Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Milton, John
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
øjensynlig nyttet sin Tid godt, thi han forlod
Univ. ikke blot med et ualmindelig indgaaende
Kendskab til Græsk og Latin — og dels
Hebraisk, men ogsaa med fuld Fortrolighed til
Italiensk og Fransk. Han var ved den Tid en
meget smuk og meget ungdommelig udseende
Mand med blaa Øjne og kastaniebrunt Haar,
som han mod den strengt puritanske Skik bar
langt; det var dog vist næppe blot hans Ydre,
der blandt Kammeraterne skaffer ham Navnet
the Lady of Christ’s. Trods sin ivrige Optagethed
af Studierne forsømte han ingenlunde at
uddanne ogsaa sit Legeme — han regnede sig bl. a.
selv for at være ganske duelig i Fægtning.
Allerede tidligt blev han klar over, at han ikke
vilde være Præst, det var jo paa et Tidspunkt,
da Ærkebiskop Laud’s tunge Haand laa
kvælende over al kirkelig Ytringsfrihed, og den,
der tog Præsteøvelse, efter M.’s Mening maatte
underskrive sig »Slave«. Det har maaske
været Faderen et haardt Stød, men med
beundringsværdig Klogskab lod han Sønnen følge
sine egne Veje uhindret af økonomiske
Bekymringer. Kort før M. 1632 forlod Cambridge
havde Faderen trukket sig tilbage fra
Forretningen og bosat sig i Landsbyen Horton i
Buckinghamshire; her tilbragte M. nu de næste
5—6 Aar kun optaget af sin egen aandelige
Udvikling og sin Digtning. Allerede fra
Cambridgetiden daterede sig hans første kendte
Digte: The Hymn on the Nativity, skrevet
Julemorgen 1629; de Linier over Shakespeare, der
blev trykt foran i den anden Folioudgave, samt
Sonetterne To the Nightingale og On arriving
at the Age of twenty-three, hvori vi møder
Udtryk for den dybe Ansvarsfølelse over for Biblens
Gud, hans great Task-Master, for hans Evners
rette Brug, der er saa karakteristisk for ham;
men det er dog først under hans Ophold i
Hjemmet i Horton, at han skabte nogle af de
Værker, der giver ham hans høje og
ejendommelige Plads i eng. Litteratur.
Den elisabethanske Digtning er ved at være
afblomstret; men dens store Digteres Værker
er endnu den levende Digtning. Og naar M.
her i det friske, bølgende Landskab læser disse
Digtninge, føler ham sig hjemme i det Poesiens
Arkadien, hvor Spenser lever, hvor Shakespeare’s
Lystspil foregaar, og hvor Fletcher og
Jonson lader deres Hyrder klage. M.’s Digte
fra denne Periode er derfor ogsaa Hyrdedigte,
hvad end deres Emne er. Imellem de tidligste
af dem er L’Allegro og Il Penseroso, der i en
nøje gennemført Parallel (Ad. Hansen har
sammenlignet dem med Thorvaldsen’s »Natten« og
»Dagen«) skildrer det lyse, muntre og det
alvorlige, tænksomme Sind; fra samme Tid
stammer det lille Maskespil Arcades. Comus, der
blev opført 1634, er ogsaa et Maskespil, men af
langt større Betydning. Medens Tidens øvrige
Forfattere i deres talrige Maskespil lægger
Hovedvægten paa sindrige og pragtfulde Optog
ledsagede af Musik, og Dialogen hyppig kun er
Smiger til Dronningen ell. den Stormand, hos
hvem Spillet opføres, finder vi her et lille
yndefuldt Skuespil, skrevet til Kyskhedens Pris; den
unge Dame, der er Stykkets Heltinde, fristes
og besnæres af Comus, Guden for Tøjlesløshed,
men reddes ved sin Renhed. Fra denne Periode
stammer endnu Lycidas, et Hyrdedigt til
Minde om Vennen Edward King, der druknede paa
Rejse til Irland. Digtet har en særlig Interesse
ved en noget umotiveret Passus midt i, hvor
Digteren pludselig gennem Skt Peter’s Mund
udstøder en harmfyldt Fordømmelse over de
slette Hyrder, der for deres Bugs Skyld kryber
ind i Folden, men knapt forstaar at holde paa
en Hyrdestav, og som ender med den
ildevarslende Trusel But that two-handed engine at
the door — lies ready to smite once and smite
no more. (Faa Aar efter faldt Laud’s Hoved for
et Hug af denne two-handed engine). —
Elegiens sidste Linie: To-morrow to fresh woods
and pastures new er nu et velkendt Citat, og lidet
anede M., da han skrev denne Linie, at der
skulde gaa mere end 20 tunge Aar, inden han
atter fik Ro til at vandre i Digtningens Lunde.
— Kort Tid efter, at Lycidas sammen med
andre Mindedigte over King 1638 blev
offentliggjort, tog M. til Udlandet — først til Paris,
hvor han traf Hugo Grotius; men hans Ophold
der var kun kort, da han længtes efter at se
Italien og Grækenland. I Italien blev han
overalt modtaget med Hæder for sin Lærdom, sin
Elskværdighed og oprigtige Mandighed; han
omgikkes mange kendte Mænd og besøgte
Galilæi. Da han var naaet til Neapel, fik han
Efterretninger om Urolighederne hjemme i
England, og det bragte ham til at afbryde Rejsen,
da han ikke kunde forsvare for sin Samvittighed
at være borte, naar hans Landsmænd
kæmpede for Friheden. Ved sin Hjemkomst blev
han modtaget af den sørgelige Efterretning, at
hans bedste Ven, Charles Diodati, var død.
Dette Dødsfald gjorde dybt Indtryk paa M., og
han skrev til hans Minde den smukke Elegi
Epithaphium Damonis, et af hans betydeligste
lat. Digte. I dette Digt omtaler han, at han
tænker paa at skrive et stort Digt med Emne
fra de gamle Briters Tid, og allerede i Italien
havde han omgaaedes med denne Tanke. Han
giver sig imidlertid god Tid, studerer og søger
rundt om efter Emner. Der er fra denne Tid
bevaret et Hæfte, i hvilket han har noteret
ikke mindre end 99 Planer og Udkast mellem
hvilke de bibelske Emner og særlig Planen til
det tabte Paradis spiller en fremragende Rolle.
Men foreløbigt maatte disse Planer vige. Ved
sin Hjemkomst havde han bosat sig i London
og overtaget sine to Søstersønners Opdragelse;
senere fik han flere Elever og var meget
optaget af Undervisningen. Sine Tanker om dette
Emne nedlagde han i et lille Skrift Of
Education 1644. Aaret før havde M. indgaaet sit
første, ulykkelige Ægteskab, som det synes ret
forhastet og ubesindigt. Hans Brud var Mary
Powell, Datter af en forgældet Godsejer med
stor Familie; men hun, der var opdraget i et
royalistisk Hjem med megen Ungdom og
mange Fornøjelser, kunde ikke udholde Livet i
M.’s stille Hus; efter en Maaneds Forløb forlod
hun ham, og først 3 Aar senere, da Kongens
Sag var haabløs og hendes Fader ruineret,
vendte hun tilbage og fik sin Mands Tilgivelse.
Denne uheldige Erfaring gik M. dybt til
Hjertet og bragte ham til at overveje Spørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
