- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
147

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moderlyden - Modermælk - Modermærke - moderne - Modernelliker - Modernismen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

svangre Livmoder. Den er af samme Hurtighed
som Pulsen og dannes sandsynligvis i de
store Kar, særlig de store Blodaarer paa
Siderne af Livmoderen, derimod ikke, som man
en Tid lang troede, paa det Sted, hvor
Moderkagen sidder. En Lyd, der ligner M., kan ogsaa
findes uden for Svangerskab, saaledes ikke
sjælden ved større Svulster i Livmoderen.
(Lp. M.). J. P. H.

Modermælk, den af Moderen afsondrede
Mælk, der tjener til hendes spæde Barns
Ernæring.
J. P. H.

Modermærke (nævus) kaldes en medfødt,
gerne noget ophøjet Plet paa Huden; enten
bestaar den af en tæt Samling af udvidede
Blodkar (n. vasculosus), hvilket især er hyppigt i
Ansigtet, ell. den har mere Karakter af en flad
Vorte, der ofte er mørkfarvet (n. pigmentosus)
og bevokset med Haar. Om Aarsagen til M.
vides intet.
S. B.

moderne (nylat.), nymodens, modernisere,
omdanne efter Tidens Smag, den sidste
Mode.

Modernelliker. se Jambosa.

Modernismen ell. Reformkatolicismen,
en liberaliserende Bevægelse, der opstod inden
for den rom.-kat. Kirke i Slutn. af 19. Aarh.
som Modstød mod den reaktionære
Ultramontanisme. Bevægelsen er ført frem i forsk.
Lande og af indbyrdes ret forsk. Teologer, den har
derfor ikke det samme Præg alle Vegne, men
den er fremkaldt ved det Tryk, som
Pavevælde, Tilbagevenden til middelalderlig
skolastisk Tankegang og Fordømmelse af moderne
Kulturidealer havde lagt paa Kirken under
Pius IX. M. vilde hverken omstøde Pavedømmet
ell. Kirkens Dogmer, vilde ikke indlede en
ny Reformation ell. føre Kirken over i
protestantiske Lejre, men den krævede en kirkelig
Nyorientering med Opgivelse af den kirkelige
Tvang og Diktatur paa det religiøse Omraade.
M. krævede Hensyntagen til den personlige
religiøse Overbevisning, Lempelse inden for den
strenge hierarkiske Ordning og en Reform af
det videnskabelige Studium ved Indførelsen af
den historisk-kritiske Metode baade i Studiet
af Bibelen, Dogmatikken og Kirkehistorien. I
Leo XIII mente M. at have fundet en Pave, der
indvarslede en ny Tid, navnlig da han aabnede
Vatikanets hidtil ængsteligt bevogtede Arkiv for
den frie Forsknings Mænd. I Amerika, satte M.
sine første Frugter. I. Th. Hecker grundlagde
en ny Orden af Missionspræster, Paulisterne,
som i Modsætning til de ældre Ordeners mere
passive Dyder, ubetinget Lydighed og
Ydmyghed, fremhævede Betydningen af aandelig
Frihed og Selvstændighed og af Handlekraft.
Hecker lærte fremdeles, at de latinske Folkeslags
Indsats i den rom.-kat. Kirke i det væsentlige
var afsluttet med Vatikanerkoncilet, og at de
nordiske Folkeslags Tur nu var kommen, til
Virkeliggørelse af deres Idealer. Hans Tanker
vandt begejstret Tilslutning, selv hos Gibbons
og Ireland, men »Amerikanismen«, som
Bevægelsen kaldtes, vakte Jesuitternes alvorlige
Harme, og Leo XIII udtrykte i et Brev til
Gibbons sin Misbilligelse af »Amerikanismen«, men
dog paa en ret forsigtig Maade. Paavirket af
Hecker rejste Hermann Schell M.’s Sag i
Tyskland i de begejstrede Skr »Der Katholizismus
als Prinzip des Fortschritts« (1897), og »Die
neue Zeit und der alte Glaube« (1898), som
kræver Reformer baade i Studier og i Kirkeorden,
men navnlig Anerkendelse af den personlige
Overbevisning. Men ogsaa herimod rejste
Jesuitterne og deres Venner sig og fik Paven til
at sætte Schell’s Bøger paa Index. Schell
underkastede sig, dog uden at opgive sin
Overbevisning. Andre tog hans Tanker op og førte
M. videre i Tyskland, saaledes Joseph Müller,
der i »Der Reformkatholizismus, die Religion
der Zukunft« (1899) og i Tidsskr. »Renaissance«
(1901—07) skarpt angreb den blinde Tillid
til Skolastikken, Albert Ehrhard, F. X. Kraus
og Joseph Schnitzer. I Frankrig tog M. sit
Udspring paa Institut catholique i Paris, hvor
Louis Duchesne og Alfred Loisy samlede
unge Teologer om sig og lærte dem den
hist.-kritiske Metode, ogsaa i Studiet af Biblen. Leo
XIII søgte i sin Encyklika Providentissimus
Deus
(1893) at slaa al Bibelkritik ned, men
Bevægelsen bredte sig i Frankrig, og Paven
maatte nedsætte en særlig Kommission til
Overvejelse af det vanskelige bibelkritiske
Spørgsmaal. Fra anden Side i Frankrig rejste
sig en filosofisk-apologetisk M., paavirket af Kant
og Comte, som Paven ogsaa efter Evne søgte
at bremse. I Italien slugte man Loisy’s Skr,
og en Rk. dygtige Mænd blev M.’s Talsmænd,
saaledes J. Semeria, Digteren A. Fogazzaro og
navnlig Romolo Murri, som samlede ikke blot
Teologer, men Arbejdere om sig og skabte en
kristelig demokratisk Bevægelse. Ogsaa i
Frankrig rejste der sig en tilsvarende social,
kristelig-demokratisk Bevægelse, hvis Organ var
Sillon, grundlagt af M. Sangnier. Mod disse
demokratiske og sociale Rørelser rettede Leo XIII
sin Encyklika Rerum novarum (1891), der søgte
at opstile et officielt socialt Program for
Kirkens Mænd. I England var Kardinal Newman
paavirket af M.’s Tanker, men M.’s Fører her
blev hans Discipel Irlænderen G. Tyrrell, der
gled over fra et intellektualistisk, skolastisk
Standpunkt til en mystisk, udpræget personlig,
religiøs Inderlighed. Han blev angrebet af
Kardinal Mercier, men besvarede Angrebet med sit
for M. næsten klassiske Værk Medievalism (1908).
Trods sin bestemte Modstand mod M. havde
Leo XIII dog vist Forstaaelse for de Motiver,
som laa bag ved M.; men hans Efterfølger,
Pius X, savnede ganske Betingelserne for at
forstaa, hvad M. vilde, og opfattede den som et
farligt moderne Kætteri, der hensynsløst
skulde slaas ned. Det gjorde han da ogsaa efter
Evne. Straks i sin første Encyklika 1903
advarede han i voldsomme Ord mod M. 5 af
Loisy’s Bøger kom paa Index, Murri og hans
kristelige Demokrati blev fordømte, og snart
udsendte han en særlig Encyklika Pascendi
(1907) mod hele M., som uden videre erklæredes
for Udslag af menneskeligt Hovmod; foran
Pascendi gik en Syllabus Lamentabili, der
fordømmer 65 modernistiske Sætninger.
Modernisterne svarede skarpt og underkastede
Pascendi en sønderlemmende Kritik, hvorpaa
Paven ekskommunicerede Tyrrell, Schnitzer,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0161.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free