Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Messenius, Johannes og Arnold Johan og Arnold - Messeofret - Messias
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derefter i Tjeneste hos Pfalzgrevens Broder,
Hertug Adolf Johan, hvorved han kom til at nære
en varm Hengivenhed for det Pfalziske Hus.
Han sluttede sig nu til det misfornøjede Parti
og forfattede et Smædeskrift paa Vers, i
hvilket Tilstanden i Landet udmaledes i de
sorteste Farver, Dronningen og Adelen, som var
Skyld deri, heftig angrebes, paa samme Tid
som Karl Gustaf i tydelige Ord opfordredes til
at stille sig i Spidsen for en Opstand, der
skulde udbryde til Gunst for ham, blot han
viste sig. I Novbr 1651 overleveredes dette
Skrift til Arveprinsen, som dengang opholdt sig
paa Øland. Han sendte det til Dronningen.
Smædeskriveren opdagedes snart, M. og hans
Fader stilledes for Retten, dømtes efter en kort
Proces til Døden og henrettedes med kun et
Par Dages Varsel.
(A. B. B.). G. C.
Messeofret. Den rom.-kat. og den gr.-kat.
Kirke lærer, at Nadveren bør opfattes som en
Gentagelse af Jesu Offer. Allerede i Oldkirken
spores der en Tilnærmelse til Offertanken, idet
Præsteskabet under den ny Pagt opfattes i
Analogi med Præsteskabet under den gl. som
indsat for at frembære Ofre. Dog er det først
Gregor den Store, som ligefrem lærer, at
Kristus paa ny ofres for os i Nadveren. Den
rom.-kat. Opfattelse, der er den mest gennemførte,
er i Korthed flg. Naar Præsten udtaler
Indvielsesordene over Nadverelementerne,
indtræder Transsubstantiationen, ɔ: en
Forvandling af deres Væsen ell. Substans,
saaledes at Brødets og Vinens egl. Substanser
forsvinder og giver Plads for Herrens Legeme og
Blod. Kun de udvortes Egenskaber ved Brødet
og Vinen er uforandrede, for Synet og Smagen
synes Elementerne stadig at være Brød og Vin.
Kristus er altsaa selv til Stede i Brødet eller
Hostien, og han frembæres som Offer, ganske
som dengang han hengav sig selv som
Forsoningsoffer paa Golgata, kun med den
Forskel, at M. er ublodigt og ikke som
Golgata-Ofret virker til gode for den ganske Verden,
men blot til gode for de Tilstedeværende og
dem, som ligefrem nævnes. M. virker nemlig
ogsaa til Velsignelse for Fraværende ell.
Afdøde, naar Præsten omtaler deres Navne.
Nadverens Karakter er altsaa en ganske anden end
den opr. I St f. at Nadveren udelukkende
skulde betragtes som et Maaltid, anses den af
Katolikkerne tillige og overvejende for et Offer, og
i St f. at den legemlige Nydelse af
Elementerne skulde være den absolutte Betingelse for at
faa Del i Nadverens Velsignelse, anses den
aandelige Nydelse ved Troen for at have den
samme Virkning, kvalitativt set. M.’s Virkning er
for de Levende dels Udslettelse af de
tilgivelige Synder, derimod ikke af Dødssynderne,
dels Beskærmelse mod al timelig Nød, men
tillige skænker det Kraft til Kampen mod det
Onde, og de, som ikke i Boden har søgt
Tilgivelse for Dødssynderne, kan ved at overvære
M.’s Frembærelse ledes ind til Omvendelse og
Anger. For de Afdøde i Skærsilden kan M.
hjælpe til Afkortelse af Straffen. De, som
kommunicerer, faar kun Brødet, alene den
fungerende Præst, som nemlig ogsaa deltager i
Nadvernydelsen, faar baade Brød og Vin. Da Hostien
jo egl. er Kristus selv, opbevares den
tiloversblevne Del af Nadverbrødet omhyggeligt i
Monstransen og udstilles til de Troendes Tilbedelse,
ligesom den ogsaa i de kat. Lande føres i
højtidelig Procession gennem Gaderne, naar Syge
har ønsket Nadveren.
Fra protestantisk Side er der lige fra
Reformatorernes Dage til vor Tid blevet
opponeret skarpt mod M., og navnlig hævdes der, at
Jesu Offer paa Golgata er det eneste Offer,
Kristendommen kender. »Med sit eget Blod gik
Jesus een Gang ind i Helligdommen, idet han
fandt en evig Forløsning«, Hebr. 9, 12.
A. Th. J.
Messias er en græciseret Form af det
aramaiske mešîha = hebr. hammašiaḥ, der
ligesom det gr. δ χριστός betyder »den Salvede«.
Det gl. Testamente omtaler ved fl. Lejligheder,
at Konger blev indviede til deres Embede ved
Salvning med Olie (f. Eks. Saul, 1. Sam. 10, 1;
David, 1. Sam. 16, 13), og »Herrens Salvede«
blev derfor en Hæderstitel for israelitiske
Konger (1. Sam. 24, 7, 11; 26, 9 ff.; 2. Sam. 1, 14;
Ps. 2, 2; 18, 51; 89, 39, 52). I Senjødedommen
kom Navnet tid at betegne den fremtidige
Konge, som man paa Grundlag af de profetiske
Forjættelser ventede engang skulde komme og
ved Guds underfulde Indgriben oprette et
Herlighedsrige for Israel. Hvorvidt selve
Udtrykket forekommer i det gl. Test. i denne Bet.
er tvivlsomt; men vi kender Sprogbrugen fra
de saakaldte Salomopsalmer (18 religiøse Digte
fra Tiden omkr. Pompejus’ Erobring af
Jerusalem Aar 63 f. Kr.), og i nytestamentlig Tid
blev sikkert baade »Herrens Salvede« og »den
Salvede« af alle forstaaet saaledes.
Forestillingen om en kommende ideal Herskerskikkelse er
imidlertid langt ældre end denne Sprogbrug.
Den kan paavises paa babyloniske og ægyptiske
Mindesmærker, længe før den dukker op hos
de israelitiske Profeter, og det er vistnok
sandsynligt, at fremmede Ideer i større ell.
mindre Grad har været medvirkende ved
Udformningen af de gammeltestamentlige
Messiasforestilliinger. I øvrigt er det langt fra altid,
man i Israel tænker sig den lykkelige Fremtid
hidført ved en messiansk Herskerskikkelse; M.
er kun Guds Redskab, og Herlighedstiden kan
meget vel indtræffe uden dette, alene ved Guds
direkte Indgriben; man plejer imidlertid at
tale om »messianske Forjættelser« uden Hensyn
til, om en personlig Messiasskikkelse, er tænkt
medvirkende ell. savnes. Lige fra den første
Menigheds Dage har fromme Kristne læst det
gl. Testamente som en Bog, der indeholdt
lutter Forudsigelser om Jesu Kristi Liv og
Gerning, og man bar da selvfølgelig ofte fundet
Hentydninger dertil i Udsagn, hvor en
virkelig hist. Forstaaelse ikke formaar at opdage
noget messiansk, f. Eks. 1. Mos. 3, 15. — Det
ældste Vidnesbyrd om en forventet
Messiasskikkelse har man villet finde i 1. Mos. 49, 10;
men det er her meget usikkert, hvad det hebr.
Ord (Shilo), som i den danske
Bibeloversættelse gengives ved »Fredsfyrsten«, egl. betyder;
noget klarere er Skildringen i det fjerde
Bileams-Orakel (4. Mos. 24, 15—19); men dettes
Datering er omstridt. I Natan’s Profeti (2.
Sam. 7) antager Forjættelsen dem Skikkelse, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
