Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel / 1016 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Metazoer - Metchnikoff, Elie - Metellus

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Metazoer, Betegnelse for alle flercellede
Dyr i Modsætning til Protozoa (de encellede
Dyr).
C. W.-L.

Metchnikoff [’mjet∫n_ik_åf], Elie (Ilia),
russ. Bakteriolog, f. 16. Maj 1845 i Charkow,
d. 1916. Opr. Zoolog, ansat ved Universiteterne
i Odessa og Petrograd. Forlod Rusland 1888,
træt af
Forholdene ved Univ.,
hvis Styrelse
bestemtes af
politiske
Interesser mere end
af
videnskabelige. Fra 1888 til
sin Død knyttet
til
Pasteur-Instituttet i
Paris, i de sidste
Aar som
Meddirektør. M.’s
første Arbejder
er zool.,
embryologiske og
sammenlignende anatomiske.
Ogsaa
antropologiske Studier, saaledes over Kalmukkerne
paa Astrakans Stepper, har han drevet. Mest
kendt er M. dog ved sine Arbejder indenfor
Patologien, spc. ved sine Fagocytoseteori (1884),
d. v. s. Teorien om, at det er de hvide
Blodlegemers bakterieoptagende Evne, der er
Aarsag til Immuniteten, saavel den originære
(arvede) som den erhvervede. Hele denne Teori
maa ses som Led i M.’s Arbejde med den
intracellulære Fordøjelse. Der tilkommer M.
megen Fortjeneste for hans vedholdende og
sindrige Arbejde paa disse Felter, selv om det
nu maa siges, at Fagocytosen kun er et enkelt
Led i Immunitetens Mekanisme. M.’s senere
Arbejder er af halvt filosofisk Art, dog bestandig
paa Grundlag af naturvidenskabeligt, spec.
biologisk Studium. Tarmfloraen, ɔ: Tarmens
Indhold af forskellige Bakterie arter optog M.
stærkt de senere Aar. Efter hans Mening var
nogle Bakterier Aarsagen til abnorme
Forgæringer af Tarmindholdet og heraf flg. langsom
Forgiftning, som hvis Resultat han betragtede
Alderdommens Svaghed og sluttelig Døden.
Han har forsøgt at fortrænge de skadelige
Bakterier ved Indgift af uskadelige, særlig visse
Mælkesyrebakterier, der indgives i Form af
Tykmælk. En særlig Tiltro havde han til den
saakaldte Yoghurt, Mælk med visse
mælkesukkergærende Bakterier, der særlig skal have
fundet Anvendelse i Bulgarien. M. har haabet
ved at besejre »Tarmforgiftningen« at kunne
lindre Alderens Besværligheder, forlænge Livet
for Menneskene til omkr. 10 Aar, ved hvilken
Alder Følelsen af Livsbegæret skulde være
udslukt og Døden imødeses med Ro og Glæde
som Hvilen efter den lange Dag. Hele dette
optimistiske Livssyn findes nedlagt særlig i to
større Afhandlinger: Etudes sur la nature
humaine (1903) og Essais optimistes (1907). M.
var sammen med Roux den første, der hos
Aber frembragte eksperimentel Syfilis og viste,
at den af Schaudinn 1905 fundne Mikrob
Spirochæta pallida virkelig fandtes ogsaa i
Sygdomsprodukterne hos de inficerede Aber. M.
hædredes 1908 med Nobelprisen.
O. T.

E. Metchnikoff.

Metellus, rom. Familie inden for Slægten
Cæcilius. Af dens Medlemmer kan nævnes flg.:

1) Lucius Cæcilius M., Konsul 251 og
247 f. Kr., udmærkede sig under den 1. puniske
Krig og opnaaede en Triumf; han blev
Pontifex maximus 243 og døde 221. Det fortælles om
ham, at da Vesta’s Tempel brændte 241,
styrtede han ind og reddede et helligt Billede af
Pallas, som opbevaredes der, men han mistede
Synet derved, og man sagde, at det var til
Straf, fordi han havde betraadt et Tempel, hvor
ingen Mand maatte komme.

2) Quintus Cæcilius M.
Macedonicus erobrede som Prætor Makedonien (148),
hvor en foregiven Søn af den tidligere Konge
Perseus havde vakt Opstand, og kort efter
rykkede han ind i Grækenland og slog Achæerne,
med hvem Romerne var komne i Strid. Som
Kousul kæmpede han senere i Spanien (143).

3) Quintus Cæcilius M. Numidicus
fik som Konsul 109 det Hverv at fortsætte
Krigen mod Jugurtha, som p. Gr. a. de tidligere
rom. Hærføreres Uduelighed var gaaet højst
uheldigt. Det lykkedes M. efter først at have
genoprettet den forfaldne Krigstugt at vinde
fl. betydelige Sejre over Jugurtha (bl. a. ved
Floden Muthul) og at tvinge ham til at flygte
ud af Numidien. Men ved Siden af sin Dygtighed
var M. en stolt Aristokrat, og desuden havde
han ved sin Strenghed vakt megen Uvillie imod
sig. Da hans Underbefalingsmand Gajus Marius
var bleven valgt til Konsul for 107 og havde
faaet Overbefalingen i hans Sted, maatte M.,
meget imod sin Vilje, vende tilbage til Rom
efter kun halvvejs at have tilendebragt Krigen.
Han fik dog en meget hædrende Modtagelse og
opnaaede en Triumf. I de flg. Aar var han en
af Adelspartiets Førere. Da Tribunen
Saturninus havde faaet vedtaget en Lov om
Jorduddeling, hvortil der var knyttet den Bestemmelse,
at Senatorerne inden 5 Dage skulde stadfæste
den med Ed, nægtede M. at gaa ind derpaa,
men blev som Følge deraf nødt til at gaa i
Landflygtighed (100). Han kom dog tilbage
Aaret efter.

4) Quintus M., foreg.’s Søn, fik Tilnavnet
Pius p. Gr. a. den Iver, hvormed han havde
virket for sin Faders Hjemkaldelse. Han
udmærkede sig som Hærfører i
Forbundsfællekrigen, men da Cinna og Marius tog Magten i
Rom (87), maatte han flygte til Afrika. Da Sulla
kom tilbage fra Krigen mod Mithradates (83),
sluttede han sig til ham og kæmpede heldigt
mod Demokraterne i Italien, hvorimod han
var mindre heldig i de paafølgende Kampe
mod Sertorius i Spanien.

5) Quintus Cæcilius M. Creticus
var Konsul 69 og fik derefter det Hverv at
erobre Kreta, hvilket han udførte med stor
Grusomhed. Kretenserne foretrak derfor at
overgive sig til Pompejus, som paa den Tid i
Anledning af Sørøverkrigen havde
Overkommandoen over hele Middelhavet, men M.
fortsatte ubekymret Krigen og tilendebragte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>