Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monogami - Monografi - Monogram - Monograptus - monokarpisk - monoklin - MonokratI - monokrom - monokromatisk - monokular - Monolit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I primitive Tider var M. det alm., men ikke som
retslig krævet Samlivsform, kun som rent
faktisk Tilstand. Ogsaa i polygame Samfund er M.
det hyppigste, en naturlig Følge af Kønnenes
nogenlunde numeriske Ligestilling. At M. har
faaet retslig Sanktion i de europ.
Kultursamfund, hænger sammen med den Rolle, som
Kvinderne har spillet, idet ingen Familie vilde
bortgifte sine Døtre til Mænd af samme sociale
Stilling, uden at de i deres Mænds Hjem blev
Husfruer og fik den Ære og Myndighed, som
efter gældende Skik tilkom en saadan. M. var
derfor i Beg. ikke forbundet med noget Krav
til Manden om ægteskabelig Troskab, og i de
højere Samfundslag kunde der, foruden med
den egl. jævnbyrdige Hustru knyttes
Forbindelser, som havde Retskraft, med andre, ikke
jævnbyrdige Kvinder. Luther’s Forsvar for saadanne
morganatiske Ægteskaber, der var Flerkoneri,
er velbekendt, og i den preuss. Landsret 1794
tillades disse helt ned til vor Tid. Naar
ægteskabelig Troskab derimod strengt blev krævet
af Kvinden, har dette mindre sin Grund i det
formelle, at hun betragtedes som Mandens
Ejendom, som i det reale Hensyn, at Familien
betragtedes som en afsluttet Enhed, i hvilken
ingen fremmede Afstamningselementer maatte
indblandes, hvad enten Ægteskabet er polygamt
ell. monogamt.
Det sociale Krav, som opr. skabte M.,
tilvejebragte den Ramme, som de moralske
Forestillinger om Samlivet mellem Ægtefæller senere
hen har fyldt. Kristendommens Opfattelse af
Kønslivet har navnlig virket til at gøre M.
ikke blot til den eneste retskraftige Samlivsform
mellem Mand og Kvinde, men ogsaa til den
eneste moralsk tilladelige. Jo mere elementær den
Trang er, man søger Tilfredsstillelse for i
Samlivet med en Person af andet Køn, desto færre
moralske Støttepunkter har M., selv om det
understøttes ell. paatvinges af sociale Hensyn.
Under saadanne Forhold vil Enegifte derfor
ikke medføre ægteskabelig Troskab i kønslig
Forstand. Jo mere personligt derimod det
Følelsesliv er, som fylder Mennesket, desto
naturligere er det, at dette kun kan tilfredsstilles i
Samliv med en enkelt, og desto mere Ret faar
den til at beklage sig, der ser sin Ægtefælles
Tanker og Følelser gaa andet Sted hen. Kravet
om Mandens Troskab fandt en væsentlig Støtte
i Kirkens Opfattelse af Ægteskabet, d. v. s. den
helliggjorte Kønsforbindelse, som et Sakrament,
og Fordømmelsen af al anden Kønsforbindelse.
Det er baaret videre frem af Kvindernes
stigende Selvhævdelse og de moralske Følelsers
Vækst. I de fleste Lande stiller dog fremdeles
Lovgivningen sig mindre strengt over for
Mandens end over for Hustruens Troskabsbrud,
fordi de sociale Interesser, som derigennem
krænkes, er saa vidt forsk. Lovgivningen egner
sig kun daarlig til at værne om rent moralske
Interesser, og Troskabskravet til Manden faar
derfor stærkest Magt i de Lande, hvor Hustruen
efter Lov og Sædvane er mest ligestillet med
Manden, som f. Eks. i Amerika. Lovgivningen
arbejder derfor paa denne Fordring om
Mandens Troskab ad indirekte Vej, ved at
nedbryde Mandens Herreret og sætte Kvinden i Stand
til at hævde sine personlige Fordringer i
Ægteskabet ell. opløse det. I denne Retning, større
jur. Ligestilling af Ægtefæller og lettere Adgang
til Skilsmisse, gaar Udviklingen for Tiden i
Sammenhæng med Ægteskabets Forvandling fra
en social Institution, der berører Slægternes
Interesser, til en moralsk Institution, der blot
berører de to Parter privat. (Litt.: P. Gide,
Étude sur la condition privée de la femme
[1867]; Legrand, Le mariage et les moeurs
en France [1879]; Friedberg, »Die Gesch.
der Civilehe« [1871]; Laurent, Droit civil
internat., V; Desforges, Étude hist. sur la
forme du mariage en droit romain et en droit
français [1887]; Bridel, Les droits des
femmes et le mariage [1893]; Westermarck,
History of human mariage [1891]; Starcke,
»Die primitive Familie« [1888]; Samme,
»Samvittighedslivet« [»Familien«] [1897]; Bryce,
The american commonwealth [3. Udg. 1896, 2.
Bd, 728 ff.]).
(C. St.). Edv. L.
Monografi (gr.), Skrift, der udførlig
behandler som et Hele et begrænset Emne af en
Videnskab.
Monogram (gr., egl. eneste Tegn ell.
Bogstav, lat. signum, fr. chiffre), sammensat Figur,
gerne bestaaende af fl. sammenslyngede
Bogstaver e. l., og som skal udtrykke et Navn ell. en
Formular, Ønske e. l. De ældste M. findes paa
Oldtidens Mønter og betegner deres Hjemsted
ell. Møntmester. Et af de ældste M. i den
kristne Tid er Kristus-M. I Middelalderen efter Karl
den Stores Tid underskrev Kongerne ikke med
Navn, men med et M. Fra 13. Aarh. gaar denne
Skik af Brug, men Kendskab til M. i
Middelalderens Aktstykker er af ikke liden Bet. og en
væsentlig Del af Diplomatikken. Senere bruges
M. om de Mærker, som Kunstnere og
kunstindustrielle Mestre satte paa deres Værker, for at
man kunde se, hvem de skyldtes. Man har
oftere samlet Fortegnelser over de af
Kunstnere o. a. paa denne Maade til Metalarbejder,
Porcelæn, Fajance o. l. anvendte M. (Litt.:
Brulliot, Dictionnaire des M. [3 Bd,
Stuttgart 1834]; Duplessis, Dictionnaire des
marques et M. de graveurs [3 Bd, Paris 1886—87];
Grässe, Guide de l’amateur de porcelaines
[8. Udg. Dresden 1894]; L. Fagan, Collector’s
marks [London 1883]).
V. S.
Monograptus, se Graptolitter.
monokarpisk, se hapaksantisk.
monoklin. se Krystalformer, S. 798.
Monokrati (gr.), Enevælde.
monokrom (gr.), ensfarvet.
monokromatisk (gr.), se Farve.
monokular (lat.), »med eet Øje«, især i
Betydningen m. Syn.
Monolit (Monolith; af gr. μóνσς,
enkelt, og λίθσς, Sten), Mindesmærke, bestaaende
af en eneste Sten. Da der behøves betydelig
Arbejdskraft og Snille til at rejse større M., og
det ikke er nogen let Sag at ødelægge en M.,
har man fra de ældste Tider anset M. for
hensigtsmæssige Mindesmærker. De ældste M. er
enten slet ikke ell. kun groft og raat tilhuggede,
saaledes Menhir’er og Bautastene fra
forhistoriske Tider. Runestenene i Norden er ogsaa M.;
man tænke f. Eks. paa Jelinge-Stenene. Hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>