Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Metellus - Metempsykose - Metemptose - Metenyl - Meteor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erobringen efter tre Aars Kamp. Om hans Datter
Cæcilia Metella s. d.
6) Quintus Cæcilius M. Celer
understøttede som Prætor (63) Cicero ved
Undertrykkelsen af den catillinariske
Sammensværgelse. Han var Konsul 60. Som ivrig Optimat
modsatte han sig Pompejus og Clodius, med
hvis Søster, den berygtede Clodia, han var gift.
Da han Aaret efter pludselig døde, fik hun
Skyld for at have forgivet ham.
7) Quintus Cæcilius M. Nepos,
foreg.’s Broder, forbød som Folketribun Cicero
at tale til Folket, da han nedlagde Konsulatet
den sidste Dag i Aaret 63, og var derefter
Genstand for stærke Angreb fra Cicero’s Side. Han
optraadte i de flg. Aar som en Tilhænger af
Triumvirerne. Som Konsul 57 gav han til Trods
for sit Fjendskab mod Cicero sit Samtykke til
hans Tilbagekaldelse fra Landflygtigheden.
8) Quintus Cæcilius M. Pius Scipio
var af Fødsel en Scipio, men adopteret af den
under 4) nævnte. M. I Aaret 52 blev han af
Pompejuis, som først havde været Enekonsul,
taget til Medkonsul, og Pompejus ægtede s. A.
hans Datter. I Borgerkrigen deltog han paa
Pompejus’ Side som Fører af en Hærafdeling,
men viste ingen synderlig Dygtighed. Efter
Slaget ved Farsalos flygtede han til Afrika, hvor
han sammen med Cato ledede Modstanden
mod Cæsar. Han havde Overanførselen ved
Thapsus. Efter Nederlaget søgte han fra Utica
at undfly paa et Skib, men blev fanget af en
af Cæsar’s Underbefalingsmænd og dræbte
derpaa sig selv (46).
H. H. R.
Metempsykose. se Sjælevandring.
Metemptose (gr.), Udeladelsen af Skuddagen
i Sækularaarene efter den gregorianske
Kalender.
H. H. R.
Metenyl, et organisk Radikal af Formelen CH.
Meteor (Meteorit, Meteorolit,
Meteorsten, Aërolit, Uranolit)
kaldes de Sten- eller Jernmasser, som fra
Himmelrummet falder ned paa Jorden.
Allerede fra den tidlige Oldtid har man
Efterretninger om himmelfaldne Sten og
»Stenregn«. Herhen hører saaledes efter al
Sandsynlighed Livius’ Fortælling om en
Stenregn paa Albanerbjergene omtr. 652 f. Kr., og
næsten lige saa gl. er de ældste af Kineserne
optegnede Meteorfald. Et stort M., der faldt
ned i Thrakien omtr. 470; f. Kr., opbevaredes
endnu paa Plinius’ Tid og blev beskreven af
ham. Længe betragtede man de himmelfaldne
Sten med overtroisk Ærefrygt, og mange M.
dyrkedes som Guddomme; Muhammedanernes
hellige sorte Sten i Kaaba i Mekka formodes
ogsaa at være et M., ja endnu i vore Dage har
man haft Eksempler paa, at nylig faldne Sten
er blevne spiste som overnaturligt Lægemiddel.
Det ældste iagttagne M.-fald, fra hvilket Sten
endnu opbevares, skete 16. Novbr 1492 i
Ensisheim i Alsace, hvor Stenen (opr. over 100 kg tung)
ophængtes i Kirken; Faldet tydedes af Kejser
Maximilian I som et Jærtegn, der skulde
opflamme Kristenheden til Kamp mod Tyrken.
Der herskede dog i ældre Tid ogsaa megen
Tvivl, om der virkelig faldt Sten fra Himmelen,
en Tvivl, der var saa meget naturligere, som
Øjenvidnernes Beretninger oftest var stærkt
farvede af Tidens Overtro og den Skræk,
Fænomenet havde voldt dem. Med
Naturvidenskabernes Opblomstren voksede Tvivlen om M., og
endnu i Slutn. af 18. Aarh. var det blandt
Videnskabsmænd alm. at regne M. for
Fantasifostre. Først 1794 begyndte et Omslag, idet den
tyske Fysiker Chladni søgte at bevise M.’s
Herkomst fra Himmelrummet. Snart efter indtraf
fl. M.-fald, som blev sete og beskrevne af
troværdige Personer; især efter at der ved Laigle
i Nordfrankrig 26. Apr. 1803 Kl. 1 Efterm. var
sket et Nedfald af fl. Tusind Sten, maatte
enhver Tvivl forstumme. Siden da er Fald af M.
undersøgte med den største Omhu; der ses og
opsamles jævnlig adskillige hvert Aar, men der
falder naturligvis mange Gange fl., som
undgaar Opmærksomheden ell. forsvinder i
Oceanerne. I alt regner man, at der nu i Verdens
forsk. Museer opbevares omtr. 250000 kg,
stammende fra omtr. 750 forsk. Nedfald.
Ud over det, at M. kommer fra fremmede
Egne til vor Jord, ved man intet sikkert om
deres Oprindelse; Teorien om, at de skulde
være udslyngede af Maanens Vulkaner, har
man forlængst maattet slippe; i Alm. sætter
man dem nu i Forbindelse med Kometerne.
Den Hastighed, hvormed de fra
Verdensrummet kommer ind i Jordens Atmosfære, har man
beregnet til 15—70 km i Sekundet; p. Gr. a.
Luftens Modstand aftager Hastigheden rask,
og der udvikles derved en enorm
Varmemængde. M. bliver saaledes glødende og fremtræder
som »Ildkugle«; Stenens ydre Partier smelter
ell. fordamper og frembringer en Sky ell. Hale
bag Ildkuglen. Smaa M. (Stjerneskud) vil ad
denne Vej kunne helt opløses til Støv, de større
falder ned paa Jorden; da hele deres fart
gennem Luften kun har varet ganske kort, er
Varmen aldrig trængt synderlig ind i Stenen, men
denne viser sig kun beklædt med en tynd og
yderst karakteristisk, oftest sort Skorpe. I
Skorpen ses ofte Furer og Riller, der Straaler ud
fra den Del af Stenen, som under den hastige
Flugt gennem Luften var forrest: paa Bagsiden
findes ofte rundagtige Fordybninger. En
tordenlignende Larm ledsager sædvanlig M.’s Fald;
der høres een ell. fl. Eksplosioner, oftest
allerede inden Stenen falder til Jorden. Dette
Lydfænomen antages dels at skyldes M.’s store
Hastighed ved dets Indtrædelse i Luften, som
giver Anledning til stærke Lydbølger; dels kan
det fremkomme, idet M. sprænges i Luften ved
den stærke Ophedning af den ydre Skal. At en
saadan Sprængning i Virkeligheden ofte finder
Sted, fremgaar af de nedfaldne Stens
brudstykkeagtige Form; af og til har man ogsaa
fundet Fragmenter, som passede nøje sammen,
og hvis Brudflader var beklædte med en tynd
sort Smeltningsskorpe, der viste, at Bruddet
var sket højt oppe i Luften.
I M. har man kun fundet Grundstoffer, som
ogsaa findes i Jorden; i alt er der eftervist
henimod 30 Grundstoffer i M., hvilke alle hører
til de paa Jorden mere alm. Karakteristisk er
den store Rolle, som Jernet spiller i mange M.,
og den forholdsvis ringe Andel, som Silicium
har i deres Sammensætning. De almindeligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
