Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskeracer - Menneskerettigheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellemste og nordlige Rusland samt en Del af
Finland. Om alle disse europæiske Racer maa
det bemærkes, at de som foran omtalt overalt
er saa stærkt blandede, at Grundformerne
vanskelig kan udredes, men i det hele og store er
Deniker’s her gengivne Fremstilling af deres
Ejendommeligheder og geografiske Udbredning
rigtig. Den femte Gruppe har sort, glat
ell. bølget Haar og mørke Øjne og omfatter 18)
Ainoerne i det nordlige Japan med lys
brun Hud og stærk Behaaring samt 19)
Polynesierne, 20) Indonesierne og 21)
Sydamerikanerne med gul Hud og svag
Behaaring af Legemet. Polynesierne, der
er udbredte fra Sandwich-Øerne til Ny Zeeland,
bar en bøj Vækst, kort Hovedform og lige
Næse. Indonesierne i Bagindien og paa
Sunda-Øerne er smaa af Vækst med
middellangt ell. langt Hoved og fladere Næse, men
danner i øvrigt ikke nogen udpræget ell.
ensartet Race, idet de er stærkt blandede med de
omboende Racer. Hertil henregnes navnlig
Malajerne, et meget stærkt blandet Folkefærd, der
er vidt udbredt langs Kysterne af det
sydøstlige Asien. Sydamerikanerne, med
Undtagelse af Patagonerne, der regnes til næste
Gruppe, er ligeledes smaa af Vækst med
middellangt ell. langt Hoved, men fremstaaende,
lige Næse. Den sjette Gruppe, der har
glat Haar, omfatter 22)
Nordamerikanerne, 23) Centralamerikanerne,
24) Patagonerne, 25) Eskimoerne, 26)
Lapperne, 27) Ugrerne, 28)
Tyrkerne og 29) Mongolerne, som alle har gul
Hudfarve i forsk. Afskygninger.
Nordamerikanerne falder i to Underracer, den
atlantiske, der har en meget høj Vækst og
middellang Hovedform, og den pacifikke, der er
lavere af Vækst og har mere afrundet
Hoved. Centralamerikanerne, der er
smaa af Vækst med kort Hoved og lige ell.
krum Næse, findes foruden i Centralamerika
udbredte langs Nord- og Sydamerikas
Stillehavskyst. Patagonerne har en høj Vækst,
kort Hovedform og er udbredte over hele den
sydlige Halvdel af Sydamerika.
Eskimoerne, der bor langs Nordamerikas Isbavskyst fra
Grønland til Berings-Strædet, er temmelig smaa
Folk med lang Hovedform. Lapperne, som
er smaa af Vækst og har kort Hoved, findes i det
nordlige Finland og Skandinavien, Ugrerne
i det østlige Finland og nordlige Sibirien har
middellangt ell. langt Hoved og er ligeledes
smaa. Tyrkerne, ofte kaldet Turanerne, er
af Middelhøjde og har meget kort Hovedform; i
den reneste Form findes de bl. Kirgiserne og
de astrakanske Tatarer, men for øvrigt er
Racen stærkt blandet med de omboende Racer.
Mongolerne, der udgør Hovedmassen af
det kinesiske Riges talrige Befolkning, har de
reneste Repræsentanter bl. Kalmukkerne og er
af middelhøj Vækst med kort Hovedform,
fremstaaende Kinder og lige, fladtrykt Næse.
I denne Oversigt vil man savne en lang Rk.
mere ell. mindre bekendte Folkeslag, som ikke
er medtagne, fordi det ikke er ydre
Ejendommeligheder, der karakteriserer dem som
Folkeslag, men Overensstemmelse i Henseende til
Sprog og Levemaade. I øvrigt gælder det om
disse som om alle de i det foreg. opstillede
Racer, at Blandingen overalt spiller en meget
betydelig Rolle, og denne Blanding er ikke blot
foregaaet mellem to, men meget ofte mellem
tre, fire ell. endnu flere hverandre nærmere ell.
fjernere staaende Racer, saaledes at det i
mange Tilfælde er umuligt at udrede
Slægtskabsforholdet. Paa adskillige Punkter savnes
der desuden endnu positive Oplysninger om
Racernes Legemsbygning og Udbredning, og en
stor Del af det Materiale, der foreligger, er
endnu ikke saaledes bearbejdet, at det kan tjene
til Grundlag for Udforskningen af M.’s
indbyrdes Forhold. En meget væsentlig Mangel er
det, at man for mange Racers Vedk. saa godt
som intet ved om Kvindernes Legemsbygning,
saaledes at Krydsningens Indflydelse paa
Kønsforskellen er saa godt som ukendt, og dette
gælder saavel om de civiliserede som om de
uciviliserede Folkeslag. M. H. t. de forhistoriske
Racer skal det kun bemærkes, at der efter
Sagens Natur ikke kan være Tale om at inddrage
dem i Systemet, fordi vort Kendskab til dem er
yderst mangelfuldt. Der er end ikke Enighed
om, hvorvidt den kortskallede, mørke,
vesteuropæiske ell. den langskaftede, lyse,
nordeuropæiske Race er dem ældste her i Europa,
og lige saa delte er Meningerne om, hvor disse
Racer har deres Hjem. Af rent geografiske
Grunde maa det vel antages, at Europa har
modtaget sin Befolkning enten fra Afrika ell.
fra Asien, og den vesteuropæiske Race kan
forfølges helt over til Bjergegnene ved Indiens
nordvestlige Hjørne, men den nordeuropæiske
meget udprægede Race taber sig sporløst i
Mellemeuropas stærkt blandede Befolkningsmasse,
saaledes at der vilde være god Grund til at
søge dens Hjem i Nordeuropa, hvis man ikke
var paa det rene med, at hele Nordeuropa har
været dækket af Is paa den Tid, da den øvrige
Del af Europa allerede for længst havde
modtaget sin første Befolkning, i hvilken ogsaa
dette Raceelement var repræsenteret. Lignende
gaadefulde Forhold finder man overalt paa
Jorden, og i det hele maa det fremhæves, at
Spørgsmaalet om M.’s Herkomst, Udvikling og
indbyrdes Forhold er saare dunkelt. (Litt.: J.
Deniker, Les races et les peuples de la
terre [Paris 1900], med meget omfattende
Henvisninger til Litteraturen; A. H. Keane, Man,
Past and Present [Cambridge 1920]).
S. H.
Menneskerettigheder. Allerede i Slutn. af
16. og i Beg. af 17. Aarh. var det i den
naturretlige Statslære blevet hævdet, at Frihed og
Lighed var »medfødte Egenskaber« og derfor
Menneskenes umistelige Rettigheder. Teorien
blev opstillet til Forsvar for Folkets
Suverænitet i Kampen mod Fyrstemagtens jure divino.
Synspunktet var derfor ogsaa væsentlig politisk.
Kalvinisten Althusius — Naturrettens egentlige
Grundlægger — forkastede saaledes afgjort den
religiøse Frihed. Religionsfriheden vilde kun
føre til Uro og Splid i Staten. Selv Grotius, der
dog personlig indtog et langt friere religiøst
Standpunkt, mente, at enhver, der ikke troede
paa Guds Tilværelse og et Forsyns Styrelse,
burde straffes for Krænkelse af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
