- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
89

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Minimumslov - Minister

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mitscherlich anstillet eksperimentelle
Undersøgelser over Lovens Gyldighed; han
formulerer Loven paa flg. Maade: Udbyttet stiger
ved Forøgelse af den begrænsende Faktor; men
Stigningen er ikke proportional med den
forøgede Tilførsel, men aftager gradvis,
efterhaanden som man nærmer sig det Punkt, da
den paagældende Faktor ikke mere virker
begrænsende (Kurve b). De Faktorer, der for
vore Landbrugsplanters Vedk. er i Minimum,
er, bortset fra Vand, hyppigst Kvælstof,
Fosforsyre, Kali og muligvis Kulsyre; det er da
ogsaa muligt ved at tilføre disse Stoffer som
Gødning at bringe Udbyttet højt i Vejret.
B. J.

Minister (lat.), egl. en Tjener ell. Person,
hvem et ell. andet Hverv er overdraget, bruges
i det moderne Statsbrug, foruden om visse
overordnede diplomatiske Tjenestemænd eller
Sendebud (se Gesandt), særlig om de
øverste Rigsembedsmænd, som under denne ell.
tilsvarende Benævnelser — Statsraad,
Statssekretær o. l. — sammen med Statsoverhovedet ell.
paa egen Haand staar i Spidsen for hele
Landets Regering, saaledes, at der ved Udtrykket
»Regeringen« oftest endog sigtes til M. alene.
I konstitutionelle Monarkier, hvor Monarken er
helt uansvarlig, er M. de øverste ansvarlige
Ledere af Staten, uden hvis Medvirkning i det
enkelte Tilfælde Statsoverhovedet slet ikke kan
foretage nogen Regeringshandling. Ikke
væsentlig anderledes er Forholdet i parlamentariske
Republikker som Frankrig, det tyske Rige
efter 1919, Finland, Czekoslovakiet og Polen,
skønt Præsidenten her i visse Tilfælde selv kan
blive ansvarlig. I Amerikas Forenede Stater
derimod, hvor Præsidenten fuldtud er ansvarlig
og ikke behøver Ministerkontrasignatur, er
M. nærmest kun hans fornemste Medhjælpere
og Medarbejdere ved Regeringens Førelse. I
enkelte Republikker endelig som Schweiz og de
enkelte tyske Lande, hvor der ikke findes nogen
fra Ministrene forsk. Statspræsident, ligger
den øverste ansvarlige Ledelse af Regeringen
hos det samlede Ministerraad (i Schweiz
kaldet Forbundsraadet).

I Monarkier udnævnes og afskediges M. altid
af Statsoverhovedet, og det samme er
regelmæssigt ogsaa Tilfældet i Republikker, saaledes
at det er en sjælden Undtagelse, naar i Schweiz
samt i Østerrig og i de enkelte tyske Lande
siden Verdenskrigen M. direkte vælges af
Parlamentet ell. af det ene Kammer. Dette
udelukker dog ikke, at Statsoverhovedet, hvor
saakaldet parlamentarisk Styre i Praksis er
indført, som Regel er henvist til at udnævne M.
bl. Parlamentets politiske Flertal, og at den
almindeligste Grund til M.’s Afgang er, at de
mister Flertallet i Parlamentet ell. dets
ledende Kammer; ja, i fl. af de nyeste Forfatninger,
saaledes i det tyske Riges, Polens, Czekoslovakiets
og Østerrigs, er det endog nu udtrykkelig
udtalt, at M. skal have Folkerepræsentationens
Tillid og maa gaa af, naar de mister denne.
Som Følge deraf finder Ministerskifte ofte
meget hyppig Sted i parlamentarisk regerede
Lande, og en videre Følge af denne de
parlamentariske M.’s Stilling som ideligt skiftende
rent politiske Embedsmænd er det, at de i
Modsætning til faste for Livstid udnævnte
Embedsmænd regelmæssigt ikke mere faar Pension ved
Afgang fra Stillingen. En Undtagelse danner
dog her Danmark., hvor M. i Tilknytning til
den fra Enevælden nedarvede Ordning ikke blot
faar Pension, men endog ved kgl. Resolution,
hvor kort de end har fungeret, kan faa den
forhøjet ud over det for andre Pensioner
fastsatte Maksimum,

I En M.’s Virksomhed er regelmæssig af
tredobbelt Art: dels er han ansvarlig Raadgiver
for Statsoverhovedet, dels har han at give
Møde for Parlamentet for der at gennemføre
ny Love og forsvare Regeringens Politik, og
dels har han selvstændigt at lede den under
ham henlagte Gren af Statsforvaltningen. Dog
gives der ogsaa M., der ikke har noget særligt
Ministerium at forvalte, saakaldte M. uden
Portefeuille
(s. d.). M. fungerer dels hver for
sig, dels samlede i et Raad, der kaldes
Statsraad, Ministerraad ell. Kabinettet, og hvor
snart Statsoverhovedet, snart Ministerpræsidenten,
præsiderer (se Statsraad). M.’s
Førstemand og Leder, den, der giver Ministeriet
Navn og holder det sammen, kaldes
Ministerpræsident (saaledes blandt andet i
de enkelte tyske Lande), Konsejlspræsident
(i Frankrig og indtil 1915 i Danmark),
Premierminister (i England)
eller undertiden Statsminister. Med det
sidste Navn betegnes han saaledes i Sverige og
Norge, hvor de øvrige M. — bortset i Sverige
fra Udenrigsministeren — overhovedet ikke
officielt benævnes M., men Statsraader, samt
siden Grundloven af 1915 ogsaa i Danmark.
I Preussen og de andre tyske Lande sondres
derimod mere naturligt mellem Ministerpræsidenten
og »de øvrige Statsministre«. Endelig
findes der i flere Lande, saaledes i England og
Frankrig, ved Siden af de egl. M. ell.
Statssekretærer en Slags Underministre, kaldet
Understatssekretærer, hvis Opgave er paa vedk.
M.’s Ansvar at assistere ham ell. træde i St i.
ham foran Parlamentet.

I Amerikas Forenede Stater, hvor Præsidentens
M. ikke er parlamentarisk ansvarlige, idet
Præsidenten selv alene udnævner og afskediger
dem og selv leder Regeringens Politik, navnlig
dens Udenrigspolitik — hvorfor Præsident
Wilson Side om Side med de sejrende
Stormagters Ministerpræsidenter deltog i
Fredskonferencen efter Verdenskrigen — kan M. ikke
blive Medlemmer af Kongressen, og har ingen
Adgang dertil. Bortset herfra gælder det
derimod saa godt som alle Vegne, at M. altid har
Adgang til Parlamentet, uanset, om de er
Medlemmer af dette ell. ikke, jfr dansk Grl. § 58.
I flere Lande har det dog varet længe, før de
fik Adgang dertil, idet man en Tid lang ansaa
det for stridende med Princippet om
Statsmagternes Adskillelse og frygtede, at enten
Regeringen derved skulde blive for afhængig af
Parlamentet eller dette for afhængigt af
Regeringen; i Sverige fik M. saaledes først Adgang til
Rigsdagen 1866, i Norge først 1884. I det sidste
Land kan en M. dog endnu ikke have Sæde paa
Stortinget som stemmeberettiget Medlem af
dette. Omvendt har i England en M. kun Adgang

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0103.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free