Print (PDF) - On this page / på denna sida - Milano ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Milano -■24 - des dog snart ved en Rk. Katastrofer i de flg. Aarh. 452 kom Hunnerne, 490 Østgoterne, og 539 blev M. p. Gr. a. Frafald fra Østgoterne hærget med Ild og Sværd, hvorved 300000 Mennesker skal være omkomne. 569 besattes M. af Longobarderne, og 774 kom den til Karl den Stores Rige. Efter 962, da Otto I her lod sig krone med den lombardiske Jernkrone, hørte M. til det tyske Kejserrige og styredes af kejserlige Statholdere. Som ledende By i det lombardiske Stadforbund stod M. stedse fjendtlig over for Kejseren og var hovedsagelig den, der gav Anledning til Frederik Barbarossa's gentagne ital. Felttog. Fra 6. Aug. til 3. Septbr 1158 belejrede han M., der dengang raadede over 60000 Forsvarere, og tvang den p. Gr. a. Hungersnød til Underkastelse, men da M. atter modsatte sig hans Bestemmelser, erobrede han den efter en ny Belejring fra 29. Maj 1161 til 4. Marts 1162 og lod den udplyndre og jævne med Jorden efter at have befalet alle Borgerne at udvandre. 1167 blev den dog paa ny opbygget, og allerede 1176 kunde den atter fremtræde med Førerskabet i den heldige Kamp ved Leg-nano. Ved Freden i Konstanz 1183 blev M. erklæret for en fri Stad, der dog anerkendte Kejseren som Lensherre og hans Ret til at udnævne Byens Konsuler, der var i Besiddelse af dømmende Myndighed. — Fra nu af skifter M.'s Historie atter Karakter. Den ydre kraftfulde Optræden afløses af indre Borgerkampe, der sluttelig førte til de republikanske Institutioners Undergang og Monarkiets Indførelse. Der udspandt sig hurtig uforsonlige Stridigheder mellem de tre Stadsfaktorer, der hver repræsenterede forsk. Befolkningslag, et Raad paa 400 Medlemmer, der valgtes af Højadelen, et paa 100, der valgtes af den lavere Adel, og et paa 300, der valgtes af Borgerne. Særlig Middelstanden var meget utilfreds med de usikre Forhold og ønskede intet hellere, end at en kraftig Mand, der kunde sikre Freden, vilde tage Styret. 1186 valgtes den første Podesta af Huset Visconti, og han og Efterfølgere regerede Byen med Klogskab; men omtr. fra Aaret 1226 efter det ulykkelige Slag ved Cortenuova, hvor Frederik II sejrede over den genopstandne lombardiske Liga, begynder de oprivende Kampe mellem Ghibellinerne, der førtes af Visconti'erne, og Welferne, der adlød Huset della Torre. Fra 1237 hævdede della Torre Podestaværdigheden, indtil Huset 1311 efter en Opstand mod Kejser Henrik VII blev styrtet, og Matteo Visconti indsat som kejserlig Vikar. Han udvidede sine Besiddelser ved Erhvervelsen af Como, Pavia, Bergamo, Piacenza, Parma. Verona, Mantua, Alessandria og Tortona. For en Betaling af 100000 Gylden ophøjede Kejseren 1395 disse Besiddelser til Hertugdømmet M. Den daværende Hersker Giovangaleazzo var en meget handlekraftig, dristig og intrigant Statsmand, der tænkte paa at blive Italiens Konge. Hans Planer afbrødes dog ved Døden, der blev Indledningen til hans Riges og Huses Forfald. Af hans Efterfølgere var alene Filippo Maria en virksom Regent, der ved List og ved sin Felt- I herre Carmagnola's Dygtighed vandt fl. Stæ- j der tilbage; men da Venedig og Firenze for- I enede sig mod ham, maatte han, skønt Datidens berømteste Condottierer Francesco Sfor-za og Niccolo Piccinino stod i hans Sold, og skønt Genuas Flaade kæmpede for ham, indrømme Venedig betydelige Besiddelser i Lombardiet. Han døde 1447 uden at efterlade sig mandligt Afkom. En republikansk Regering indsattes, men viste sig temmelig afmægtig, hvorfor Folket (1450) tvang Raadet til at vælge Francesco Sforza, der var gift med en uægte Datter af Filippo Maria, til Hertug. Den fr. Konge Ludvig XII, hvis Bedstemoder var en Visconti, gjorde imidlertid Fordring paa M. og bemægtigede sig Byen 1499. Allerede Aaret efter lykkedes det Hertug Lodovico Sforza med en Schweizerhær at tage Byen tilbage, og i de flg. Aar var M. snart i Franskmændenes, snart i Sforza'ernes Besiddelse, indtil Kong Frants I ved Freden i Madrid 1526 maatte opgive alle Fordringer paa Besiddelser i Italien. Da den sidste Mand af Sforza-Slægten døde 1535, gav Kejser Karl V M. som Rigsien til sin Søn Filip, den senere Filip II af Spanien. 1713 kom Hertugdømmet M. til Østerrig, hvor det med Undtagelse af enkelte Dele, der 1738 afstodes til Sardinien, forblev, indtil det 13. Maj 1796 besattes af Franskmændene. 1797 blev M. Hovedstad i den cisalpinske Republik, 1802 i den ital. og 1805 i Kongeriget Italien. 1815 kom M. atter til Østerrig og blev Hovedstad i det saakaldte lombardisk-venetianske Kongerige samt Vicekongens Sæde. Et hensynsløst Politiregi-mente, Censur og Spioneri gjorde Regeringen forhadt. 2. Januar 1848 begyndte i M. en Rk. Uroligheder, der havde til Følge, at M. og hele Lombardiet 22. Februar erklæredes i Belejringstilstand. En blodig Gadekamp 18. Marts tvang Østerrigerne til at forlade Byen. Den nedsatte provisoriske Regering indkaldte Karl Albert af Sardinien, hvis Tropper straks besatte Byen. Efter Nederlaget ved Custozza satte Karl Albert sig fast i M., men maatte allerede 5. August 1848 overlade Byen til General Ra-detzky trods Milanesernes Protester. 6. Aug. 1849 sluttedes Freden i M. mellem Sardinien og Østerrig. En ny Opstand 1853 under Mazzini's Ledelse blev let underkuet. Efter Slaget ved Magenta 4. Juni 1859 forlod den østerr. Besætning M., der 8. Juni med Jubel modtog Kejser Napoleon og Kong Victor Emanuel. Ved Freden i Villafranca s. A. afstodes M. til Sardinien. — Fra dette Øjeblik satte Byen alle Kræfter ind paa at udvide sin Handel og Industri og lette Forbindelsen med Omverdenen. I politisk Henseende er M., der altid har udmærket sig ved liberale Ideer, særlig i den sidste Menneskealder bleven Republikanernes Centrum og den socialistiske Bevægelses faste Borg i Italien. For første Gang i lange Tider kom det 7. Maj 1898 i M. til alvorlige Uroligheder, der foruden umiddelbare Aarsager som Dyrtid og Strejker rimeligvis havde en dybereliggende politisk Baggrund. Regeringen optraadte med stor Raadsnarhed og nedslog Oprøret ved Hjælp af Kanoner og Krigsretter. (Litt.: Cantu, M. e il suo territorio [M. 1844]; R o m u s s i, M. e suoi monumenti [M. 1894]; Valeri, M. [Bergamo 1906]). (H. P. S.). C. Å.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
