- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
98

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mino da Fiesole - Minor, Jacob - minor - Minorat - Minorca - minore - Minorennitet - minores ordines - Minorister - Minoritet - Minoritter - Minorkas - Minos

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

behandlede dybtgaaende, men gerne i en let og
elegant Overfladevirkning; Stenhuggeren —
saadan som Desiderio havde fundet ham, da han
førte ham over i Kunstens Rige — sad stadig i
ham. Gennem sine Masser af Altre, Tabernakler
og Gravmæler bidrog han væsentlig sit til at
gøre den ny Renaissancestil populær. Hans
tidligst daterede Værk er Busten af Nicolo Strozzi
i Berlin (1454). Netop i Portrætfaget viste han
ualmindelige Evner: Busterne af Piero og
Giovanni Medici i Bargello, af Manfredi (privat
Eje, Paris), Grev Luna (Bargello), Apotekeren di
Luca (1456, Berlins Kaiser Friedrich Mus.), den
heroiske Buste af Diotisalvi Neroni (Dreyfus,
Paris) m. m.; yndefuldt og fint virker hans
Kvindebuste i Mus. i Berlin. Samme Præg har
ofte hans (talrige) Madonnarelieffer.
A. Hk.

Minor, Jacob, østerr. Litteraturhistoriker,
f. i Wien 15. Apr. 1855, d. smst. 7. Oktbr
1912. Han studerede Filologi i Berlin, blev
1880 Privatdocent i tysk Litteratur og Sprog
i Wien, 1882 Akademiprofessor i Milano, 1884
Prof. i Prag, 1885 i Wien. Han var en af
Will. Scherer’s mest fremragende Elever, en
grundig Kender og Fortolker af klassisk og
romansk Litteratur, en af de Teaterentusiaster,
som kun Wien har fostret dem. Hans
to store Værker, Schiller-Biografien og
Faust-Kommentaren, er desværre forblevne
ufuldendte. Bl. hans øvrige Værker kan nævnes
»Die Schicksalstragödie in ihren
Hauptvertretern« (1885) og »Grillparzer« (1903). Hans
efterladte Afh. »Aus dem alten und neuen
Burgtheater« udkom 1919.
C. B-s.

minor (lat.), mindre, yngre (modsat major).

Minorat betegner ved Succession i
Stamhuse og Familiefideikommisser den Ordning
af Arvefølgen, hvorefter sidste Besidders efter
Gradnærhed
nærmeste Slægtning og
bl. fl. lige nære den yngste succederer. M.
danner Modsætningen til Majorat i streng
Forstand, hvor Successionen ogsaa tilkommer den
efter Gradnærhed nærmeste Slægtning, men
bl. fl. lige nære den ældste, altsaa f. Eks. den
ældste overlevende Søn med Forbigaaelse af
Sønner af en endnu ældre afdød Søn. Til M.
forholder sig Ultimogenitur (s. d.) paa samme
Maade som Primogenitur til Majorat i streng
Forstand. I samme Bet. som M. bruges
vistnok undertiden Juniorat, men efter korrekt
Sprogbrug betegner dette noget andet,
nemlig enten den Ordning, at den yngste af hele
Familien succederer uden Hensyn til
Slægtskabsforholdet til sidste Besidder (altsaa
Modsætningen til Seniorat) eller overhovedet
enhver Ordning, der tillægger den yngste
Fortrin for den ældre (altsaa Modsætningen til
Majorat i videre Forstand).
P. J. J.

Minorca [-nårka], d. s. s. Menorca.

minore, se Mol.

Minorennitet (lat.). Mindreaarighed,
Ufuldmyndighed, se mindreaarig og
Umyndighed.

minores ordines (lat.). Den kat. Kirke deler
Præsteskabet i 7 Rangklasser (ordines), der
atter falder i 2 Hovedgrupper, majores ordines
(de højere Rangklasser), som omfatter
Præster, Diakoner og Subdiakoner, og
m. o., som omfatter Akolutter,
Eksorcister, Lectorer og Ostiarier.
A. Th. J.

Minorister (lat.), de, som beklæder minores
ordines
.

Minoritet (lat.), Mindretal, se Valg.

Minoritter, se Franciskanerorden.

Minorkas, se Høns, S. 135.

Minos, gr. Sagnhelt, Søn af Zeus og Europa,
Konge over Kreta, gift med Pasifaë, Helios’
Datter, med hvem han avlede Ariadne, Faidra
o. fl. Børn. Han var en mægtig Hersker, der
underlagde sig hele Kreta; hans Kongeborg laa
i Knossos. Sin Magt udstrakte han ogsaa over
Øerne i Archipelagos, hvorfra han fordrev
Sørøverne, der havde gjort Havet usikkert; paa
de mindre Øer indsatte han fl. af sine Sønner
til Konger. Ligesom han her indførte ordnede
Tilstande, var han sin Fødeøs første Lovgiver.
Han udmærkede sig ved sin Kløgt og
Retfærdighed. Sagnet lod ham besøge sin Fader Zeus
i den diktæiske Hule, et af Himmelgudens
første Kultussteder, og her modtage Raad og
Vejledning, saaledes at Kretas gl. berømte Love
skulde være blevne til under Medvirkning af
selve den øverste Gud. Efter Døden blev M.
tillige med sin Broder Rhadamanthys Dommer
i Underverdenen. Medens denne Sagnrække,
der vistnok har sin Oprindelse paa Kreta selv,
skildrede M. som en baade vis og retfærdig
Konge, fortalte andre Sagn, der til Dels i alt
Fald stammede fra andre Egne af den gr.
Verden (navnlig Attike), om hans Underfundighed
og Grusomhed. Engang bad han Poseidon om
at sende en Tyr, der kunde ofres; Havguden
sendte en overordentlig skøn Tyr; men da M.
saa den, beholdt han den selv og ofrede i dens
St. et ringere Dyr; Poseidon gjorde da Tyren
rasende, og den blev Ophav til megen Ulykke
(jfr Herakles. § 7). Da Androgeos, en af M.’s.
Sønner, var bleven dræbt i Athen, angreb M.
Byen, der maatte løskøbe sig ved en Tribut af
7 Ynglinge og 7 Piger, som skulde ofres til
Uhyret Minotauros. Paa Toget mod Athen
bemægtigede M. sig ved Forræderi Megara og
dens Havnestad Nisaia. Kunstneren Daidalos
fandt efter at være fordreven fra Athen
Tilhold hos M., for hvem han udførte herlige
Arbejder; da han siden flygtede bort, forfulgte
M. ham og kom derved til Sicilien, hvor han
blev kvalt i et varmt Bad af Kong Kokalos’
Døtre. Staden Minoa paa Sicilien blev oprettet
af de Kretere, der havde ledsaget M. Her
fandtes hans Grav, der blev ødelagt under Theron;
M.’s Ben overførtes da til hans Fødeø og
jordfæstedes der. — I M.’s Skikkelse, saaledes som
den foreligger for os i de anførte Sagn, er
utvivlsomt forenet baade mytiske og
sagnhistoriske Elementer, som det ikke er let at skille
fra hverandre. Der kan næppe tvivles om, at
der til Grund for en Del af Sagnene ligger
Overlevering om en mægtig Konge, der i en
fjern Fortid har behersket Kreta og udøvet
stor civilisatorisk Indflydelse; ved Udgravninger,
foretagne i 1900, er der i Knossos fundet
en anselig Kongeborg fra den mykeniske Tid
(2. Aartusinde f. Kr.), hvor der bl. a. er
fremdraget en stor Mængde skriftlige Optegnelser

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0112.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free