- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
93

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ministerialsystem - Ministerialtidende - Ministerium

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Napoleon, medens han var Førstekonsul, 1800
afskaffede Kollegialstyret og organiserede
Landets Forvaltning i 7 Ministerier, der hver
styredes af en enkelt ansvarlig Minister med
Eneret til at træffe Afgørelser, assisteret af et
minutiøst inddelt, underordnet Embedskorps.
For Napoleon drejede det sig ikke om at
tilvejebringe forfatningsmæssige Garantier
gennem politisk ansvarlige Ministre, men om at
sikre sig Embedsmandens tjenstlige Ansvarlighed
for Ordrens Udførelse og samtidig at
skabe en raskere Handleevne hos Regeringen,
ubunden af den kollegiale Raadslagningsmetode.
Aktionsfrihed foroven, Lydighed forneden, et
Enhedsstyre med hurtig og disciplineret
Forretningsgang, det var Maalet for Napoleon’s
Forvaltningssystem. Det er forblevet grundlæggende
som Forbillede for omtr. alle moderne
Staters Administration, idet dets Grundprincipper
har vundet Indpas i de fleste Lande,
selv om det i Enkelthederne er blevet omformet
efter de forsk. Staters nationale og politiske
Behov. Udbredelsen foregik til Dels meget
hurtig. I Bayern indførtes Systemet 1806, i
Preussen 1808, i Rusland 1810, i Spanien 1812, i
Norge 1814 samtidig med Eidsvoldforfatningen, i
Høland 1815, i Sachsen 1831. I Sverige
begyndte man efter 1820 at organisere de nyoprettede
»Centrala Ämbetsverken« efter
Bureausystemet og i Aarh.’s Løb blev flere af de ældre
Kollegier delvis omdannede efter samme
Princip, saaledes at største Parten af
Forretningerne ekspederes efter Bureausystemet, men i
øvrigt har Sverige bevaret adskillige Reflekser
af Kollegialstyret og indtager saaledes, ligesom
England, en Særstilling inden for den alm.
Udviklingsgang.

I Danmark gennemførtes M. 1848 sammen
med Enevældens Fald. Allerede i Frederik VI’s
Tid havde der ytret sig Misfornøjelse med
Kollegialstyret, og navnlig blev Finansforvaltningen
Genstand for mange Angreb i
Stænderforsamlingerne. Ogsaa inden for Embedskorpset
havde enkelte ledende Mænd skarpt Blik for
Systemets Svagheder, hvilket førte til, at
Regeringen i Christian VIII’s seneste Aar
begyndte at drøfte Muligheden af en Forandring,
dog uden Resultat, idet der bl. a. rejste sig
betydelig Modstand inden for Danske Kancelli.
Imidlertid var de politiske Ledere af
Oppositionsbevægelsen i Fyrrerne alle stemt for
Kollegialsystemets Afskaffelse, som de ansaa for
en politisk Nødvendighed, og Kravet derom
indflettedes i den Adresse, der overraktes Frederik
VII 21. Marts 1848. Da Kongen 24. Marts 1848
udnævnte den ny Regering, gav han samtidig
Ordre til, at Kollegierne skulde omdannes til
Ministerier, og dette iværksattes nu hurtigt,
saaledes at en foreløbig Organisation var
tilvejebragt i Løbet af et Par Uger, medens den
endelige Ordning stadfæstedes 24. Novbr 1848.
Tilrettelæggelsen af det ny System skyldes især
Generalprokurør Algreen Ussing og Justitsminister
Bardenfleth; til Reformens hurtige og
rolige Forløb bidrog det i høj Grad, at
Embedskorpsets store Flertal lod sig overføre fra
Kollegiernes Kontorer til de ny Ministerier, dog
bortset fra Personalet i de tyske Kollegier, hvis
Majoritet forlod Tjenesten under det
slesvigholstenske Oprør. Ordningen af 24. Novbr 1848
organiserede Forvaltningen i følgende 7
Ministerier: Indenrigs-, Udenrigs-, Finans-, Justits-.
Kultus-, Krigs- og Marineministerium. I
denne Plan bragte de nærmest følgende Aar mange
Ændringer, væsentlig dikteret af Hensyn til de
politiske Forhold i Hertugdømmerne, men efter
Wienerfreden 1865 vendte man atter tilbage til
Ordningen fra 1848. I nyere Tid er Ministeriernes
Antal vel forøget, idet der ved Spaltning af
Indenrigsministeriets Omraade er udskilt 3 ny
Ministerier: Landbrugs-, Trafik- og
Handelsministerium, medens Kultusministeriet har delt
sig i 2. henh. for Kirke- og Undervisningsvæsenet;
men bortset fra denne Nydeling af
Arbejdet, som er en Følge af det voksende Liv
i Stat og Samfund, hviler vor Centralforvaltning
endnu i Hovedsagen paa det Grundlag,
der skabtes ved Systemskiftet 1848.
K. Hch.

Ministerialtidende udgives i Danmark —
ligesom Lovtidende — i Henhold til L. 25. Juni 1870
fra 1. Jan. 1871 under Justitsministerens
Overtilsyn ved en af ham dertil antagen Mand.
I M. optages i Reglen de administrative,
kongelige ell. ministerielle Befalinger af almindeligere
Karakter, som udstedes til vedk. Øvrigheder
og Myndigheder, saavel som de Resolutioner og
Tilkendegivelser, der kan have alm. Interesse
(Afdeling A), samt andre Oplysninger og
Meddelelser, hvis Offentliggørelse findes
hensigtsmæssig (Afdeling B). Ved Beslutningen om
Udgivelsen af en Statstidende i Henhold til L. 23.
Jan. 1903 blev en Del af de hidtil i Afdeling B
optagne Meddelelser og Bekendtgørelser
overførte til denne, og senere er ogsaa Stoffet i
Afdeling A blevet indskrænket, idet alle
Stadfæstelser af Legatfundatser er overført til en ny
Afdeling C. For Norges Vedk. se
Departementstidende.
O. D.

Ministerium bruges snart kollektivt om
Indbegrebet af samtlige Rigets Ministre i
Forening, som enstydigt altsaa med Landets
Regering, snart om de enkelte af en Minister
forestaaede Hovedafdelinger af Statsstyrelsen hver
for sig.

I Ordets førstnævnte Forstand taler
man »om de vekslende M.«, der fører Navn
efter vedk. Ministerpræsident (se Minister),
idet det er hans Person, der holder hele
Ministeriet sammen. Ministre udnævnes derfor som
Regel ikke hver for sig, men naar et helt M.
er gaaet af, udnævnes et nyt paa den Maade,
at Statschefen anmoder en enkelt Mand om som
Ministerpræsident at danne et nyt M., hvorefter
denne udpeger de Mænd, i Forening med hvem
han tør paatage sig at danne den ny Regering.
Skønt det er Statschefen, Kongen, Præsidenten,
der formelt (udnævner M., udkræves dog
regelmæssigt ogsaa Ministerkontrasignatur til
denne Udnævnelse; i nogle Lande, som Norge
og Frankrig, er det den afgaaende
Ministerpræsident, der kontrasignerer det ny M.’s
Udnævnelse, i England og Danmark er det
derimod Praksis, at den ny Ministerpræsident selv
medunderskriver saavel sin egen Udnævnelse
som det afgaaende M.’s Afsked, hvilken sidste
Praksis har det Fortrin, at det derved udelukkes,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0107.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free