- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
128

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - MIthra - Mithradates

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

foruden M. ofte Sol invictus, den ubesejrede Sol,
men maa i øvrigt her som i Persien have været
Krigsgud; M.-Stenene findes da ogsaa hyppigst
paa de St., hvor de rom. Legioner har ligget
(f. Eks. ved Rhinen og Donau). Sandsynligvis
har denne Kultus forplantet sig ad Militærvejen
fra de med Orientalere blandede Legioner i
Lilleasien. Men ogsaa Slaverne fra disse Egne
har ført M. med sig, hvorfor hans Dyrkelse
blev hyppig i Havnestæderne, hvor saadanne
Slaver fandtes i Mængde. Fra dette Liv bl.
Soldater og Slaver skulde M. imidlertid snart hæve
sig op. Kejser Commodus, der dels i Orienten,
dels i Germanien og Donau-Landene, hvor han
tjente i Hæren, maa have lært M. at kende,
oprettede Mysterier for ham; snart fulgte da
Officererne det kejserlige Forbillede;
Kejserhuset fortsatte denne Kultus (især under
Soldaterkejseren Aurelian), og endelig gjorde
Diokletian M. til en af Rigets Beskyttere (fautor
imperii
), medens Constantius Clorus
(Constantin den Stores Fader) endog udelukkende
dyrkede denne Gud og lod sin Søn opdrage i hans
Kultus. I Virkeligheden havde M.-Dyrkelsen
svunget sig op til at blive den fornemste Kultus
i Rom, til hvilken just de ædlere Aander søgte.
Der udviklede sig ogsaa om M.-Dyrkelsen med
dens Daab og Salvelser og Renselser en hel
M.-Teologi, der optog meget af Datidens
panteistiske og monoteistiske Spekulation i sig,
betragtede M. som Skaber, som Logos, som
Forløser og Mægler, de Dødes Opvækker ved
Tidernes Ende og Opstandelsens Førstegrøde —
altsaa mange af de Funktioner, som den første
kristelige Spekulation tillagde Kristus. At han
har været den bl. Hedenskabets Guder, som
længst og stærkest gjorde Kristus Rangen
stridig, synes at ligge uden for al Tvivl. Paa enkelte
Punkter synes Kristendommen ogsaa at have
taget Arv efter M. Saaledes spiller M.’s Soltegn
(Hagekorset) ind i Korsets Historie, og i Syden
er Julefesten vistnok indtraadt som Afløsning af
M.-Dyrkernes Vintersolhvervsfest (25., ɔ: efter
jul. Kal. 21. Decbr). Endelig var det ikke
sjældent, at kristne Kirker byggedes paa det St.,
hvor en M.-Helligdom stod, og da denne sidste
altid fandtes under Jorden, blev den ofte
staaende som Krypt under Kristenkirken (saasom
St. Clemente i Rom). (Litt.: F.
Windischmann
, »M.« [»Abh. d. Deutsch. Morgenl.
Gesellsch.« 1857]; F. Cumont, Textes et
monuments relatives aux mystères de M.
I—II [fra
1896]; samme, Les Mystères de M. [Paris
1913]; J. Tontain, Les cultes païens dans
l’empire Romain
[Paris 1908—11]; A.
Dieterich
, »Eine Mithraslithurgie« [Berlin 1910]).
Edv. L.

Mithradates [-tra-] (saaledes lyder Navnet
paa Indskrifter og Mønter, medens de rom. og
senere gr. Forf. skriver Mithridates), Navn
paa adskillige Konger i de vestasiatiske Riger i
Oldtiden. Berømtest er M. VI (ell. IV)
Eupator, Konge i Pontos 120—63 f. Kr. Han var f.
omtr. 132 og besteg Tronen, da hans Fader blev
myrdet. I Beg. regerede hans Moder Laodike
og nogle Formyndere, som forgæves søgte at
rydde ham af Vejen; selv tog han Magten 111.
Straks begyndte han ved en energisk
Krigspolitik at udvide sit Riges Grænser. Først søgte
han at bemægtige sig Egnene N. f. det sorte
Hav, hvor en stor Del af Befolkningen var gr.
Ved Hjælp af sin Feltherre Diofantos erobrede
han det bosporanske Rige og skaffede sig
Forbund med Grækerne paa det tauriske Chersones
(Krim), hvem han hjalp imod Skytherne (110—06).
Senere erobrede han Landene Kolchis og
Maiotis og skaffede sig Forbundsfæller bl.
Sarmater og Bastarner V. f. Borysthenes (Dnjepr),
ja helt nede i Thrakien, saa at hans Indflydelse
næsten strakte sig helt rundt om det sorte Hav.
Desuden søgte han at underlægge sig de Lande,
der grænsede umiddelbart op til Pontos. Han
erobrede Lillearmenien, Paflagonien, Galatien
og Kappadokien, men kom i den Anledning i
Strid dels med Kong Nikomedes II af Bithynien,
dels med Romerne, og Kappadokien blev ham
frataget af Sulla, som var rom. Statholder i
Kilikien (92). Snart benyttede M. sig dog af
Tronstridigheder i Bithynien til atter at rykke
frem, medens Romerne, som var lammet af
Forbundsfællekrigen i Italien, ikke var i Stand til
virksomt at holde ham tilbage. De nøjedes
foreløbig med at bevæge Nikomedes III af Bithynien
til Krig (89), men M. slog ham og trængte
derefter ind i den rom. Prov. Asien, det
forhenværende pergamenske Rige. Hermed begyndte
den 1. mithradatlske Krig (88—85).
Befolkningen i de rom. Lande modtog M. med Glæde, saa
at det var ham en let Sag paa een Dag at lade
samtlige Romere og Italere i Prov. (der
angives 80000 Mennesker) dræbe. Derpaa sluttede
ogsaa Grækenland og de fl. Øer i Ægæerhavet
sig til M., hvis Feltherre Archelaos især forstod
at vinde Grækerne. Imidlertid udsendte
Romerne en Hær under Sulla, som efter at have
besejret Folkepartiet i Rom, der modsatte sig
hans Udsendelse, landede i Grækenland,
erobrede og plyndrede Athen og vandt et Par store
Sejre over M.’s overlegne Hære ved Chaironeia
og Orchomenos (86). En anden rom. Hær under
Valerius Flaccus, en af Folkepartiets Førere,
var imidlertid gennem Makedonien og Thrakien
naaet over til Asien. Ogsaa Sulla gik herover,
og Freden sluttedes kort efter i Dardanos. Af
Hensyn til den forestaaende Borgerkrig lod
Sulla M. slippe paa billige Vilkaar; han maatte
blot afstaa sine Erobringer i Lilleasien, betale
en Skadeserstatning og udlevere en Del Skibe.
Faa Aar efter angreb den rom. Statholder i
Asien, Murena, M. paa ny, men var uheldig og
maatte paa Sulla’s Befaling indstille
Fjendtlighederne (2. mithradatiske Krig 83—81),
hvorefter M. under fl. Aars Fred fik Tid til at
samle Kræfter. Da Nikomedes III af Bithynien
døde efter at have testamenteret sit Land til
Romerne, begyndte M. atter Krig (3. mithradatiske
Krig 74—63) Romerne var i Beg. særdeles
heldige under Anførsel af Lucullus, som tvang
M. til at ophæve Belejringen af Kyzikos og
derpaa trængte ham helt ud af hans Rige. M. søgte
Tilflugt hos sin Svigersøn Tigranes af
Armenien, men ogsaa derhen fulgte Lucullus ham og
slog Tigranes ved Tigranokerta (69). Men da
Lucullus’ misfornøjede Soldater nødte ham til
Tilbagetog, kom M. igen i Besiddelse af sine
Lande og kunde paa ny gaa angrebsvis til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free