træagtige Slyng- ell. Klatreplanter
med spredte, haandnervede, udelte ell. lappede
Blade uden Akselblade. De smaa Blomster
sidder i Klase og er næsten altid tvebo, de
bestaar af 3-tallige Kranse. Hver Blomst
indeholder 3 fri Støvveje med 1 Æg.
Smaafrugterne er Stenfrugter, der udmærker sig ved at
være halvmaaneformet krummede. M. tæller c.
300 Arter, der næsten alle er tropiske. De
indeholder i Rødderne Bitterstoffer, der har
med. Anvendelse (se Jatrorrhiza). Af
nogle Arter er Frugterne meget giftige (se
Anamirta). Af Slægten Menispermum
Tournef. (Maanefrø) dyrkes M. canadense
L, (Nordamerika), en Slyngbusk med skjold-
ell. hjertedannede Blade og smaa grønliggule
Blomster, som Prydplante.
A. M.

Menispermum, se Menispermaceæ.

Menius, Justus, Thüringens Reformator,
f. i Fulda 13. Decbr 1499, d. 11. Aug. 1558.
Hans opr. Navn var Jodocus Menig. Han kom
1514 paa Univ. i Erfurt og 1519 til Wittenberg,
hvor han sluttede sig til Luther og
Melanchthon, navnlig til den sidste. Han viste tidlig
betydelige Gaver baade som Lærer og som
Organisator, og efter først at have været Præst
i Erfurt blev han 1529 Præst og Superintendent
i Eisenach, hvor han traadte kraftig op mod
Vranglærere og fik alt bragt i god Orden. Han
var med ved Samtalen i Marburg (se
Marburgartiklerne). Da Mühlhausen var
blevet erobret, og Sværmerne fordrevne, blev
det M., som ordnede de kirkelige Forhold ogsaa
der. Senere fik han foruden Eisenach ogsaa
Gotha til Virkekreds, men saa sank hans
Anseelse ret pludselig (c. 1554), idet han — dog
med visse Forbehold — sluttede sig til Major
og dennes Anskuelse om de gode Gerningers
Bet. Herfor blev M. angrebet fra fl. Sider, og
navnlig Amsdorf var ivrig imod ham, saaledes
at han til sidst maatte nedlægge sit Embede.
(Litt.: G. L. Schmidt, »J. M.« [Gotha 1867]).
A. Th. J.

Menja, i nordisk Mytologi den ene af de
Jættemøer, der drog Kværnen Grotte.

Menken [’mæŋkən], Gottfried, tysk
Præst, f. i Bremen 29. Maj 1768, d. 1. Juni
1831. Udgaaet fra et fromt Barndomshjem kom
han til Univ. i Jena og Duisburg, hvor han
hos de rationalistiske Prof. stadig følte sig som

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 14:23:42 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0957.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free