- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
83

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mineveje - Ming

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tykke Brædder, der er kileformet tildannede i
den forreste Ende.

Efter den Brug, der skal gøres af Gangene
(Brøndene) skelner man mellem Helgange
(-brønde), Halvgange (-brønde) og
Kvartgange (-brønde), hvis Størrelse er noget
forskellig i de enkelte Lande. Hos os er de
indvendige Lysningsmaal henh. 1,0 × 1,4 m,
0,8 × 1,2 m og 0,6 × 1,0 m ved den alm.
Beklædning, men noget mindre for Lysningen
i Tømmerrammerne ved Fagbeklædning.

Under Verdenskrigen har man i ikke ringe
Udstrækning til Beklædning i Gange anvendt
c. 0,30 m brede Bølgebliksplader, der var
bøjede saaledes, at de efter at være opstillede,
dannede spidsbuelignende Gange, og det har
vist sig, at man i Gange, der laa saa dybt
(15—20 m) under Jordoverfladen, at de ikke
var udsatte for Rystelserne fra Artilleriilden,
har kunnet undvære Beklædning, naar man gav
Gangen et lgn. spidsbueagtigt Profil, og Jorden
var nogenlunde fast.

En særlig Form for M. er de borede
Minegange
, der tilvejebringes ved Hjælp af
Jordbor, og som særlig benyttes i Minekrigen
til Anbringelse af mindre Ladninger, bestemte
til at virke mod fjendtlige Minegange.

I den permanente Befæstning findes fra før
Verdenskrigen ofte store Minesystemer,
udgaaende fra Kontreskarpens Kaponierer og
udbyggede med Murværk ell. Beton, men da disse
Anlæg som Regel ligger i ret ringe Dybde
under Jordoverfladen, vil de ikke kunne modstaa
den moderne Artilleriild og vil derfor næppe
kunne komme til Anvendelse.

Udførelsen af M., Mineringen, sker som Regel
ved Haandkraft, hvor Arbejdet finder Sted i Jord,
og er baade langsomt og besværligt, idet kun
een eller højt 2 Mand, Minører kan komme
til at arbejde ad Gangen i selve Minespidsen;
selv om der arbejdes uafbrudt med Afløsning,
regner man kun med, at en Minespids, under
Hensyn til Jordens Beskaffenhed, Gangens
Tværsnit og Ventilationsforholdene ikke vil
kunne føres mere end 2,5—6 m frem i Døgnet.
Ved Arbejde i meget haard Jord ell. Klippe
maa der gribes til særlige Hjælpemidler i Form
af elektriske ell. pneumatiske Boremaskiner.

Jo længere M. bliver, desto fl. Mand maa
der anvendes til Borttransporten af den
udgravede Jord, og desto daarligere bliver
Luften. Man regner i Alm. med, at man, naar
Gangene bliver 40—60 m lange, maa gribe til
kunstig Ventilation, ved hvilken man
i Reglen presser frisk Luft ind i Anlægget, da
man ved det derved opstaaende Overtryk tillige
hindrer giftige Luftarter i Jorden i at sive ud
i Gangene. Ventilationen maa udføres ved
Hjælp af haand- og maskindrevne
Ventilatorer.

Til Belysning af M. anvendes bedst
elektrisk Lys, enten i Form af en fuldstændig
elektrisk Belysning, naar man raader over en
tilstrækkelig kraftig Centralstation, ell. ved Hjælp
af elektriske Haandlygter; anvendes Lygter med
Lys, Petroleum, Olie ell. Karbid, maa
Ventilationen være særlig kraftig, og saadanne
Belysningsmidler bør erstattes med elektriske
Haandlygter, saa længe Ladningens Indførelse
i Minekamret staar paa.
Sch. P.

Ming, kin. Kejserdynasti 1368—1644. Da det
af Kublai Khan stiftede mongolske Dynasti,
Juan (1280—1368) degenereredes, begyndte
man, navnlig S. f. Jangtsefloden, at rejse sig
mod det forhadte Fremmedherredømme. En
buddhistisk Munk, Tsju-juan-tsjang, vandt
Fremgang som Oprørsfører og erobrede
Nanking 1356. Tilstrømningen til hans Hær blev
stadig større, da man i ham saa den bedste
Forkæmper for de nationale Interesser, og
nødtvungent stillede de andre Oprørsledere sig
under hans Førerskab. 1367 erklærede han sig for
Konge i Provinsen Wu, erobrede Aaret efter
Peking og tog Kejsertitelen Tai-tsu; han
benævnes ogsaa Hung-wu, Titelen for hans
Regeringsperiode. Som Navn for Dynastiet tog han
Betegnelsen Ming, ɔ: »straalende«. I
Ming-Dynastiet fik Kina atter et nationalt
Herskerhus. Grundlæggeren, Tai-tsu (1368—98),
skildres som en overlegen Personlighed, født
Hærfører og dog højmodig overfor sine Fjender,
raadsnild og fri for Overtro. I sine første
Regeringsaar maatte han undertvinge de forskellige
Folkeførere, der havde ledet Kampen mod
Mongolerne. Efter at have skaffet Ro i Landet
virkede han med fuld Kraft paa i gammelkinesisk
Aand at fremme Folkets aandelige og
materielle Velfærd. Hanlin-Akademiet (s. d.),
Kinas Videnskabernes Akademi, tog han under
sin særlige Forsorg; religiøst var han en Ven
af Buddhismen, i Forvaltning og Retspleje
foretog han indgribende Reformer, Lemlæstelse som
Straf afskaffedes. Efter de gl. Kejseres
Forbillede satte han Tusinder af Arbejdere i
Virksomhed med Bygning af Kanaler og
Dæmninger. Den alm. Velstand overalt i Kina steg
stærkt i Slutn. af 14. Aarh. og samtidig voksede
ogsaa Folketallet. Udadtil genvandt Kina atter
sin gamle Anseelse som Østasiens ledende Magt
baade politisk og kulturelt. Korea, Annam,
Birma, tildels ogsaa de centralasiatiske Egne om
Pamirs Højsletter maatte paany anerkende
Kinas Overhøjhed.

En af Tai-tsus Sønner, Jung-lu (1403—24),
var ligesom Faderen en kraftig Hersker baade
i Krig og Fred. Tongkin og Annam, der havde
søgt at afryste Aaget, indlemmedes efter en
fleraarig Kamp som Provinser i Riget. Kinas
Politik gik ud paa i saa vidt Omfang som
muligt at virkeliggøre den gl. Forestilling om Kina
som Verdens Midtpunkt og alle andre Lande
og Folk som dets Vasaller. Gesandtskaber ell.
væbnede Ekspeditioner sendtes til Java,
Sumatra, Siam, Bengalen og Ceylon; de fleste af
disse Lande og Øer gjordes mere ell. mindre
til Tributstater, Java indtil 1465, Ceylon til
1459. En af de kinesiske Admiraler besøgte
ogsaa Kalikut paa den indiske Malabarkyst og
drog derfra videre til den persiske Havbugt,
Adén og Afrikas Østkyst (Mombasa). — Kinas
Nordgrænse truedes imidlertid stadig af
Mongolerne o. a. Tatarstammer. Man genoptog
derfor det ogsaa fra Romerriget velkendte
Forsvarssystem med Mure og Volde til Værn mod
Barbarerne. Den gamle Befæstningslinie, hvis
Anlæg paabegyndtes af Shi-Huang-Ti (se Kina,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0097.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free