Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Michelangelo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Billeder, med Kærlighedsdigte til Mænd og
Kvinder (et opr. »Signor«, ofte rettet til
»Signora«) har — i Forbindelse med Brevene —
givet Anledning til Mistydninger af den ugifte
Mands stærkt erotisk grebne Skønhedsdrift.
M. tænkte en Tid paa, efter Opfordring, at
udgive sine Digte, men opgav det; én Samling
paa 105 Digte, mest fra 1530’erne (med
Cavalieri som Centralskikkelsen) og Fyrrerne
(Vittoria Colonna) opbevares fuldstændig i Codex
Vaticanus, delvis i Codex Riccio m. v. i
Archivio Buonarroti.
Historisk fik M.’s Kunst overvældende Bet.
som Indleder af Barokstilen; den Manierisme,
der i øvrigt snart paafulgte, har man vel stærkt
lagt paa M.’s Skuldre. M. var Verdensgeniet,
der overalt blev Nyskaberen. Hans Kunst
hæver sig bjerghøjt — i idealistisk Stræben og
etisk Kraft — ved dens mægtige Patos,
overstrømmende Energi og enestaaende
Skaberevne og ved dens Storladenhed i ydre Form og
indre Myndighed og Fantasi. En alvorstung
Kunst, uden Smil. Teknisk mesterlig i
skulpturel Evne til at udnytte Blokken og lokke
utallige Bevægelsesmotiver ud af den og til
dens Behandling i blændende Virtuositet.
Aandelig gribende ved Kunstnerens Evne til at
gøre sine Billedskikkelser i Sten og Farve til
Udtryk for sin egen Sjæl — »intet andet kan
jeg mejsle end min egen Lidelse«, siger M.
selv. Ingen anden har som M. dyrket
Menneskelegemet, det nøgne Legeme i dets
Muskelspil og Bevægelser. Antikken og
Kristendommen brydes. Behersket af Ideerne om Skønhed
og Kærlighed kæmper M. for dem begge i sin
Kunst med dens indre Splid mellem
antik-platonisk og kristelig Anskuelse; han trængte til
Udløsning for det dybe mystisk-kristelige Drag
i sin Natur gennem sin Yndlingskunst,
Skulpturen, men dennes Dyrkning af det rent
menneskelige nødte ham til at gaa uden om de
dybeste kristelige Evner og fra det gl.
Testamente og Allegorierne skabe Myteskikkelser,
Heroer og Titaner i voldsomt indre og ydre
Liv. Det tragiske, der kom frem i denne
Spaltning mellem hedensk og kristeligt, i den
svigtende Udtryksmulighed over for det dybt
kristelige, viste sig ogsaa i de mange Strandinger
i M.’s Kunst: dette at M. atter og atter, ofte
p. Gr. a. sine store Krav til sig selv, maatte
opgive sine Arbejder, før de var færdige, og
at — ved Skæbnens Ironi — just de Arbejder,
han paatog sig mod sin Villie og ikke ret følte
Kald til, skulde blive afsluttede.
Geniet bragte ham ikke personlig Lykke.
Kampen i hans Kunst mellem hedensk
Lidenskab og kristelig Selvfornægtelse rasede jo
ogsaa i ham selv. Hans overfølsomme mørke
Grundstemning voldte ham ustandselige Piner.
Han hungrede efter Kærlighed, men
skræmmede barsk Folk fra sig ved sine voldsomme
Udfald og Vredesudbrud, og misforstaaet og
miskendt trak han sig tilbage i Stolthed og
Selvfølelse. Menneskeforagten, vi kender fra
hans Kunst, luede i hans Sind. »Han hadede og
blev hadet; han elskede og blev elsket« (Rom.
Bolland). Han kunde være vulkansk, saa der
stod Skræk af ham (ogsaa af den Grund blev
han ofte kaldt terribile), saarende og
uretfærdig og uskaansom (som over for Rafael, hvem
han dog ogsaa i høj Grad anerkendte),
Udbrudene fra hans lidenskabelige Temperament
var dog ofte rettet mere mod Sagen end
Personen, og han kunde fortryde, gøre
Undskyldning for sin Opfarenhed, tage Brodden af den
ved Selvironi og Humor og netop vise sit
Højsind ogsaa over for Modstandere. Sit varme
Hjertelag, sin Trofasthed og stille Hjælpsomhed
viste han over for sin Vennekreds, og ikke
mindst over for Familien, der stadig voldte
ham Bryderier; Stenhuggeren og Tjeneren
Urbino havde han hos sig i 26 Aar til hans Død.
Et ulykkeligt Træk i M.’s Væsen var hans
Mistroiskhed (der unægtelig havde faaet naturlig
Næring fra en Rigdom af Erfaringer lige fra
hans første Fremtræden); selv siger han
engang bittert, at man ikke skal tro nogen, men
gaa med aabne Øjne gennem Livet. Sygelig
mistroisk saa han Fjender over alt, og Seb. d.
Piombo’s Bemærkning til ham: »I er selv Jer
eneste Fjende«, havde nok i alt Fald nogle
Sandhedskim i sig. Næsten overmenneskelig
stærk i sin Villies- og Energiudfoldelse bar han
dog netop paa Svaghed i Karakteren.
Unaturlig ængstelig (som vi har set det under hans
formelig sygelige Anfald af Frygt), pirrelig,
saarbar, ustadig i Arbejde og uligevægtig,
svingede han følsomt under skiftende Stemninger
af sydende Vrede, Bitterhed, Forbitrelse,
Ydmyghed og sorgfuld Alvor. Denne ensomme,
næsten asketisk levende, sære, indesluttede
Mand, der var saa vanskelig at omgaas, men
saa nænsom og overbærende over for
Smaafolk og Smaaaander, der søgte ham, var fuld
af Godhed; »giver man ham gode Ord og
Venlighed, kan man faa ham til alt«, skriver
engang Soderini (Lederen af den florentinske
Republik), der kendte ham saa godt. (Litt.:
G. Vasari, Vite [1550, ny Udg. med ny
Oplysninger om M. 1568]; A. Condivi, Vita di
M. B. [Rom 1553]; J. Symonds, The Life of
M. B. [London 1893]; C. Justi, »M.« [Leipzig
1900]; C. Ricci, M. [Firenze 1901]; m. H. t.
tidligere Litt. henvises i øvrigt til
Hovedværket: H. Thode, »M. u. das Ende der
Renaissance« [7 Bd, Berlin 1902 ff.] med
Litteraturhenvisning Bd I, S. 485; Rom. Rolland,
Michel Ange [Paris 1905]; K. Frey, »M.« [Bd
I, 1907]; Hildebrand, »M.« [Berlin];
Steinmann, »Das Geheimn. d. Medicigräber«
[Strasbourg 1907]; Spahn, »M. u. d. Sixtinische
Kapelle« [Strasbourg 1907]; Brockhaus,
»M. und die medie. Kapelle« [Leipzig 1908];
Sauerland, »M.« [Düsseldorf 1911]; Frey,
»Die Handzeichn. M. B.« [Berlin 1911];
Mackowsky, »M.« [Berlin 1908, 1919]; Frey,
»M. Studien« [Wien 1920]; Dietrichson,
»M.« [Sthlm 1880]; Jul. Lange, »M. og
Marmoret« [1876; »Billedkunst«, udvalgte Skr, III,
S. 42]; V. Wanscher, »Rafael og M.« [Kbhvn
1908]; Martha Drachmann-Bentzon,
»M.-Studier over hans erotiske Personlighed«
[Kbhvn 1908]; G. Brandes, »M. B.« [2 Bd,
Kbhvn 1921]).
A. Hk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
