- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
11

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mikroskop

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

at Pupillen falder sammen med Okularringen,
det virkelige Billede af Objektivet,
som Okularet danner, og som ligger lidt over
Okularet, hvor det ses som en lille cirkelrund
lysende Plet, naar der sendes Lys op gennem
M. Da Okularringen ved nogenlunde stærk
Forstørring altid er mindre end Pupillen, faar man
ved at anbringe Øjet dér alt det Lys ind i Øjet,
som er passeret gennem M.

M.’s Forstørring defineres som Forholdet
mellem de Synsvinkler, hvorunder en
bestemt Del af Objektet ses henh. i M. og uden
dette, naar Objektet i sidste Tilfælde er anbragt
i Arbejdsafstanden 25 cm (den konventionelle
tydelige Synsvidde), der skal gælde for
den mindste Afstand, som Øjet i længere Tid kan
akkomodere paa uden generende Anstrengelse.
Forstørrinigen bliver Δ/p1 × s/p2
hvor p1 og p2 er henh. Objektivets og Okularets
Brændvidder, Δ Afstanden mellem Objektivsystemets
øverste og Okularsystemets nederste Brændpunkt,
den saakaldte optiske Tubuslængde, og s
Arbejdsafstanden. Δ ligger gerne omkr. 15 cm.
De største Forstørringer (2—3000 Gange)
opnaas især ved at gøre p1 lille, indtil 1,5 à 2 mm.
Om Maaling af Forstørringen, se ndf.

M.’s Synsfelt er det Areal af Objektet,
der kan overses. Dets Størrelse bestemmes ved,
at der paa det virkelige Billedes Plads A1B1 er
anbragt en Blænder, en tynd sværtet
Metalplade med et cirkelrundt Hul. Man kan følgelig
overse den Del af Objektet, hvis Billede falder
inden for dette Hul; lad Hullets Diameter netop
være A1B1, da vil man altsaa kunne overse en
Del af Objektet med Diameteren AB. Synsfeltet
kan altsaa siges at bestemmes af en Kegleflade
med Toppunkt i Objektivets optiske Midtpunkt
og med Grundfladen A’B’, der er det indbildte
Billede, som Kollektivlinsen K danner af
Blænderaabningen. (Da Objektivet ogsaa er et
Linsesystem, maa denne Definition egl. modificeres
lidt). Blænderaabningen maa være afpasset
saaledes efter Øjelinsens Diameter, at alle
Straaler, der slipper gennem Aabningen, ogsaa kan
komme gennem Linsen. Men i Virkeligheden
bestemmes Blænderaabningens Størrelse af,
hvor langt ud til Siden fra M.’s Akse
Objektivbilledet endnu er tilstrækkelig skarpt, og
Okularlinsernes Størrelse afpasses saa derefter.
Her viser det sammensatte Okulars vigtigste
Fordel sig. Skulde man opnaa samme Synsfelt som
vist i Fig. ved en enkelt Okularlinse F (uden K),
maatte F være større end A’B’ (der saa
vilde angive Blænderens Plads og Størrelse),
og saa stor Linse kunde ikke have saa kort
Brændvidde Og altsaa ikke give saa stor
Forstørring som her opnaaet. Kollektivlinsen bøjer
Straalebundterne ind mod Aksen, saa at man
opnaar samme Synsfelt med væsentlig mindre
Øjelinse og derfor større Forstørring. — En
nærmere Undersøgelse viser let, at alle de
Elementer, der er bestemmende for Forstørringen,
paavirker Synsfeltets Størrelse i modsat
Retning, saa at stor Forstørring naturligvis altid
vil medføre lille Synsfelt. M.-Billedets Klarhed
(Lysmængden pr Fladeenhed af Nethindebilledet)
er bestemt ved, at den Lyskegle, som
fra en lille Del af Objektet sendes ind gennem
M., inde i Øjet fordeles over det forstørrede
Billede af A. Sammenlignet med Forholdene
ved det ubevæbnede Øje er Lyskeglens
Lysindhold ved blot nogenlunde stærk Forstørring
langt fra forøget i samme Forhold som Arealet
af den Flade paa Nethinden, som Lyset skal
udbredes over, saa at Klarheden vil være ringe,
hvorfor det er vigtigt at bruge stærk Belysning
af Objektet. Klarheden kan vises at være
omvendt proportional med Kvadratet paa
Forstørringen og ligefrem proportional med Kvadratet
paa Objektivets numeriske Apertur,
a = nsinu, hvor u er den halve Toppunktsvinkel
i den Lyskegle, som fra et Objektpunkt i Aksen
sendes gennem M. (Fig. 2. hvor O er den
nederste Linse i Objektivet, der oftest vil være den,
som begrænser Lyskeglen), og n er
Brydningsforholdet for det Stof, der ligger mellem
Objekt og Objektiv. Af dette Udtryk
fremgaar allerede Betydningen af,
at de anvendte Objektiver har stor numerisk Apertur,
men denne er tillige bestemmende for, hvor fine
Enkeltheder man kan se i M. (M.’s Opløsningsevne,
se nedenfor).

Fordelene ved at bruge det sammensatte M.
er mangfoldige. Stærk Forstørring vilde kræve
en enkelt Linse af meget lille Brændvidde og
derfor meget smaa Dimensioner, imedens
Forstørringen her fordeles paa 2 Systemer, der
begge derfor kan være væsentlig svagere og
større, hvad der frembyder tekniske Fordele
ved Fremstillingen. Endvidere kommer Øje og
Ansigt længere fra Objektet, hvilket i visse
Tilfælde betyder mindre Fare for Iagttageren.
Ogsaa den frie Objekt afstand, Afstanden fra
Objektet til Objektivets forreste Linse, bliver større,
og da denne ved stærk Forstørring alligevel er
meget lille (helt ned til 0,1 mm), er dette ogsaa
en vigtig praktisk Fordel. Endelig kan man ved
at kombinere samme Objektiv med forsk.
Okularer ell. omvendt opnaa en Række forsk.
Forstørringer. Da der dannes et reelt Billede inde
i M., kan man paa Billedets Plads anbringe
Traadkors, Maalestok, Mikrometer og lignende,
saa at M. kan bruges som Sigte- og
Maleinstrument. Eller man kan underkaste
Billedet fysiske Forandringer (Polarisation,
spektral Opløsning, Absorption o. s. v.).
Vigtigere end alle disse praktiske Fordele er
imidlertid, at Delingen medfører en
afgørende Forbedring af Billedernes Kvalitet.
Under Linse er omtalt, at man ved et enkelt
Linsesystem kun kan opnaa enten at afbilde et
Objekt, der er lille i Forhold til Systemets
Brændvidde, ved Hjælp af Straalebundter af
stor Vinkeldivergens (Aabning) ell. et mere
udstrakt Objekt ved snævre Straalebundter.
For at opnaa stor Klarhed og stor Opløsningsevne
maa bruges Straalebundter med stor Aabning,
men for at faa stor Forstørring maatte disse til
sidst bringes til at danne store Vinkler med
Aksen; dette lader sig altsaa ikke opnaa ved
en enkelt Linse. Men i M. finder nu netop en

Fig. 2.<bApertur.
Fig. 2.

Apertur.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0023.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free