- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
90

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Minister - Ministeransvarlighed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til et af Parlamentets Huse, naar han er
Medlem af dette; deraf følger, at en M., som
er Medlem af Underhuset, ikke kan møde i
Overhuset, men maa lade sig der repræsentere
af en Understatssekretær, der er Overhusmedlem
(Lord), og omvendt, hvilket bevirker, at
man i England maa have en dobbelt Besætning
af M.

I øvrigt kræves der i Alm. ikke særlige
faglige Betingelser for at blive M. ell. andre
særlige Betingelser end for en Embedsmand i Alm.
— i Sverige skal en M. dog være svensk
Statsborger i Kraft af Fødsel og tilhøre den rene
evangeliske Lære —, og Kvinder vil derfor i
mange Lande, saaledes i Danmark, efter L. 4.
Marts 1921, ogsaa kunne blive M. Da M. i videre
Forstand er Embedsmænd ell. Tjenestemænd,
maa ogsaa de i øvrigt om Embedsmænd
gældende Regler i Alm. være anvendelige paa
dem; saaledes gælder f. Eks. dansk Straffelovs
13. Kap. om Forbrydelser i Embedsforhold
ogsaa for M. Imidlertid gælder der p. Gr. a. M.’s
særlige Stilling som overordnede alle andre
Embedsmænd og som særligt politisk
ansvarlige Embedsmænd mange Undtagelser derfra:
i adskillige Lande findes saaledes særlige
Ministeransvarlighedslove, og de i den danske
Tjenestemandslov af 12. Septbr 1919 i Kap. 1
givne alm. Bestemmelser er ifølge § 104 ikke
gældende for M., ligesom ogsaa de alm.
Pensionsregler, jfr foran, som Regel heller ikke
gælder for disse ikke fast ansatte Tjenestemænd.
K. B.

Ministeransvarlighed. Naturligvis er Ministre,
hvor de udnævnes af Statschefen, Kongen
ell. Præsidenten, ansvarlige over for denne, og
kan derfor altid afskediges af ham, naar han
anser deres Politik for fordærvelig for Landet
— kun at i parlamentariske Lande en ny
Minister maa paatage sig Ansvaret over for
Parlamentet for dette Kongens Skridt. Men p. Gr.
af Ministrenes fremragende Stilling i Statslivet,
dels som de Organer, gennem hvis Medvirkning
den oftest uansvarlige Statschef alene er i
Stand til at udøve sin Regeringsmagt, og dels
som de øverste selvstændige Ledere af hele
Forvaltningen paahviler der i de fleste
konstitutionelle Lande Ministrene et særligt dobbelt
Ansvar, forsk. fra de for alm. Embedsmænd
gældende, nemlig dels et politisk parlamentarisk
Ansvar
over for Kamrene, og
dels et særligt judicielt eller konstiitutionelt
Strafansvar
, hvilket gøres
gældende af en særlig Anklagemyndighed og
for en særlig Domstol.

I. Det politiske parlamentariske Ansvar
findes, skønt oftest ikke særligt omtalt i
Forfatningerne, overalt, hvor Ministrene har Adgang
til Parlamentet og paa Forlangende skal svare
paa Forespørgsler fra Tingenes Side og forsvare
deres Politik over for Parlamentet. Det kendes
derfor ikke i Amerikas Forenede Stater, hvor
Præsidentens Ministre slet ikke har Adgang til
Kongressen; her eksisterer kun det særlig
strafferetlige Ansvar, som imidlertid her ogsaa kan
ramme saavel Præsidenten som alle andre
Embedsmænd. Derimod er det stiltiende hjemlet i
de allerfleste andre Stater, jfr. dansk Grl. 1915
§ 58, hvorefter Ministrene som saadanne
modsat alle andre Embedsmænd, har Adgang til
Rigsdagen, og § 61, hvorefter enhver
Rigsdagsmand med Tingets Samtykke kan æske
Ministrenes Forklaring ang. ethvert offentligt
Anliggende. Af endnu større Bet. er den
parlamentariske M. dog i alle de Lande, hvor
saakaldet parlamentarisk Styre er indført, idet
den her ytrer sig deri, at Ministrene maa gaa
af, naar Parlamentet eller dets ledende Ting
ved en Beslutning tilkendegiver dem, at de
ikke længere har Folkerepræsentationens
Tillid. Denne ejendommelige parlamentariske M.
er nu i de fleste Monarkier indført uden
udtrykkelig Udtalelse i Forfatningen, alene
igennem Praksis under Efterligning navnlig af
Udviklingen i England. I det sidstnævnte Land
blev nemlig Kronens Ministre for et Par Aarh.
siden gentagne Gange ved Anvendelse af
kriminel Forfølgning dømte fra Livet eller til
Afsked, naar de kom i Konflikt med Underhuset,
og Ministrene slog derfor, for at undgaa disse
Yderligheder, efterhaanden ind paa den
Praksis selv at begære Afsked, naar de mistede
Flertallet i Underhuset. Under Paavirkning
heraf indførtes den samme politiske Praksis
lidt efter lidt i de fleste andre konstitutionelle
Monarkier, dog oftest først efter lange politiske
Kampe. I Norge skete det saaledes først 1884,
efter at Ministeriet Selmer var blevet dømt fra
sine Embeder ved Rigsretsdom, og i Danmark
skete det først efter Indførelsen af det
saakaldte Systemskifte 1901; i det tyske Rige
endelig indførtes parlamentarisk Styre først Oktbr
1918 umiddelbart før Kejserdømmets Fald.
Ogsaa i adskillige Republikker er denne
parlamentariske M. indført, i den nyeste Tid endog
ved udtrykkelige Udtalelser i Forfatningen. I
den fr. Forfatningslov af 25. Febr 1875. Art. 6,
hedder det vel endnu kun alm.: »Ministrene er
een for alle og alle for een ansvarlige over for
Kamrene for Regeringens alm. Politik og hver
især for deres personlige Handlinger«. Men i
den tyske Rigsforfatning af 1919, Art. 54. er
den parlamentariske M. skarpt udtalt i følgendte
Vendinger: »Rigskansleren og Rigsministrene
behøver Rigsdagens Tillid til deres Embedsførelse.
Enhver af dem maa træde tilbage, naar
Rigsdagen ved en udtrykkelig Beslutning
nægter sin Tillid«. Paa lignende Maade, blot oftere
endnu nøjere udformet, er samme Regel udtalt
i Finlands, Polens, Czekoslovakiets, Østerrigs
og de enkelte tyske Landes Forfatninger.
Denne parlamentariske M. har det store Fortrin,
at den sikrer Overensstemmelse mellem
Parlamentet, d. v. s. regelmæssigt dets ledende
Kammer, Underhuset eller Folketinget, og
Regeringen uden alt for store Konflikter og uden at
det pinlige Maskineri, som en kriminel
Ministeranklage (Rigsretstiltale) betyder, behøver at
sættes i Gang, og den har derfor haft til Følge,
at der under parlamentarisk Styre næsten
aldrig bliver Tale om, for Alvor at rejse kriminel
Tiltale mod Ministrene. Men paa den anden
Side lider den af den Ufuldkommenhed, at
Ministrenes Ansvar for deres Regeringshandlinger
oftest ikke betyder stort, saa længe de har et
paalideligt parlamentarisk Flertal at støtte sig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0104.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free