Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Michelangelo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Bronze (et Materiale, han kun sjældent
arbejdede med, han var den udprægede
Marmorbilledhugger); Statuen, der kom til Frankrig, er
forsvundet, nu kun kendt ved en lille Bronzemodel.
Paa denne Tid var M. og den ældre Mester
Lionardo da Vinci samtidig i Firenze.
Personlig var M., en Enspændernatur og i Livssyn
og -vaner den komplette Modsætning til
Lionardo, stejl, bidsk og haanende over for denne,
som senere over for Rafael o. m. a. Men han
droges af den Lionardo’ske Kunsts store ny
Skønhedsværdier, og han æggedes til
Kappestrid. Flere af M.’s Værker fra denne Tid har
faaet deres Præg heraf. Saaledes forsk.
Madonna-Skikkelser. Herhen hører dog ikke
Marmorgruppen »Madonna fra Brügge« (Brügges
Fruekirke; i den tungsindige ophøjede Madonna
— med de faa store Foldekast —, der har det
skønne Jesus-Barn mellem sine Knæ, et Værk,
der vel nok ogsaa hører denne Periode til),
men de to Relieffer fra 1503, Rundrelieffet
i Londons Royal Academy (den slanke
Madonna, der leger med det for Fuglen
forskrækkede Jesus-Barn), det lille »Madonna
Pitti« (Firenzes Mus. nazionale) — et af M.’s
populæreste Værker, storladent, med en
Rigdom af henrivende beherskede
Bevægelseslinier i selve Madonna-Figuren, hvis stolte
Hoved gaar op over Relieffets Rand —, et kun
paabegyndt Temperamaleri, »Tronende
Madonna« i Londons Nation. Gall. (der ogsaa ejer et
andet ufuldendt, farvekoldt og delvis forfejlet,
men magtfuldt virkende »Kristi Gravlæggelse«,
vistnok fra samme Tid) samt Oliemaleriet
»Madonna Doni« i Uffizi. Dette sidste saa
ypperligt komponerede Rundbillede virker dog
nærmest som en villet Protest mod det
Lionardoske Syn, rent plastisk, farve afholdende graat
og uharmonisk, voldsomt i Forkortninger
(Madonnas drejende Bevægelse af mægtig
Virkning) og i St f. Lionardo’s farvesmeltende
Landskabsbaggrund blot nøgne unge Legemer.
Kappestriden kom direkte, da de to Mestre
1504 fik Bestilling paa hver et Slagmaleri til
Byens store Raadhussal. M. skulde udføre
Caseina-Slaget ɔ: Florentinernes Kamp
med Pisanerne (Lionardo: Angniari-Kampen);
M. valgte det Øjeblik, da de badende
florentinske Soldater faar Nys om Fjendens Angreb,
hastigt klæder sig paa, for kampberedt at ile
mod Fjenden. Intet af de to Værker, som man
i Firenze fulgte med beundrende Spænding,
naaede Bestemmelsen. M.’s fik den krankeste
Skæbne. 1506 havde han Kartonen færdig: et
Mylder af unge nøgne, legemsstore Skikkelser
talte her M.’s mægtige Formsprog, under en
Rigdom af Bevægelsesmotiver og i plastisk
indgaaende Modelering. Ved Vanrøgt blev den
længe udstillede, højt beundrede Karton, hvis
Mesterskab fristede til virtuosmæssig
Efterligning, udsat for saa nærgaaende Studier af
kopierende Kunstnere, at den vistnok inden 1516
af beundrende Elever var skaaret i Stumper
og Stykker, nu alle forsvundne; et tarveligt
Grisaillemaleri (Leicester, Holkham), 3 Stik af
Marcaniton og A. Venetiano, nogle Studier og
Tegninger af M. selv giver de sørgelige Rester
af Mesterværket.
Endnu medens M. arbejdede paa dette,
havde Pave Julius II rakt sin mægtige Haand ud
efter M. Først nu brød det tragiske ret for
Alvor frem i M.’s Værk. De Kæmpeopgaver,
der lagdes, ell. som han selv lagde paa sine
Skuldre, krydsede hinanden i indbyrdes
Hæmning, stoppede derved ofte stødvis op for
Produktionens Løb, standsede ham i
Kulminationen og gjorde meget af M.’s Værk til geniale
Tilløb og Torsoer. Kampen mellem
Billedhuggeren og Maleren (Cascina-Billedet) i M. var
i fuld Gang. Store Mæcener (som Julius og
Rovere’rne, Pave Leo og Medicierne) trak
hver fra sin Side i M., og overbebyrdet,
sønderslidt i Sjælen ved Skabelseskampen og
-lidelsen, kunde M. da selv sløves i Interessen for
de Arbejder, der havde fyldt ham med
Begejstring. Den mægtige Skabertrang, Mod paa ny
Opgaver og selvhævdende Kappelyst drev M.
selv ud over det gennemførliges Grænse — han
havde jo ogsaa engang selv Lyst til at hugge
hele Carrara-Bjerget om til en Statue. Selv
vilde han paatage sig alt, havde Mistillid til Hjælp
af Elever og fejede dem ofte bort. Som han i
Malerkunsten helst vilde gøre alt fra først til
sidst (selv rive Farverne), lavede han i sin
kære Marmorkunst selv Instrumenterne,
borede, filede og graderede og var med i den
sidste fine Politur, som M.’s Værker gerne
fremtræder i. Selve Marmorblokkene drog ham
magisk, intuitivt vakte han slumrende Billeder til
Live af deres Form og anvendte (utaalmodige
Bestillere mente: spildte) Masser af Tid ude i
Stenbrudene. Naar han da, gerne blot med
en lille Model, Tegning og i øvrigt Øjemaal,
huggede løs paa Marmoret og Stenen saa at
sige øvede en Dæmons Magt over ham,
forhuggede han i Anspændelsens fyrige Iver ofte selv
Blokken.
1505 kaldtes M. af Pave Julius (vist paa
Arkitekt Giuliano d. S. Gallo’s Tilskyndelse)
til Rom for at udføre dennes Mausoleum.
M., som paa denne Tid var stærkt optaget af
antikke Studier (1506 udgravedes
Laokons-Gruppen) gik med Begejstring ind paa Tanken.
Han udførte et mægtigt Udkast (78 Statuer af
Størrelse som hans senere »Moses«, Hermer,
Victoria’er, lænkede Atleter paa Pillerne af den
fritstaaende, fl. Stokværk høje Bygning, bestemt
for den gl. Peterskirke); Paven godkendte det,
M. var i 8 Maaneder i Carrara for at udvælge
Marmorblokke. Snart efter at M. i Beg. af Jan.
1506 maatte tilbage til Rom, kom
Tordenbudskabet: Paven vilde ikke mere vide af Mausoleet,
nu var hans Sind (efter Bramante’s Planer og
Intriger) helt vendt mod Opførelsen af en ny
Peterskirke. Efter fl. forgæves Forsøg hos
Paven paa at faa udlagte Penge godtgjort, blev
han til sidst haanligt vist bort fra Vatikanet af
en Rideknægt. Harmdirrende, fortvivlet, grebet
af panisk Rædsel for Forfølgelse og Mord,
flygtede M. i Huj og Hast til Firenze og tilskrev
Paven: »Hellige Fader! Jeg er i Morges jaget
ud af Paladset efter Eders Helligheds Befaling.
Derfor lader jeg Eder vide, at dersom I
trænger til mig, maa I søge mig andetsteds end i
Rom«. Utaalmodig, men overbærende over for
»en genial Mands Luner«, skrev Paven efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
