- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
50

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Milt - Miltbrand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Paa Gennemsnit ses M. at bestaa af en tynd,
men forholdsvis fast Hinde, Miltkapselen,
hvorfra et fint Netværk af Bindevævsbjælker
(trabeculæ lienis) gennemkrydser den egl.
Miltsubstans, Pulpaen, der er et mørkt rødligt,
blødt, meget blodrigt Væv, hvori ses talrige,
hvidlige, c. 1/2 mm store Gryn, Miltgrynene,
Miltfolliklerne elier de malpighiske
Legemer
. Disse bestaar af Hobe
af »prægløse Celler« (Lymfocyter), der er
ordnede om de fine Grene af M.’s Pulsaarer.
Bygningen af disse Gryn ligner ganske
Lymfekirtlernes, og ligesom i disse synes der her at
finde en livlig Nydannelse af hvide Blodlegemer
Sted. I Pulpaen findes, foruden Lymfocyter, røde
Blodlegemer og de saakaldte Pulpaceller,
i hvis Indre man ofte ser Rester af røde og
hvide Blodlegemer, undertiden ogsaa
Bakterier, som Pulpacellerne har fortæret
(»Makrofager«). — Det er et gammelt Stridsspørgsmaal,
hvorvidt M.’s Pulsaarer opløser sig i et
Haarkarnet, gennem hvilket Blodet strømmer
over i Blodkarrene, saaledes som Tilfældet er i
andre Organer; efter nyere Undersøgelser
synes i det mindste en Del af M.’s fine
Pulsaaregrene at ende i særlige endothelklædte
Hulrum, gennem hvilke Blodstrømmen bevæger sig
ualmindelig langsomt — aabenbart af Hensyn
til særlige Processer, som Blodet skal
undergaa i M. Men hvori disse nærmere bestaar, er
endnu ret usikkert. Indtil for faa Aar siden
var man overhovedet ganske uvidende om M.’s
Rolle i Legemets Husholdning, ja, man har
endog villet erklære M. for et »unyttigt«
Organ, idet man baade hos Mennesker og Dyr kan
fjerne M. uden paaviselig Skade. Heraf kan
man imidlertid ikke slutte, at M. ingen Rolle
spiller. Sagen er den, at naar M. fjernes,
overtages dens Funktioner straks af andre
Organer (vistnok af Benmarven og visse
Lymfekirtler). At komme til Klarhed over dens normale
Virksomhed vanskeliggøres bl. a. derved, at
dens Bygning og Funktion er højst forsk. hos
de forsk. Dyrearter. Sikkert er kun at den
staar i Forbindelse med Reguleringen af
Blodets Indhold af Blodlegemer. Idet der stadig
dannes ny røde Blodlegemer i Benmarven, maa
der stadig gaa lige saa mange til Grunde for
at Antallet kan holdes konstant, og denne
Tilgrundegaaen finder Sted i Leveren; men M.
synes at paavirke de røde Blodlegemer
saaledes, at Leveren lettere kan destruere dem.
Endvidere synes M. at have den Opgave at
oparbejde det i de dødsdømte Blodlegemer
indeholdte Jern, saaledes, at dette paa ny kan
anvendes til Nydannelsen af Blodlegemer. Da
denne Nydannelse finder Sted i Benmarven,
maa der altsaa bestaa en Vekselvirkning
mellem denne og M. Denne Vekselvirkning viser
sig bl. a. ogsaa derved, at efter Fjernelsen af
M. optræder der saakaldte Jolly’ske Legemer
i de røde Blodlegemer, beroende paa, at disse
Blodlegemer beholder en Rest af deres Kerner,
hvilke ellers forsvinder helt, inden
Blodlegemerne forlader Benmarven og gaar over i
Blodet. — En Del Blodlegemer gaar direkte
til Grunde derved, at de fortæres af
Pulpacellerne (smlg. ovf.). I Forbindelse med disses
bakterie-spisende Virksomhed staar muligvis
den Omstændighed, at M. forstørres ved mange
Infektionssygdomme (f. Eks. Tyfus, Malaria).
Ogsaa ved forsk. Blodsygdomme forstørres M.,
undertiden i saadan Grad, at den fylder det
halve Underliv.
S. B.

Miltbrand ell. Anthrax er en fra
Oldtiden kendt og frygtet Infektionssygdom hos
Husdyrene. Den opstaar spontant hos
Planteæderne, særlig Kvæget og Faaret, og kan fra
disse ved Insektstik, Nydelsen af de syges Kød,
Besudling af Saar med Blod fra de syge ell.
døde Dyr og paa lgn. Maade overføres til andre
Dyr, ogsaa til Svinet og Rovdyrene (Hunden,
Katten, vilde Dyr i zoologiske Haver o. s. v.)
samt til Mennesket. Sygdommen skyldes en
Bacil, Bacterium Anthracis, der i Sporeform
optages med Føden af Kvæget og Faaret, i hvis
Tarmkanal Sporerne spirer, hvorpaa Bacillerne
trænger ind i Tarmvæggen og fremkalder en
heftig Betændelse med stærke Blødninger
Bacillerne, der formerer sig meget stærkt, vandrer
hurtig herfra over i Blodet, hvor de ligeledes
formerer sig uhyre stærkt. Døden indtræder
efter faa Timers til een ell. to Dages Forløb;
kun faa Dyr helbredes uden særlig Behandling.
Det mest karakteristiske Fund ved
Obduktionen er det mørke, flydende Blod og den
mægtig forstørrede Milt, der er sortagtig af
Farve og af grødagtig Konsistens, og som har
givet Sygdommen sit Navn. Hos Hesten, Svinet
og Rovdyrene trænger Bacillerne hyppigst ind
gennem Svælgslimhinden, og en meget
betydelig Hævelse i Halsregionen er derfor det mest
karakteristiske Symptom hos disse Dyr, hos
hvilke Sygdommen noget hyppigere ender med
Helbredelse; ved Obduktionen findes ved denne
Form betydelige blodiggeléagtige Infiltrationer
i hele Halsregionen, medens Milten sædvanlig
kun er lidet svullen. Ved Insektstik ell. Infektion
gennem, tilfældige Saar opstaar begrænsede
heftige Betændelser, der kan paafølges af
Indvandring af Bacillerne i Blodet og Dyrets
Død.

Miltbrandsbacillen er først paavist af Pollender
1849, men dens virkelige Sammenhæng med
Sygdommen blev først godtgjort i 1880’erne af
Koch og Pasteur. Den hører til de største
Bacilarter, den er ubevægelig (ikke forsynet med
Svingtraade) og ligger i de syge Dyrs Blod, 2
ell. 3 sammen. I udtømt Blod, i de øvre Jordlag,
i Urin og i kunstige Substrater (Planteinfuser,
Bouillon) vokser Bacillerne hurtig ud
til meget lange, leddelte, sammenfiltrede
Traade, i hvilke der dannes Sporer, een i hvert
Led. Væksten og Sporedannelsen foregaar kun
ved Adgang af Luft (derfor ikke inde i
Kadaverne) og ved passende Temp. (12—45°,
Sporedannelsen dog kun ved 18—42°). Efter al
Sandsynlighed formaar Bacillerne at vokse i de øvre
Jordlag, og de kommer herfra paa Foderet; i
Lande, hvor Miltbranden er alm., findes
Græsgange, hvor Sygdommen altid hersker.
Sporerne er yderst sejlivede, de kan i tørret Tilstand
holde sig levende og virulente i mange Aar. Se
Bakterier, Tavle Fig. 9, Tekst Fig. 11.

Miltbrandsbacillen paavises let i Blodet af de
angrebne Dyr i ufarvet Tilstand; den farves af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0062.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free