Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lytteapparater (Stetoskop, Seismo-Mikrofon
m. fl.) bestaaende af en Lydmodtager og en
Lydoverfører. Lydmodtageren er bygget efter
samme Princip som en Seismograf og bestaar
af en Blyklods, der er indesluttet i en lille
cylindrisk Træ- ell. Messingdaase, 8—10 cm i
Diameter, 4—5 cm høj, medens Lydmodtageren
kan være en Gummislange, der fra Daasen føres
op til Øret ell. som i Seismo-mikrofonen en
elektr. Ledning i Forbindelse med en Telefon
og en til Blyklodsen knyttet Mikrofon. Ved paa
en Gang at anvende 2 Lytteapparater, en til
hvert Øre, er man i Stand til med ret stor
Nøjagtighed at bestemme den Retning, i hvilken
Lyden høres, men Vanskeligheden er her
særlig at skelne mellem de forsk. Lyde.
For selve Mineringen kan der ikke gives
bestemte Regler. Lykkes det uforstyrret at trænge
ind under den fjendtlige Stilling, anlægges her
store overladede Ovne, der derefter sprænges
samtidig paa et givet Signal, og eget Fodfolk
maa da være klar til, saa snart de med
Sprængningen opstaaede Jordudkast, Minenegene,
er faldne til Jorden, at storme frem og sætte
sig i Besiddelse af Stillingen. Opdager man
under Mineringen, at Fjenden arbejder i
Nærheden, maa det afhænge af Forholdene, om
man som i det passive Forsvar skal nøjes med
en Indslagsmine, der gør mindst Skade paa
egne Gange, ell. om man skal bruge en større
Ladning, uanset at der derved i Terrainet
mellem de to Stillinger vil opstaa en Tragt, som
eventuelt vil kunne blive til Fordel for
Fjenden. Er der Mulighed for, at Fjenden ved
fortsat Arbejde vil støde lige paa en Gang, kan
flg. Fremgangsmaade anvendes: Pionererne i
Spidsen af Gangen forsyner sig med Brandgranater,
en Sprængladning og Sandsække. I det
Øjeblik Fjenden bryder ind, skydes han ned
med Revolverskud, hvorefter Pionererne saa
hurtig som mulig trænger ind i den fjendtlige
Gang; naar de ikke kan komme længere frem,
dannes en Vold af de medbragte Sandsække,
over hvilken der i sidste Øjeblik kastes nogle
Brandgranater og tilsidst anbringes, fordæmmes
og antændes den medbragte Sprængladning.
Et saadant heldigt Foretagende er af stor
moralsk Betydning, gør Fjenden forsigtig og
vil muligvis medføre, at Røgen fra
Brandgranaterne trækker ud af Nedgangen til det
fjendtlige Mineanlæg, saaledes at man faar dennes
Beliggenhed bestemt og derefter kan tage den
under Artilleribeskydning. Opdages Fjenden i
umiddelbar Nærhed af egen Stilling, maa der
straks paa de truede Steder anlægges
Kontraminer, der gøres meget kraftige, og som
sprænges, saa snart ske kan. Da der muligvis
ved Sprængning af disse Miner banes Vej fra
den fjendtlige Minegang og op i egen Stilling,
maa man samtidig forberede sig paa at kunne
kaste en eventuelt frembydendte Modstander.
Under Verdenskrigen fandt der særlig fra
Slutn. af 1914 og til hen i 1917 meget betydelige
Minekampe Sted særlig paa Vestfronten, men
ogsaa paa den ital. Front, af hvilke den mest
bekendte er Kampen om Kemmelbjerget eller
Menineshøjden, hvor Minekrigen begyndte i
Slutningen af 1914 og først endte den 7. Juni
1917, da Englænderne Kl. 4 Form. sprængte 19
Miner med en samlet Ladning paa 300—400 t,
hvorved der frembragtes Tragte paa c. 60 m’s
Dybde og indtil 120 m i Diameter.
M. havde i ikke ringe Grad været anvendt i
Fæstningskrigen i 16.—18. Aarh., hvor
Minekampen indgik som et af de sidste Led af den
regelmæssige Belejring, idet det var
nødvendigt for Angriberen for at tiltvinge sig Adgang
over Graven at anlægge et Minelogement
paa Glacis’et, hvorfra han med Minegange
kunde naa ned til Gravens Kontreskarpebeklædning
og ødelægge denne, medens Forsvarerne
ved Kontramineanlæg søgte at hindre
ham heri. Bekendte er Minekampene i de
nederlandske Frihedskrige (1569—1608),
Belejringen af Candia (1667—69), hvor de indesluttede
Venetianere i 2 Aar afviste Tyrkernes Angreb,
og Belejringen af Schweidnitz (1762). I 19.
Aarh. kom M. kun til Anvendelse ved Belejringen
af Sebastopol (1854—55), hvor den fik et
meget betydeligt Omfang, men i øvrigt vandt
den Mening mere og mere Overhaand, at M.
ikke mere vilde finde Sted. Efter Port Arthurs
Belejring (1904) blev Interessen for M. igen
vakt, og ved mange af de større europæiske
Fæstninger var der ved Verdenskrigens
Udbrud truffet Forberedelse til et Mineforsvar,
som imidlertid intet Sted kom til Anvendelse.
Hvilken Bet. M. vil faa i Fremtiden er
vanskelig at afgøre, men da den altid vil være et
udmærket Middel til at trække Tiden ud, og da
den ikke er meget blodig, vil man sikkert ogsaa
i Fremtidens Krige gøre Brug af dette Kampmiddel,
hvor Forholdene indbyder dertil.
Sch. P.
Søminer anvendes i Søkrigen som
Undervandsvaaben til Ødelæggelse af Skibsbunden.
De er ikke som det andet Undervandsvaaben
Torpedoen forsynet med Drivkraft og kaldes derfor
ogsaa passive M. Søminen bestaar af
en Minekasse indeholdende en Sprængladning,
Midlerne til dennes Antændelse samt for de fleste
M.’s Vedk. Forankringsmateriellet. Minekassen er
kugle- ell. koniskformet, forarbejdet af Jern ell. Staal;
den maa være saa stærk, at den kan taale de Stød og
Slag, den er udsat for under Arbejdet med den,
og den maa ikke være for stærk af
Hensyn til Sprængvirkningen; den maa endvidere
have en passende Opdrift, naar den er udlagt.
 |
| Fig. 1. Mekanisk selvvirkende Stødmine med Ankerstol, indeholdende Tromle med Ankertov, Dybderegulator og Lod. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
