Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mincio - Minckwitz, Johannes - Mincopi - Mind, Gottfried - Mindanão - Mindanão-Trævler - Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Del af Giudicaria og falder i Garda-Søen 4
km. SØ. f. Riva. Ved Pesciera forlader den
atter denne Sø og løber et Stykke i sydlig
Retning. Indtil Valeggio er dens Bredder høje og
frugtbare, men derefter gennemstrømmer den
en sumpet Slette indtil Grazie, hvor den bøjer
mod Ø. og udvider sig til Søen ved Mantua.
Ved Diger er denne Sø delt i 3 Partier, som
man benævner Superiore, di Mezzo og
Inferiore; M. forlader sidstnævnte ved Fort Pietole
og løber mod SØ., indtil den forener sig med Po.
Paa den sidste Del af sit Løb er M. ledsaget
af høje Dæmninger. Længden fra Sarcas
Udspring til Mundingen er 192 km, fra
Garda-Søen 66 km og fra Mantua 22 km. M. er
sejlbar til Mantua; den forsyner fl. Vandingskanaler,
af hvilke den kendteste er Fossa Maestra,
der gaar fra Lago Superiore til Po og sammen
med M. og Po afgrænser den trekantede Slette
Serraglio. Militærgeografisk set danner M.
sammen med Adige en vigtig Forsvarslinie,
hvorfor Østerrigerne her anlagde deres berømte
Fæstningsfirkant (Pesciera og Mantua ved M.,
Verona og Legnago ved Adige). Talrige Slag er
udfægtede, der gik ud paa Besiddelsen af denne
Linie, saaledes Castiglione 1796. Solferino 1859,
Custozza 1849 og 1866.
(H. P. S.). C. A.
Minckwitz [↱meŋkvets], Johannes, tysk
Filolog og Forf., f. i Lückersdorf ved Kamenz
21. Jan. 1812, d. i Bad Neuenheim 29. Decbr
1885. Han studerede klassisk Filologi i Leipzig,
men kunde p. Gr. a. Stridigheder med
Professorerne først 1855 blive Docent. Nogle
Aar senere blev han ekstraordinær Prof. i
Leipzig og bosatte sig 1884 i Heidelberg. Han
var en fortrinlig Oversætter af gr. Klassikere,
bl. a. Sofokles, udgav »Lehrbuch der deutschen
Verskunst« og »Graf Platen als Mensch und
Dichter«. Hans egne »Gedichte« og Skuespillet
»Der Prinzenraub« er kun ubetydelige. (Litt.:
»Briefwechsel zwischen Platen u. M.« [1836]).
C. B-s.
Mincopi, den indfødte Befolkning paa
Andamanerne, er et Folk af negritisk Herkomst.
I sproglig Henseende staar M. ganske isolerede;
der tales paa Øerne mindst 9 Dialekter af lige
saa mange indbyrdes forsk. Stammer. M. er
smaa, men velproportionerede, ofte tilbøjelige
til Fedme. Hudfarven er meget mørk; Haaret
afrages fuldstændigt. Mændene og Børnene
gaar nøgne, medens Kvinderne i Reglen bærer
et meget lille Forklæde. Om M.’s Karakter har
mange Fabler været i Omløb; man har skildret
dem som troløse Menneskeædere etc.
I Virkeligheden er det et muntert og godmodigt
Folkefærd, som med Lethed slutter sig til
Europæerne. De vigtigste Næringsveje er Fiskeri og
Jagt. M. fletter stærke og gode Fiskenet og
er dygtige Bueskytter. Ved Europæernes
Ankomst var Metaller ganske ukendte, og
Stenredskaber, der synes at have været anvendte
tidligere, var gaaet af Brug; Ben og Træ var
de eneste Materialer til Vaaben og Husgeraad.
Nogen religiøs Kultus er ikke iagttaget hos M.;
at de imidlertid ikke er uden religiøse
Begreber, er sikkert. Et udødeligt usynligt Væsen
Puluga antages at leve i Himlen og vaage over
Menneskene. Alt ondt, der sker, tilskrives nogle
onde Aander, som Puluga ikke formaar at
bringe til Lydighed. (Litt: E. H. Man, i
Journal of the anthropol. Institute of Great Britain
[1881—82]).
(C. Fr.). N. H. J.
Mind [ment], Gottfried, schweizisk
Maler, f. 1768, d. i Bern 1814. M., der var
Kretiner, opnaaede en saa stor Færdighed i at
male Katte (mest i Vandfarve), at man gav
ham Tilnavnet Katte-Rafael. Hans Dygtighed
som Maler (Elev af Freudenberger) skal dog
ikke have været synderlig stor. Han malede
ogsaa Bjørne. M.’s Kattebilleder er ofte blevne
reproducerede (10 litografiske Blade udkom
1827 i Leipzig, Hegi raderede 4 Blade med
Katte; »Der Katzenraphael«, 12 Blade Kattegrupper
[2. Udg. 1876]). (Litt.: Wiedemann,
»Der Katzenraphael« [2. Opl., Leipzig 1887]).
A. Hk.
Mindanão [mīndă↱nẵũ] (Magindanao),
den sydligste og næststørste Ø af Filippinerne,
har et Areal af 97968 km2 med c. 500000 Indb.
Kysterne er stærkt indskaarne, og mod V.
løber Øen ud i en stor Halvø, der fortsættes af
Basilan- og Sulu-Øerne. M. er gennemgaaende
høj og bjergfuld. Langs Østkysten strækker sig
en Bjergkæde, der væsentlig bestaar af gamle
Skifere, Serpentin og Kalksten med Porfyrer,
Melafyrer og Andesitter. I Monte Urdaneta
naar den en Højde af 1894 m. V. f. denne
Kæde strækker sig en lavtliggende
Alluvialslette fra Nordkysten til Davao-Bugten.
Den gennemstrømmes af Rio Agusan og Rio Sahug.
Den centrale Del af Øen er bjergfuld, men
temmelig lidet kendt. Granit synes at være
overvejende. Her ligger Øens højeste Bjerg,
Vulkanen Apo (2686 m). Den vestlige Del af
Øen er af tertiær Oprindelse. Den
gennemstrømmes af Floden Rio grande ell. Rio
Palangui, der er sejlbar 9 km, for smaa Fartøjer
endog 120 km fra Mundingen. Klimaet er
tropisk, men i øvrigt næsten fuldstændig ukendt.
I Linao, paa det østlige M., faldt 1865 382,8
cm Regn, hvoraf 186,3 cm i de 3 Vintermaaneder,
paa Vestkysten er der derimod i Henseende
til Nedslag næsten ingen Forskel paa
Aarstiderne. Jorden er overordentlig frugtbar,
og alle tropiske Kulturplanter trives fortrinlig,
derimod har Øen en stadig Plage i de hyppige
Jordskælv. Det Indre er rigt paa Skove.
Indbyggerne hører for største Delen til den
malajiske Race. Fra den sp. Tid deles de i
Infieles ell. uafhængige, hedenske Stammer
deriblandt enkelte Negritoer, Visaias
ell. kristne Indfødte, for en stor Del Efterkommere
af Kolonister fra de nordlige Øer, og
Muhammedanere ell. Moros, der især bebor
Vestkysten. Desuden findes c. 2000 Kinesere og
nogle faa Spaniere og Mestitser. M. deles i 5
Provinser: Zamboanga, Cotabato, Misamis,
Surigao og Davao.
M. V.
Mindanão-Trævler [mīndă↱nẵũ-], Betegnelse
for Ananastrævler.
K. M.
Minde bruges i danske og norske
Stednavne (norsk Minne, Minnesund, dansk
Karrebæksminde, Kjerteminde,
Nyminde m. fl.) som Betegnelse for Steder, der
ligger ved Udløbet af Fjorde, Aaer (Elve) o. l.;
af oldn. mynni (Munding). Beslægtet hermed er
det tyske -münde (Travemünde,
Warnemünde m. fl.).
V. D.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
