Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Metrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprog). En umiddelbar, men ofte overset Følge
heraf er, at vi overhovedet næppe kan danne
os nogen anskuelig Forestilling om den antikke
Rytme: vi overfører vore egne Rytmebegreber
paa det klassiske Sprogstof og læser Oldtidens
Vers med Trykfordeling i St. f. efter
Kvantitetshensyn. Dog har den klassiske M. lige til vore
Dage, i Kraft af den klassiske Dannelses
Eneherredømme, haft en skæbnesvanger
Indflydelse paa al nyere metrisk Forskning paa det
levende Sprogs Omraade og paa mange Punkter
hindret virkelig Indsigt i Versbygningens
Væsen. Fuldstændig Løsrivelse herfra er
nødvendig, før en rationel, moderne metrisk
Videnskab kan grundlægges. Men om en saadan
Videnskabs Maal og Midler hersker der endnu
megen Uklarhed og megen Uenighed.
Den klassiske Oldtids M. Der
raader stadig stor Uenighed mellem Filologer om,
hvorvidt »det nationale Versemaal« i Italien,
det saturniske Vers, er et kvantiterende eller
accentuerende Vers. Dog er der flere og flere
Forskere, der slutter sig til den sidste
Opfattelse, saaledes Lindsay, som deler den
saturniske Linie i to Halvvers, 7 + 6 Stavelser med 3
+ 2 Trykstavelser efter to Hovedtyper: dábunt
málum Metélli Náevio poétæ, og: prim(a)
incédit Cèreris Prosérpina púer. Lindsay støtter
bl. a. sin Opfattelse paa Alliterationens
Forekomst i olditaliske Sprog og mener, at det
accentuerende Princip er det overvejende hos
Livius Andronicus og Naevius, og at det endnu
kan spores hos Plautus. Derimod hersker der
absolut Enighed om, at den gr. Versbygning og
den rom. fra Ennius og hans Efterfølgere til
langt op i den kristne Tidsregning var
kvantiterende. Denne M.’s Grundbegreber findes
allerede systematisk udviklede hos Aristoteles’
Discipel Aristoxenos, paa hvis Lære alle senere
metriske Undersøgelser fra Oldtiden grunder
sig. Grundlæggeren af den moderne metriske
Skole er Bentley, som i Beg. af 18. Aarh.
fastslog de Regler, som væsentlig endnu følges:
Scansion af Vers ved Taktslag op og ned, Arsis
og Thesis. Men dermed fulgte den helt usikre
Lære om ictus metricus, at Arsis markeres ved
Tryk paa vedk. Stavelse, som Madvig stærkt
har udtalt sig mod. Et gennemført metrisk
System opstilledes 1796 og senere af G. Hermann,
der dog skabte stor Forvirring ved Forsøg paa
at give M. en filos. Begrundelse, idet
Versfodens to Dele Arsis og Thesis forklaredes som
et Forhold mellem Aarsag og Virkning. Mod
dette optraadte Böckh 1811, der lagde stor Vægt
paa M.’s Forhold til Musik, en Opfattelse, der
senere førtes videre bl. a. af Westphal. Baade
det filos. og mus. Standpunkt har været til
Hinder for Fremgang i objektiv Viden om gr.
Versbygning. En lgn. Lære opstilledes for den lat.
M.’s Vedk. af Ritschl. En samlet nyere
Fremstilling foreligger i W. Christ’s »Metrik der
Griechen und Römer« (1874, og senere Opl.).
Hovedpunkterne er, at Rytmen beror paa
Forholdet mellem lange og korte Stavelser i
regelmæssig Afveksling. En Stavelse er »lang« af
Naturen ell. ved Position ɔ: naar dens Vokal
efterfølges af mere end een Konsonant. Sidste
Stavelses Kvantitet er ligegyldig (anceps).
Vokalsammenstød (Hiatus) og visse andre
Lydsammenstød undgaas sædvanlig ved
Overtrækning ell. Sløjfning. Den Enhed, ved hvis
Gentagelse Verset dannes, kaldes Versfod. Ved
Gentagelse af Foden fremkommer Verset,
som dog ofte maales efter Dipodier ɔ: to
Fødder, dannende en Slags sammensat Fod.
Derimod spiller Forholdet mellem stigende og
dalende Rytme ingen afgørende Rolle, da forsk.
Fødder under visse Betingelser kan erstatte
hverandre. Foruden Vers, der er dannede ved
regelmæssig Gentagelse af den samme Fod ell.
dens Ækvivalent, findes der ogsaa blandede
Vers. Verslutningen markeres ved visse
Friheder; hvor Verset ophører, før sidste Fod er
fuldført, kaldes det katalektisk. I længere Vers
forekommer der ved Enden af et Ord
Hvilepunkter, der kaldes Diæresis, hvor de
deler Verset i to lige store Dele, ellers Cæsur.
Længere sammensatte Vers falder ofte i Led,
Kola, Forbindelsen af to ell. flere Led kaldes
en Periode. En Forbindelse af ulige Vers
kaldes, naar den gentages, en Strofe, ell. hvis
det kun er eet længere og eet kortere Vers, et
Distichon. Om de enkelte Versemaal
(Heksameter, Pentameter o. s. v.) og
Strofeformer (sapphiske, alkæiske o. s. v.) se vedk. Art.
(Litt.: Christ’s forannævnte Værk; metrisk
Oversigt i Madvig’s lat. Grammatik; samme
Forfatters første Stykke af en »Kortfattet gr.
M.« i Univ.’s Indbydelsesskrift 1867, vigtig
ogsaa for dansk Verslære; H. Usener,
»Altgriechischer Versbau« [1887]; Ussing, »Græsk
og romersk M.« [1893], i Tilslutning til Madvig).
Romansk M. Man er ikke enig om den
romanske Versbygnings hist. Oprindelse,
næppe engang om selve Rytmens Væsen. Efter den
alm. Opfattelse er romanske Vers hverken
kvantiterende eller accentuerende i samme
Betydning som gotisk-germanske, men
stavelsetællende: ethvert romansk Vers har fast
Stavelsetal; næsten alle Vers har fast
Trykstavelse i Versets Slutning, de længere ogsaa
een fast Trykstavelse i Versets Indre; at dette
i mange Tilfælde medfører en Tvedeling af
Verset, kan ikke betvivles og gennemføres i
visse Versemaal som Regel. Versgrupperingen
støttedes almindelig ved Anvendelse af
Assonans og Rim, hvorved der opstod
Rimpar foruden mange kunstige Rimslyngninger
og Strofedannelser. Den romanske Versbygning
har til Tider øvet en overordentlig stor
Indflydelse paa den øvrige Digtekunst. Først
bredte Impulser fra Provençalere sig over store
Dele af romansk Sprogomraade og derpaa
videre til det gotisk-germanske; noget lgn.
gælder den nordfranske fortællende Digtning
(Minnesang og Hofepos i Tyskland). Dette gentager
sig paa ny i den fr. Klassicismes Tider
(Alexandrinerverset). Fra Renaissancens Dage har
den ital. Digtning spillet en stor Rolle for det
øvrige Europa, og Romantikerne paa
Overgangen til det 19. Aarh. førte en frisk Strøm af
romanske Kunstformer ind i de
gotisk-germanske Sprog. (Litt.: Stengel’s »M.« i
Gröber’s »Grundriss der romanischen Philologie«
II, 1 [1893]; Tobler, »Vom französischen
Versbau« [2. Oplag 1883]; Oversigt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
