Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Molière
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ligeledes i Alexandrinere skrevne heroiske Lystspil
Don Garcie de Navarre (Febr 1661), spillet i
den store Sal i Palais-Royal, fordi Selskabet
havde maattet rømme sit tidligere Lokale, der
blev nedrevet for Opførelsen af en Kolonnade.
Denne Efterligning af sp. Heltekomedie, oven i
Købet i ital. Omdigtning, faldt fuldstændig til
Jorden. Men endnu s. A. oprettede han
Nederlaget ved et 3 Akters Verslystspil L’école des
maris (Juni 1661), der til Emne har de modsatte
Følger af, at to unge Piger opdrages af deres
tilkommende Mænd, den ene i streng
Indespærring, den anden i fuld Frihed, og Festspillet
Les fâcheux (Aug. 1661), skrevet paa
Generalintendant Foucquet’s Bestilling i 14 Dage, men
en frisk og prægtig Improvisation med en
Række udmærkede komiske Figurer. 1662
giftede M. sig med den 18-aarige Armande Béjart,
Datter af Madeleine Béjart. Dette Ægteskab
med en ung, smuk, levelysten, flygtig og koket
Skuespillerinde blev for M. Kilden til bitter og
dyb Hjertesorg. Hans Skuffelse og Lidelse fandt
Udtryk i den allerede ved Slutn. af s. A. opførte
Verskomedie L’école des femmes, hvori han
med genial Selvironi har skildret den aldrende
Mands haabløse Forsøg paa at opdrage en
purung Pige fra at være et uvidende Barn til at
blive en sat og tækkelig Hustru efter hans
Hjerte; det unge Blod kræver sin Ret, og
Elskoven trodser sejrrig alle de Forskansninger,
hans egoistiske Kærlighed har opført til Værn
om hendes naive Uskyld. I klerikale og preciøse
Kredse forargedes man over Stykkets
»skandaløse« Forkyndelse af Naturens Ret. M. imødegik
Angrebene i en bidende vittig lille
Prosa-Enakter La critique de l’école des femmes (Juni
1663), Striden blev hedere, og M. spottede
endnu en Gang de forargede Adelsmænd o. a., der
følte sig ramt, i den lille Prosasatire
L’impromptu de Versailles (Oktobr. s. A.), hvori han
fremstillede sig selv og sine Skuespillere bag
Kulisserne i Færd med at indstudere deres
Roller som latterlige Markis’er og affekterede
Snærper. Et Held for M. var det, at Ludvig
XIV vedblivende beskyttede ham mod alle
ondsindede Angreb og Bagvadskelser. Som kgl.
Kammertjener og Hoftapetserer, hvilken
Stilling han havde arvet efter sin Fader, fik han
uindskrænket Adgang til Kongen. 1664 opførtes
den lille Farce Le mariage forcé og det svage
5 Akts Lystspil La princesse d’Élide, begge
skrevet i forceret Hast til Versailles-Fester.
Men endnu fra s. A. skriver sig de tre første
Akter af Mesterværket Le Tartuffe ou
l’imposteur, fuldendt Aaret efter; 1665 opførtes ogsaa
Don Juan, ou le festin de pierre og 4. Juni 1666
Le misanthrope. Netop i disse Aar, da han
pintes mest under sin Hustrus Utroskab og
levede skilt fra sine Børn, satte hans
Digterevne sine modneste og uforgængeligste Frugter.
Tartuffe (5 Akter, Alexandriner) er en
skaanselløs Satire over religiøst Hykleri, over det
Skalkeskjul, Religionen lader sig bruge til af
skurkagtige Moralprædikanter; med fuldendt
Mesterskab krænger Digteren Vrangsiden frem af disse
kalkede Grave og viser, hvilken Uhumskhed og
hvilke Laster de rummer. Stykket vakte en
Storm af Raseri; alle de kirkelige Farisæere
kom i Harnisk og fik lang Tid Stykket forbudt
paa Scenen, saa det kun udbredtes gennem
Privatopførelser og Læsning. Selv fra
Prædikestolene tordnedes der imod det ugudelige Stykke,
en enkelt Gejstlig forlangte endog Digterens
Afstraffelse paa Baalet; Ærkebiskoppen af Paris
truede alle, som læste, saa ell. hørte det
syndige Værk, med Bandlysning. M. forsvarede sig
for Kongen, der længe betænkte sig paa at
trodse dette Præsternes Anatema, med, at han
kun havde villet den hyklede, ikke den sande
Fromhed til Livs. Endelig 5. Febr 1669 blev
Forbudet ophævet, og Tartuffe opførtes nu
uhindret i Paris. Foruden Prosakomedien Don Juan,
hvis Emne er laant fra Overs. af en ital.
Bearbejdelse af et sp. Drama af Tirso de Molina,
men stærkt uddybet og personliggjort af
Digteren, skrev M. i disse Aar fremdeles sin
dybsindigste og genialeste Karakterkomedie Le
misanthrope (5 Akter, Alexandriner), der udtaler
Digterens bitre Menneskeerfaring og Lede ved
al den Hulhed, Falskhed og Utroskab, han selv
havde faaet at smage i sin Menneskeomgang og
i sit Ægteskab. Hans syge Sind rensede sig ud
i disse Værker, der lindrede hans Sjælesmerte;
straks efter slog han Gækken løs i lettere
Arbejder, som den muntre Farce L’amour médecin
(1665, 3 Akter i Prosa) og den endnu kaadere
Le médecin malgré lui (1666) efter en
gammelfransk Fabliau; fra s. A. er det aldrig
fuldendte Hyrdespil Mélicerte, fra 1667
Lystspilballetten Le Sicilien, ou l’amour peintre, der er
som en Forløber for den komiske Opera. Træt
af de mange Hoffestligheder, hvis dramatiske
Arrangør og Digter M. maatte være, skrantede
han nogen Tid. 1668 skrev han efter Plautus
Lystspillet Amphitryon (3 Akter, Vers), Farcen
George Dandin (3 Akter, Prosa) og — efter
Plautus’ Aulularia — Karakterkomedien L’avare (5
Akter, Prosa). 1669 Monsieur de Pourceaugnac
(Prosafarce, 3 Akter), 1670 Balletkomedien Les
amans magnifiques (2 Akter, Prosa) og Farcen
Le bourgeois gentilhomme (5 Akter, Prosa), 1671
opførtes den i Fællesskab med Corneille
forfattede Ballet-Tragikomedie Psyché. Kort efter
forsonede han sig med sin Hustru, og han levede
i det mindste sine sidste Aar sammen med
hende. Med Farcen Les fourberies de Scapin
(3 Akter, Prosa) vendte han tilbage til sin
Ungdoms muntre Kunstform; det s. A. (1671)
opførte enakts Lystspil La comtesse d’Escarbagnas
satiriserer over den latterlige Provinsadel, som
søger at anslaa den fine Hoftone fra Versailles.
Endnu skrev han 1672 et af sine bedste Lystspil
Les femmes savantes (5 Akter, Alexandriner),
hvori han ligesom i Les précieuses ridicules
satiriserer over skabagtige Blaastrømper og
æstetiserende Pedanter, og 1673 den kaade
Farce Le malade imaginaire (3 Akter, Prosa), hvori
Digterens ofte anvendte Spot over Lægehumbug
kulminerer i den mest løsslupne Skæmt. Hans
efterhaanden af Arbejde og huslige Sorger
nedbrudte Helbred kunde ikke taale at bære dette
Stykkes anstrengende Hovedrolle; ved 4.
Opførelse 17. Febr 1673 fik han i
Doktorpromotionsscenen efter at have sagt Ordet Juro et
heftigt Anfald af Brystkrampe, spillede alligevel
Rollen til Ende, blev bragt hjem til sin Bolig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
