Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moksha
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uomgængelige Betingelse for M.; men hvorledes denne
Betingelse virkelig kan indtræde, synes
uforklaret, til Trods for de detaillerede praktiske
Anvisninger, som gives dertil, og man henvises
faktisk til et Slags Naadevalg fra det absoluttes
(det upersonlige Bráhman’s) Side i de Systemer,
som har dette til Forudsætning (jfr.
Bhagavadgītā). Konsekvent sluttes der, at alt, hvad
der er ell. sker i Universet, er Resultatet af de
levende Væsners Karman (Gud, i de deistiske
Systemer, har kun at lede Væsnernes Skæbne
efter denne Gengældelseslov). Har man faaet
Bugt med Uvidenheden, indtræder Befrielsen
allerede her i Livet (dette kaldes jīvanmukti);
at man foreløbig alligevel bliver ved at leve,
maa sammenlignes med, at en Pottemagerskive
bliver ved at løbe en Tid, ogsaa naar man ikke
støder til den, men saa holder op, naar der ikke
meddeles den en ny Bevægelse; det er kun den
Karman, som allerede har begyndt at bære
Frugt, der løber ud; men der kommer nu ikke
mere nogen ny; hvad man saa end gør efter at
have opnaaet jīvanmukti, har det ingen
Følger for Sjælevandringen; »thi kun saa længe
Indreorganet (manas) er ligesom vandet af
Uvidenhed og Begærlighed, kan Karman’s
Spirer vokse deri; naar disse Fejl ligesom er
udtørrede ved Sandhedserkendelsens Glød, er det
blevet ligesom ufrugtbart Steppeland, hvori
Karman-Spirerne ikke kan vokse«: kun de, der
allerede i Forvejen havde begyndt at spire,
vokser til Ende. Med Døden indtræder saa den
fuldstændige Forløsning. Intuitiv Indsigt
(som er den kraftigste) naaedes efter manges
Mening bedst (ell. udelukkende) ved Ekstase
(jfr. Dhyāna og Yoga), som giver
overmenneskelig Almagt (Trolddomsevner: aiçvarya,
siddhi) og Alvidenhed, og som maa
forberedes ved baade fysiske (Tilbageholdelse af
Aandedrættet etc.) og moralske Øvelser. Ganske lgn.
Evner naaedes ved Spægelser (Selvplagerier:
tapas), som gaar længere tilbage, og som
opr. ikke gik ud paa M., men paa at opnaa
selve disse overmenneskelige Evner, nøde en
ell. anden Gud til at tilstaa sig Opfyldelsen af
Ønsker, og erobre sig »Verdener« ɔ: salige
Opholdssteder i Himlen (normalt efter Døden) for
lange Tider; da M.-Bestræbelserne fik Fart,
forkastede mange (f. Eks. Buddhisterne)
Spægelserne som unyttige ell. skadelige for M.
Det er en stiltiende ell. udtalt Forudsætning, at
det normale er, at det er i en Tilværelse som
Menneske, at man opnaar M.; der gives dog
Undtageiser. De enkelte Systemer har selvfølgelig
hver deres ejendommelige Anskuelser, saaledes
kommer efter Vedānta-Systemet de, som dyrker
den personlige Brahmân i St. f. det upersonlige
Bráhman, ved Døden ad »Gudernes Vej« til
Brahmaloka, hvor de nyder aiçvarya, indtil
de ved Enden af Brahmán’s Liv opnaar M.
tillige med denne (dette kaldes kramamukti,
»trinvis Forløsning«), Opnaaelse af M. krævede
et Liv i Forsagelse, og den, der aspirerede
dertil, maatte normalt være »Forsager«
(sannyāsin) ell. »Tigger« (bhikshu). Ogsaa andre
Indskrænkninger i Kvalifikationerne gaves der;
der var f. Eks. dem, som mente, af Çūdra’erne
ikke egnede sig dertil (og derfor ikke burde
undervises deri), medens andre (f. Eks.
Buddhisterne) ingen saadan Forskel gjorde. Selv om
man ikke havde Haab om ell. brød sig om at
opnaa M. i denne Tilværelse, kunde man dog
forbedre sin Sjælevandring ved at forøge sit
Oplag af gode Gerninger (puṇya); dette
kunde ske efter de gl Metoder (Ofre, Spægelser,
god Vandel), i alt Fald senere ogsaa ved
Pilegrimsrejser etc.; af Vigtighed (særlig for
Himlen ell. Helvede) var Dødningeofret
(çrāddha); efter nogles Mening var det af
Vigtighed endogsaa for selve M., om man døde i
Vinter- ell. Sommerhalvaaret etc. Denne Forøgelse
af puṇya var i Længden ikke uden Bet. for
M., idet man ved Sjælevandringens Forbedring
kunde blive genfødt under Forhold, hvor man
havde bedre Chancer for, at Sandheden kunde
gaa op for en. I Hinduismen er Hengivenhed
til Gud (bhakti) blevet det eneste effektive
Middel til at opnaa M. De forsk. Maader, hvorpaa
det højeste Gode tilstræbes, kaldes »Vejen«
(Karmamārga, Jñānamārga,
Bhaktimārga, se Hinduismen; »den hellige
8-leddede Vej«, se Buddhismen). Der er
tydelige Tegn til, at M.- ell Forsagelsesreligionen
med dens negativt-kristelige Dyder (Tilgivelse
af sine Fjender, først og fremmest ikke at
gøre ondt mod andre Væsner, Ligegyldighed
for denne Verden etc., i alt væsentligt som i
Buddhismen) ikke er trængt igennem uden
Modstand; et Kompromis med den gl Religion
er det saaledes, naar nogle ansaa Çudra’erne
for uskikkede, og naar de Konservative
krævede, at man skulde gennemgaa de 3 andre
Livsstadier (āçrama, se Brahmaner), før
man blev sannyāsin ell. bhikshu; i
Mahābharata møder man ofte hos de omtalte
Personer den Anskuelse, at Forsagelsesreligionen
kun passede for Brahmaner, men var uværdig
for Kshattriya’er (medens Samlerværket selv
snarere maa siges at hælde til den modsatte
Anskuelse), og der lægges Ytringer i Munden
paa Folk af den gl Skole som »den dovne,
elendige, foragtelige Tiggerstand, som kun passer
sig for en Kryster; kun den er en Mand, som
holder fast ved sin Vrede og ikke tilgiver«, og
i de gl Sagn, som anføres, ender Kongerne som
Skovboere og Selvplagere og kommer ved
Døden i Himlen, uden at der her er Tale om ell.
synes at vides noget om M., og der føres mange
og lange Diskurser, om man bør følge den
(gamle) Religion, hvis Princip er Aktivitet
(pravṛtti), ell. den (ny), hvis Princip er
Passivitet (nivṛtti), og Sympatien er
ingenlunde udelukkende paa den sidstes Side. —
Hvad selve Beskaffenheden af M. angaar, som
ogsaa kaldes Nirvāṇa, har der i
Buddhismen været regnet med den Mulighed, at den
kunde være Tilintetgørelse (se Buddhismen);
men det er den ellers afgjort ikke; men dette,
og at den var Sjælevandringens Ophør og det
eneste virkelige Gode, var ogsaa omtr. det
eneste, man var enig om; i Upanishad’erne har
selve Ideen endnu ikke rigtig udklaret sig,
hvilket giver sig Udslag i det minutiøse Arbejde,
det koster Vedānta-Læren at bestemme, om det
i de enkelte Tilfælde er det højere ell. det
lavere Bráhman, der menes paa vedk. Steder
i Upanishad’erne; for øvrigt beror Opfattelserne
af M. paa Systemernes forsk. Opfattelser af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
