Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ming
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Historie«, S. 877) og Han-Dynastiet, var kun
en simpel Ler- ell. Stenmur og havde vist sig
ude af Stand til at beskytte Riget; den erstattedes
nu paa lange Strækninger fra Havet til
Hoanghos store Krumning mod N. af en virkelig
Mur, aftagende i Størrelse og Mægtighed
vestpaa, saaledes at »den store Mur« fra og
med Shansi-Provinsen indtil Østturkestan for
største Delen kun er en simpel 4—5 m høj
Lervold med Taarne. Fra Jung-lus’ Tid byggedes
der under hele Ming-Dynastiet paa Muren. Af
Hensyn til Forsvaret mod Mongolerne forlagde
Kejseren 1421 Regeringssædet fra Nanking til
Peking, hvor det siden stadig har været. Under
Jung-lu ændredes Pekings Udseende stærkt, og
Byen fik den Skikkelse, den siden har haft.
Baade Tatarbyen og Kejserbyen udvidedes og
nybyggedes for en stor Del ved hans Foranstaltning;
bl. a. byggede han det berømte Himlens Tempel.
Hans Interesse for gammelkinesisk
Dannelse gav sig ogsaa Udslag i den af ham
foranledigede vældige Encyklopædi, Jung-lo-ta-tien
(se Kina, »Litteratur«). Ligesom Faderen
var Jung-lu en ivrig Tilhænger af Buddhismen.
Dynastiets Stifter og Sønnen Jung-lu var de
eneste virkelig store Herskere af M.-Dynastiet.
Ingen af Efterfølgerne naaede paa Højde med
dem. De fleste af M.-Kejserne var svage
Personer, der ganske maatte overlade Rigsstyret
til Embedsstanden og Hofeunukkerne i Forbindelse
med buddhistiske og taoistiske Præster.
Riget vedblev ogsaa stadig at lide under
Angrebene fra de mongolske Steppefolks Side.
Kejser Tsjeng-tung (1436—65) holdtes
endog fangen af Mongolerne i længere Tid, og
under Kia-king (1522—66) plyndrede de
Peking (1550). Fra Begyndelsen af 16. Aarh. fik
Kina direkte Forbindelse med Europæerne.
1516 ankrede de første portugisiske Skibe
udfor Kanton, men Portugisernes Gridskhed og
hensynsløse Sørøverier ødelagde Forholdet
mellem dem og Kineserne. Den fri Adgang til
Landet ophævedes, og kun mod en aarlig
Tribut fik de Bosættelsesret paa Halvøen Macao
ved Kanton. 1575 besatte Spanierne Filippinerne
og traadte derfra i livlig Handelsforbindelse
med Kina; men Kineserne fik ikke Adgang
til Filippinerne og blev fordrevne ved
hensynsløse Myrderier. 1604 kom Hollænderne
til Kanton, men kunde ikke faa Handelstilladelse
p. Gr. a. Portugisernes Intriger. De
bemægtigede sig da Formosa, hvorfra de fordrev
en Mængde jap. Sørøvere. Først 1637 kom
Englænderne uden dog straks at faa nogen egl.
Handelsforbindelse i Gang. Europæernes
Optræden kunde kun fylde Kineserne med Had og
Foragt for de paatrængende Fremmede med
deres mærkelige Sammenblanding af Handel og
Sørøveri. Kineserne bestyrkedes i deres
Opfattelse af, at alle Fremmede var Barbarer, der
burde holdes borte fra Kulturlandet, det
himmelske Rige, og Følgen blev M.-Dynastiets
konsekvente Afspærringspolitik, der gjorde Kina
til et lukket Land indtil den allernyeste Tid. En
behagelig Modsætning hertil dannede de
venskabelige Forbindelser, der fra Slutn. af 16.
Aarh. udviklede sig mellem Kineserne og de
kat Missionærer. Franz Xaver, Indiens Apostel,
døde paa en Ø foran Macao, men Mattheo
Ricci, Kinas Apostel, virkede 17 Aar i
Sydkina og kom derfra 1601 til Peking, hvor det
lykkedes ham at vinde Kejser Wan-li’s Gunst.
Den store Yndest, Ricci og hans Efterfølgere
naaede ved Hoffet skyldtes dog mindre deres
Missionsvirksomhed end deres udmærkede
astronomiske og anden videnskabeliige Dygtighed.
Wan-li (1573—1620) besteg Tronen som
Barn. Efter selv at have overtaget Regeringen
lod han Hofeunukkerne skalte og valte, som de
fandt for godt. Baade indre og ydre Forhold
fremskyndede Opløsningen. Mongolerne trængte
paa fra NV., og Ø. fra truede Japanerne, der
under Ledelse af den ærgerrige Hidejosji
erobrede det meste af Korea 1592. Efter Hidejosji’s
Død 1598 opgav Japanerne atter Korea,
men vedblev at hærge paa Kinas Kyster.
Den største Fare kom dog fra Manitshuerne,
en tungusisk Stamme, der hidtil
ikke havde spillet nogen større Rolle. 1603
grundlagde de Mukden og oprettede et stort
Rige Nord for den store Mur. Kinesernes
Krigsførelse lammedes af den tomme
Statskasse; forgæves søgte Kejseren at skaffe Penge
ved Anlæg af Bjergværker, Oprettelse af
Toldgrænser mellem Provinserne og Forhøjelse af
Guldskatten, men opnaaede derved kun at øge
den indre Uro og Misfornøjelse. Eunukkernes
Rovdrift, Kejserens og Hoffets utrolige Ødslen
gjorde dog alle finansielle Forholdsregler
unyttige. Under Wan-li’s Søn og Efterfølger
Tien-tsji (1621—27) blev Rigets Forfald endnu mere
iøjnefaldende. Eunukken, We, en raa og
udannet Person, var den egl. Hersker. Befolkningen
trykkedes ved stadig tungere Byrder, men ved
Oversvømmelser af Hoangho blev ikke engang
Digerne istandsat, og Mantshuerne tog uhindret
hele Liaotunghalvøen, hvis kin. Befolkning de
delvis fordrev. Da tilmed Ulykkerne øgedes ved
Misvækst, syntes »Himlens Straf« i Form af en
Revolution uundgaaelig. Et hemmeligt
Samfund, »den hvide Lotus« rejste store Hære til
Kamp mod Regeringen. Den 16. og sidste
Kejser af M.-Dynastiet Tsjung-tsjeng
(1628—44) evnede trods god Vilje ikke at overvinde
Vanskelighederne, hverken de indre ell. ydre.
Efter en skrækkelig Hungersnød i Sjensi
samlede Li, en tidligere Embedsmand dér, en stor
Hær. Efter at have taget Provinserne Honan og
Hupeh gik han mod Peking, der næsten uden
Forsvar erobredes 16. April 1644. Forladt af
alle hængte Kejseren sig paa den saakaldte
Kulhøj i Kejserstaden. Samtidig trængte
Mantshuerne over den store Mur, og en af de bedste
kejserlige Feltherrer, Wu-san-kwei, sluttede
sig til dem mod Li. Denne blev slaaet og
fordrevet fra Peking, hvor Mantshuerne holdt deres
sejrrige Indtog Maj 1644. — De fleste af
M.-Kejserne ligger begravet i de berømte
M.-Grave N. f. Peking. Disse Gravanlæg hører til
de ypperste Frembringelser af kin. Bygningskunst
og udmærker sig ved den storslaaede
Maade, hvorpaa Natur og menneskelig Kunst
gaar op i højere Enhed. En stor Dalkedel
omgivet af ensformede Bjerge indeslutter de
Dødes Hvilested. Store Tempelanlæg med Gaarde
og Porte samt gamle Fyrretræer (Symbol paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
