- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
1063

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meyerbeer, Jakob Liebmann - Meyercrone, Henning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ell. Operaerne »Jephta’s Gelübde«, der
opførtes i München, og »Alimelek«, som bl. a. Weber
fremførte i Dresden, slog igennem. M. var da
nærved at tvivle om sine skabende; Evner og
vende tilbage til Klaverspillet, da Salieri (i
Wien) gav M. det Raad paa en Studierejse til
Italien at lære, hvad der manglede hans
Operaer i dramatisk og vokal Virkning. 1816 drog
M. da til Venedig, og i Italien havde han, der
resolut gik over til en Efterligning af den
herskende (Rossini’ske) Operastil, ret betydelige
Sukcesser med Operaer som Romilda e
Constanza
, Margherita d’Angiù, L’esule di Granata
og navnlig Emma di Resburgo (1819) og Il
crociato in Egitto
(1824); kun de to sidste naaede
imidlertid ud over Italiens Grænser, og i
Tyskland saa M.’s tidligere Venner og Velyndere,
først og fremmest Weber, med Beklagelse den
Retning, hans Produktion havde taget.

Efter Italien-Perioden opstod en aarelang
Pause i M.’s Frembringelser, for en stor Del
foranlediget ved personlige Forhold (Dødsfald
bl. hans nærmeste), og da han atter
fremtraadte som Komponist, var det paa en anden
Jordbund og flg. en anden Retning, 1826 var M.
nemlig kommen til Paris for at bistaa ved
Indstuderingen af Il crociato, og fra dette
Tidspunkt forblev han 16 Aar i Frankrigs
Hovedstad, for hvis Operascene han nu skrev sine
snart verdensberømte Operaer. I disse vilde M.
forene de i Italien indhentede Erfaringer med,
hvad fr. Teater og Musik havde lært ham, og
samtidig praktisk udnytte sine solide tyske
Kundskaber. En udmærket Medarbejder fandt
M. i Eugène Scribe, der nøje vidste, hvad
Tiden krævede, og derhos smidig formaaede at
føje sig efter den vanskelige M., der lagde den
største Vægt paa sine Librettoers Effektfuldhed.

Den første af disse Operaer var Robert le
diable
, der opførtes 1831 med et saa glimrende
Held, at »den indledede en ny Æra i
Operakassens Resultater« og snart gik sejrrig Europa
igennem. De flg. Aartier tilhørte da M., og det
hjalp lidet, at Mænd som Mendelssohn og
Schumann ud fra et mere idealistisk Kunstsyn
bekæmpede hans Retning. — M.’s flg. Værk Les
Huguenots
, en historisk-romantisk Opera, der
opførtes 1836, gjorde endnu større Lykke end
Robert le diable og vandt om mulig endnu
større Udbredelse. »Hugenotterne«
foranledigede den kunstelskende preuss. Konge Frederik
Vilhelm IV til 1842 at kalde M. til Berlin, hvor
ban efterfulgte Spontini som
»Generalmusikdirektør« og komponerede Operaen »Das
Feldlager in Schlesien«, der opførtes 1844 med
Jenny Lind i Hovedrollen og — da den ikke
gjorde synderlig Lykke — senere omarbejdedes
og spilledes i Paris som L’étoile du Nord (1854).
I Berlin komponerede M. endvidere de
bekendte »Fakkeldanse« (til Hoffester) og
Musikken til sin Broder Michael Beer’s Sørgespil
»Struensee (hvori den danske Nationalsang
»Kong Christian« anvendtes). — 1849 fremførte
den store Opera i Paris M.’s tredje berømte
Opera »Profeten«, der pragtfuldt udstyret og
ypperlig udført, som den blev det, paa ny
skaffede M. en stormende Sukces. Ogsaa »Profeten«
fik Indgang paa en Mængde Operascener, men
viste sig dog mindre livskraftig end sine to
Forgængere; Operaen blev derhos M.’s sidste
store Sceneheld. Le pardon de Ploërmel
(»Dinorah«), der fulgte 1859 paa Opéra-comique,
havde et mere forbigaaende Held, og om
L’africaine gælder det samme. Denne Opera var
allerede planlagt 1838, men Scribe maatte atter
og atter omskrive Teksten, og først saa sent
fuldførtes Operaen, at M. ikke oplevede dens
Opførelse (1865). Foruden de nævnte
Operaer, der hver tog M. fl. Aar, skrev han i den
sidste Periode af sit Liv kun mindre
Lejlighedsarbejder (saaledes en Schiller-March, en
Kroningsmarch for Kong Vilhelm I, en Marchsuite
til London-Udstillingen 1862 etc.); endelig har
han komponeret adskillig Kirkemusik (til Dels
ikke trykt), nogle Kantater og en Del Sange.

Det er imidlertid ene til Operaerne, at M.’s
Navn er knyttet, og da særlig til de for
Paris-Scenen skrevne. Som Operakomponist har M.
fejret Triumfer som faa ell. ingen af den nyere
Tids Musikere — og han er samtidig bleven saa
skarpt og energisk angreben som nogen. Over
for den skridende Tid har hans Operaer ikke
besiddet synderlig Modstandskraft (bedst har
den sikkert ogsaa værdifuldeste af dem,
»Hugenotterne«, holdt sig), hvilket hidrører fra, at
M. uden Skrupler og uden mere ideal
kunstnerisk Stræben benyttede sit uomtvistelig rige
Talent og sin store tekn. Dygtighed til at tjene
det samtidige Publikums Smag og til stadig at
overbyde sig selv i mere og mere udvortes
Effekter — »Virkninger uden Aarsag« som
Wagner træffende kalder det. Nu da Smagen
og Interessen for M.’s Operaer er i stærk
Aftagende, ikke mindst efter Wagner’s
sønderlemmende Kritik deraf, bør dog fremhæves
dels deres musik- og kulturhist. Bet.
(Tilknytning til den romantiske Bevægelse i Frankrig),
dels M.’s ualmindelige Blik for det teatralske
samt hans kloge Beregning og ivrige
Opfindsomhed i Brugen af de musikalske Virkemidler,
navnlig de instrumentale. Talrige dramatiske
Komponister (som Gounod, Thomas, Verdi,
Wagner i hans første Periode, P. Heise i »Drot
og Marsk«) er paavirkede af M.’s Opera i een
ell. fl. Retninger. Heller ikke kan det benægtes,
at M.’s Musik indeholder Afsnit af betydelig
Skønhed. — En Del af sin store Formue
testerede M. til et Legat, »M.-Stiftung«, der hvert
3. Aar uddeles til en ung talentfuld tysk
Komponist. I det hele var M. ivrig virksom for at
hæve Musikernes Kaar. (Biografier af A.
Pougin
, Blaze de Bury, Mendel og
Schucht, J. Weber (fransk), A. Kohut,
L. Dauriac, H. de Curzon, J. Kapp).
W. B.

Meyercrone, Henning, dansk Diplomat,
f. 1. Aug. 1645, d. 28. Juli 1707, hed opr. Meier
og var Søn »af en velhavende Apoteker. Han fik
en lærd Opdragelse og udnævntes 1670 til
Sekretær i Tyske Kancelli, men anvendtes
væsentlig ved Legationerne i Udlandet. Han
sluttede sig meget nøje til Griffenfeld, ægtede 1674
en Slægtning af denne og udnævntes s. A. i en
Alder af kun 29 Aar til Gesandt i Frankrig
samt optoges i Adelsstanden med Navnet
Meyercrone. 1675 blev M. Gesandt i Haag

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/1087.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free