Print (PDF) - On this page / på denna sida - Mill ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Miller - 42 -
É. A. Millerand.
gelser af Metallers bakteriedræbende
Egenskaber har været banebrydende inden for den alm.
Kirurgi, og han har gennem sine talrige Skr
givet vægtige Bidrag til Udviklingen af
Nutidens rationelle Tandlægekunst. Hovedværker:
»Die Mikroorganismen der Mundhohle« og
»Lehrbuch der conservierenden Zahnheilkunde«.
E. #-p.
Milleraies [miFræ] (fr.), »tusind Striber«,
fine, meget tæt stribede Musseliner o. 1. fine,
hvide ell. brogede Bomuldsstoffer. K. M.
Millerand [rmTrå], Étienne
Alexandre, fr. Politiker, f. 10. Febr 1859! i Paris som
Søn af jævne Middelstandsfolk, har siden 1881
virket dér som Advokat, naar han ikke sad i
Regeringen.
Hans støtte
Arbejdsomhed,
Klarhed oig [-Samvittighedsfuldhed-]
{+Samvittigheds-
fuldhed+} skaffede
ham
efterhaanden en
indbringende Praksis,
og samtidig
førte hans
Almensans ham ind
i Politikken. I
Tiden mellem
Gambetta's Død
og
Panama-Affæren kæmpede han for den
demokratiske
Republik som
Elev af Clemenceau, der lærte ham
parlamentarisk Strategi; han arbejdede fra 1882
ved hans Blad Justice, sad som hans
næstkommanderende i Deputeretkammeret som
Repræsentant for Dept Seine 1885—89 og
bekæmpede som Redaktør af La Voix Boulanger's
Cæsarisme. Det positive Lovarbejde og navnlig det
sociale Spørgsmaal optog dog ham mere end
Mesteren; han def enderede 1883 strejkende
Minearbejdere, kom 1887 ind i
Budgetkommissionen, og fra 1889, da han (som stedse senere)
valgtes i en parisisk Forstadskreds, fik hans
Rigsdagsarbejde sit Præg af hans sociale
Reforminteresser. 1892 var han en af Mæglerne i
den store Carmeaux-Strejke. 1892—96 ledede
han Petite Répubtique i Samarbejde med
Vi-viani. 1898 samledes de to med Briand om
Redaktionen af La Lanterne og virkede i
Fællesskab for Forstaaelse mellem
Venstrerepublikanerne og Arbejderpartiet. Kampen for Dreyfus'
Frikendelse og den deraf udledede Kirkekamp
blev de Felter, hvor man mødtes; her fandt
disse »socialistiske Radikale« Imødekommenhed
hos Lederen af Socialdemokratiets Centrum,
Jaurés, og det var med hans Rigsdagsgruppes
Billigelse, at M., der 1896 i en Pro gram tale i
Saint Mande havde opstillet et afgjort
stats-socialistisk Program, Juni 1899 optoges i det ny
Kabinet Waldeck Rousseau som Handelsminister
(indtil Juni 1902).
Den lige saa klogt opportunistiske som
maal-faste Ministerchef blev M.'s Lærer i Statskunst,
og hans egen Sans for det praktisk opnaaelige
og sjældne Organisationsevne gjorde ham til en
første Rangs Administrator og Reformator. I
den parlamentariske Debat beroede hans
Overlegenhed mindre paa Smidighed og oratorisk
Talent end paa hans overbevisende Saglighed og
rolige Sej gned. Uden at forsømme sit Dept's
andre Opgaver fik han sat et omfattende socialt
Reforniværk i Gang, gennemførte
Arbejderbeskyttelse og Forkortelse af Arbejdstiden, søgte
at gøre Arbejdersammenslutningerne skikkede
til selvstændig Optræden, virkede for
Mæglings-institutioner og tog de vigtige indledende Skridt
til den senere Aldersrentelov. I
Socialdemokratiets venstre Fløj vakte hans Optagelse i et
Kabinet, der rummede General Gallifet,
Tugteren af »Kommunernes Oprør 1871. en Bitterhed,
der øgedes, da han under Strejker hævdede den
offentlige Orden lige saa fuldt som sine
Forgængere. For sit egl. socialistiske Program,
Statens Overtagelse af store Virksomheder,
Jernbaner, Banker, Miner o. s. v., fik han intet
gjort, og i de flg. Aar, da Socialdemokratiet drev
stærkere herpaa end paa ialm. radikal Politik
og tilmed 1904 tiltraadte den internationale
Organisations Misbilligelse af Partifællers
Meddelagtighed i borgerlige Regeringer, gled M. og
hans Venner som »uafhængige Socialister« bort
fra Partiet, om end han aldrig teoretisk har
frasagt sig »Possibilismen«, Tanken om en
gradvis Tilnærmelse til det socialistiske Maal ad
parlamentariske Veje. Juli 1909—Oktbr 1910
viste han som Minister for offentlige Arbejder i
Briand's Kabinet atter stor praktisk Dygtighed,
men gik saa aktivt mod
Jernbanefunktionærernes Strejkeret, at Bruddet blev ulægeligt ogsaa
med det socialistiske Centrum. Og den
Patriotisme, han altid varmt havde hævdet, fik stærk
Overhaand hos ham over den internationalt
vendte Socialisme. Siden 1898 havde han været
Medlem af Hærkommissionen, og som
Krigsminister under Poincaré Jan. 1912—Jan. 1913
uddybede han sin Virken for bedre Udrustning
og Disciplin. Kravet om, ,at Frankrig skulde
være kampberedt, navnlig ved Genindførelsen af
den tre Aars Tjenestetid, havde i ham en af
sine bedste Talsmænd i Aarene før
Verdenskrigen, og ved dens Udbrud blev han Krigsminister
Aug. 1914—Oktbr 1915. I dette Tidsrum heftede
man sig vistnok mest ved den skarpe Kritik af
Krigsforberedelsens svage Sider, han maatte
døje, navnlig fra Clemenceau, men i de flg. Aar,
da han holdt sig i Baggrunden, voksede
Erkendtligheden for, hvad han baade da og
tidligere havde gjort for Forsvaret. Efter Sejren
gjorde Clemenceau selv ham til
Generalkommissær i Strasbourg over de genvundne Provinser,
og Jan. 1920 afløste han Clemenceau som
Ministerchef. At han naaede Førstepladsen skyldtes
mere hans Kredit hos sine politiske
Arbejdsfæller end folkeligt Ry; ved de mangeartede og
gode Venskabsforbindelser, hans redebonne
Brugbarhed og hans Frihed for smaalig
Selvhævden havde bragt ham, uanset hans lidt sky
og kølige Væremaade uden for sin intime Kreds,
var han et godt Samlingsmærke, og han har
Hovedæren for Dannelsen af »den nationale
Blok«, der vandt stort Flertal ved Valgene
Novbr 1919. I sin Ministertid bekæmpede han
Arbejdsuroen endnu 'stærkere end før, og hans
viljefaste Energi afværgede den truende Gene-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
