Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - militær Retspleje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
militær Retspleje. Da de lejede Tropper
fremstod ved Middelalderens Slutn., gjorde de
Fordring paa, ligesom de andre Stænder (den
gejstlige Stand, Ridderstanden og Borgerstanden)
som selvstændig Stand at have deres
egen Retsforfatning og føre deres eget Retsliv.
Maximilian I’s tyske Landsknægte var fri,
selvfølende Mænd, der vel i Haab om Ære og
Bytte lod sig leje som Fyrstens Folk, men som
ingenlunde var til Sinds i deres ny Stilling at
give Afkald paa de folkelige Retsformer,
hvorunder de hidtil havde levet, og hvori de saa
deres bedste Værn for deres personlige Frihed.
Og navnlig vilde de ikke opgive deres gamle
hævdvundne Ret til i indbyrdes Tvistigheder
kun at være undergivne deres Jævnliges
Dom (judicium parium). De fik deres egne Straffelove,
Rettergangsformer og eget standspriviligerede
Forum. I den ældste Landsknægtproces
»dias Spiessrecht« var det saaledes selve
det forsamlede Krigsfolk (die Kriegsgemeinde«),
der — uden Brug af juridisk Bistand —
fældede Dommen. Og denne Tendens til absolut
Afsluttethed over for Folkets øvrige Retsliv,
som saaledes gav de første lejede Troppers paa
Middelalderens sociale og politiske Anskuelser
hvilende Retsordning dens Grundpræg, og som
allerede i 16. Aarh. fik et positivt Udtryk i de
forsk. Artikelsbreve, Ordonnanser og Bestallinger,
gjorde sig med endnu større Styrke gældende,
efter at Hæren ved Slutningen af 17. Aarh.
var blevet en staaende Statshær, der
bestandig udrustedes af Landsfyrsten med ny
Privilegier og Friheder. Med Staten som saadan
stod Hæren kun i Berøring gennem Landsfyrstens
Person som Krigsherre. Soldatens Indtræden
i Regimentet ved Hvervningskontraktens
(Kapitulationens) Oprettelse udelukkede
Gyldigheden af enhver anden Ret end den
militære og enhver anden Statsmyndigheds
Indblanding end Krigsmagtens. For Soldaten gjaldt
kun de Retsregler, som indeholdtes i det af
Landsfyrsten for Regimentet udstedte Artikelsbrev,
og kun den Befaling, der meddeltes ham
umiddelbart af Krigsherren eller middelbart
gennem den Befalingsmand, til hvem Krigsherren
havde overdraget sin Befalingsmyndighed.
Saavel retlig som politisk betegnede Indtrædelsen
i Krigsmagten en fuldkommen Udslettelse
af det borgerlige Samfund.
Den Grundsætning, at Hæren var sin egen
Dommer, og at Soldaten kun stod sin
Krigsherre til Regnskab for sine Handlinger, var i
Preussen efterhaanden bleven gennemført til
dens yderste Konsekvens. Kurfyrst Frederik
Vilhelm dem Store af Brandenburg (»der grosse
Kurfürst«), der i det hele søgte at afskaffe ell.
begrænse de fra Middelalderen nedarvede
Standsprivilegier, havde befalet, at alle
Officerer i deres rent privatretlige Tvistigheder
skulde høre under de borgerlige Domstole
(Kammerretten), fordi den milit. Domsmyndighed
som en Undtagelse fra Reglen ikke burde
udstrækkes videre end nødvendigt, og Officeren
ligesom Soldaten vel tilhørte Krigsmagten med
sin Person, men ikke med sin Formue. Under
Kurfyrst Frederik III, den senere Kong
Frederik I af Preussen, var imidlertid alle civilretlige
Sager atter blevne henlagte til Krigsretterne.
Og ved »Kriegsgeirichtsordnung« af 1712
var »die privilegierte Militairjurisdiction«
bleven udstrakt til at omfatte ikke blot
Civilmilitære som Feltpræster, Auditører, Læger,
Marketendere o. a., som oppebar Gage af
Militærkassen, men ogsaa afskedigede Officerer, de
Militæres Hustruer, Børn og Tjenestefolk samt
deres Enker.
I Danmark-Norge foregik i Slutn. af 17. og
Beg. af 18. Aarh. gennem Krigsretternes Praksis
en ganske tilsvarende Retsudvikling.
Bestemmelserne i Chr. V’s Danske og Norske Lov, der
var affattede med den nyoprettede staaende
Fredshær for Øje, havde tilsammen givet den
ganske ligefremme Regel, at ved det særlige
milit. Forum skulde de Militære foruden i
Livssager kun søges i de særlige milit. Sager,
d. v. s. i Sager, der umiddelbart ell. middelbart
vedrørte den milit. Tjeneste ell. de af den milit.
Tjeneste flydende Pligter. Ganske kort Tid før
Landsloven var der imidlertid udkommet to
specielle milit. Love, Chr. V’s Krigsartikelsbrev
af 9. Marts 1683 og Krigsretsinstruktionen af
s. D. Og disse to Love, der var udarbejdede i
væsentlig Overensstemmelse med de ældre tyske
Krigsartikler, der kun kendte en Hær under
Krigsforhold, bestemte, at alle til den væbnede
Magt hørende Personer skulde svare for
Krigsret i alle kriminelle Sager samt i alle Sager,
som forefalder mellem de milit. indbyrdes.
Uoverensstemmelsen var aabenbar og principiel,
men hævedes snart gennem Praksis —
ved en Rk. vilkaarlige Fortolkninger — til
Fordel for Krigsretternes Kompetence.
Og Resultatet blev, at den milit. Jurisdiktion ligesom
i Tyskland kom til at omfatte alle Soldatens
Retsforhold, civile saavel som kriminelle.
Bagved de Militæres Fordringer om eget Forum
laa vel ogsaa visse saglige Betragtninger over
Hensynet til Disciplinens Krav. Men det var
dog først og fremmest den milit. Standsfølelse
og Standsære, der — under tysk Indflydelse —
antoges at kræve, at Krigsmagten stod
fuldstændig fri og uafhængig af det borgerlige
Samfund og dets Domsmyndighed. I al sin Færd,
i Tjenesten saavel som i det daglige Livs
private Forhold, havde Soldaten kun at staa de
milit. Myndigheder til Regnskab for sine
Handlinger.
Et afgørende Brud med denne paa
Middelalderens sociale og politiske Anskuelser
hvilende Opfattelse af Hæren som en selvstændig
Stand og af den milit. Ret som et selvstændigt,
fra Folkets øvrige Retsliv afsluttet Retsomraade
indtraadte med den af den fr. Revolution
udgaaede Nationalisering af Hæren. Den
ny Hærordning i Forbindelse med de forandrede
Samfundsforhold skabte under Indflydelse af de
ny Retfærdighedsideer en ny Betragtning af
Forholdet mellem Hæren og Folket og af
Hærens og den enkelte Soldats Retsstilling. Var
Hæren fra at være en afsluttet Kaste af lejede,
for største Delen udenlandske Folk bleven
Landets Borgere i Vaaben, maatte den ogsaa i alle
borgerlige Anliggender være underkastet de
borgerlige Domstole. Og som Landets Borger
havde den enkelte Soldat Ret til at fordre, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
