- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
233

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Montalcino - Montalembert, Charles Forbes - Montalembert, Marc René - Montalivet, Jean Pierre Bachasson og Camille Bachasson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Montalcino [-↱t∫ino], By i det mellemste
Italien, Prov. Siena, ligger 34 km SSØ. f. Siena
paa et isoleret, 590 m højt Kalkbjerg. (1911)
9250 Indb. M. er omgivet af Mure, har en Kirke
med Fresker og et Relief af Robbia, Raadhus,
er Sæde for en Biskop og driver Vinavl (særlig
en fortrinlig Muskateller). I Omegnen af M.
findes flere Mineralkilder.
C. A.

Montalembert [mǡtalã↱bæ.r], Charles
Forbes
, Greve, fr. Politiker og Forf., f. 29.
Maj 1810 i London, d. 15. Marts 1870 i Paris.
Hans Fader (1777—1831) levede som Emigrant
i England 1792—1814 og tog Del i Kampen mod
sit Fædreland; var 1819—20 fr. Sendemand i
Kbhvn og 1826—30 i Sthlm. Sønnen sluttede
sig tidlig til den frisindede Katolicisme, som
lærtes af Lamennais og Lacordaire, grundlagde
1830 med dem Bladet l’Avenir, og var 1831
med at oprette en lærd Skole uden Tilladelse
for at gøre Indsigelse mod det udelukkende
Statsskolevæsen. Den blev straks lukket, og
uagtet hans glimrende Forsvar for Pairskamret
idømtes han en ringe Bøde, men havde i
Virkeligheden vundet sin Sag for den offentlige
Menings Domstol. Novbr s. A. fulgte han
Lamennais til Rom, men de fik kun en
unaadig Modtagelse af Paven og efter nogle
Maaneders Ventetid en ubetinget Fordømmelse af
deres Lære. I Misstemning herover drog han
til Tyskland og studerede i Marburg, men
1834 bøjede han sig for Pavens Dom, og efter
at have indtaget sit Sæde i Pairskamret 1835 var
han en kæk og veltalende Forsvarer for
Kirkens Ret og Frihed over for Staten. Særlig
Opsigt vakte hans Ytring 1837: »Vi er
Korsfarernes Sønner og vil ikke vige for Voltaire’s«
og hans 3 ypperlige Taler 1844 for Kirkens,
Undervisningens og Munkeordenernes Frihed.
Ligeledes optraadte han som Talsmand for de
undertrykte kat. Folkeslag, Irlænderne og
Polakkerne, samt 1847 for »Sonderbund« i
Schweiz. Efter Februarrevolutionen 1848
erklærede han vel sin Tilslutning til Republikken,
men tog dog Sæde i Nationalforsamlingen
bl. yderste Højre og virkede 1850 ikke alene
for Skoleloven, men ogsaa for Valgrettens
Indskrænkning. Derimod var han ligesom allerede
1836 en varm Talsmand for Trykkefriheden.
Han bøjede sig uden Tøven for Statskuppet af
2. Decbr 1851 og lod sig vælge til den lovgivende
Forsamling; men hans Frihedsønsker bragte
ham snart i Opposition mod Kejserdømmet,
og ved Valget 1857 vragedes han. Han
kæmpede haardnakket mod den yderlige
Ultramontanisme og dens Ordfører Veuillot, udtalte
sig 1863 paa den kat. Kongres i Mecheln for
den fri Kirke i den fri Stat og 1869—70 afgjort
mod Ufejlbarhedsdogmet. Foruden mange
Flyveskrifter om politiske og kirkelige Spørgsmaal
har M. skrevet Vie de Ste Elisabeth de
Hongrie
(1836, 22. Udg. 1903) og Les Moines
d’Occident depuis St Bénoit jusqu’à St Bernard

(4 Bd, 1866—67, 5. Udg. 1874—75); hans
samlede Skr udgaves 1861—68 i 9 Bd, hans
Taler i 3 Bd (2. Udg. 1892). Siden 1852 var
han Medlem af det fr. Akademi. M.’s Levned
er skildret af Craven (1873), Lecanuet
(3 Bd, 1895—1901), og hans Svigersøn de
Meaux
(1897). M.’s Brevveksling med en
Ungdomsven (1831—70) udg. 1905.
E. E.

Montalembert [mǡtalã↱bæ.r], Marc René,
Marquis de, fr. General, (1714—1800). 1731 blev
han Dragonofficer, deltog i adskillige Felttog
og navnlig i mange Belejringer hvorved han
erhvervede sig stor Erfaring i Fæstningskrigen.
1776 udgav han et Værk om Befæstningskunst
Fortification perpendiculaire etc., og han
fortsatte sine militærvidenskabelige Arbejder
lige til 1793, da hans andet Hovedværk L’art
défensif, supérieur à l’offensif
udkom. I sine
Værker paaviste han mange Fejl ved den
hidtil anvendte bastionære Tracé og ved den
Maade, hvorpaa Fæstningsforsvaret da førtes. Han
foreslog Anvendelse af det polygonale ell.
tenaillære Grundrids og vilde navnlig lægge en
afgørende Vægt paa Forsvarets Benyttelse af
et talrigt og kraftigt Artilleri, M.’s
Befæstningssystem karakteriseres navnlig ved en
udstrakt Anvendelse af Kasematter saavel til
Underbringeise som i Forsvarsøjemed. I sin
typiske Front (Fort-royal) har han midt paa
Fronten en stor treetages Kaponierebygning,
indrettet baade til Artilleri og Infanteri; fra
denne udgaar Flankering af Graven til begge
Sider. Bag Hovedvolden findes et Afsnit,
dannet af en toetages Kasematbygning med
Platform; desuden er der midt paa Fronten, som et
selvstændigt Punkt, en høj Kavaler med
Forsvar til alle Sider. Af Udenværker anvendes
en Enveloppe. M.’s Ideer, som mødte stærk
Modstand bl. fr. Ingeniører, og som i
Hjemlandet kun bragtes til Udførelse ved enkelte
mindre Befæstningsanlæg, saaledes paa Øerne
Aix og Oleron ved Frankrigs Vestkyst,
dannede Grundlaget for den senere ny-preussiske
Befæstning. M. er den første, som har
paapeget Nødvendigheden af en Række
fremskudte Forter.
Sch. P.

Montalivet [mǡtali↱væ]. 1) Jean Pierre
Bachasson
, Greve (1766—1823), var 1785—90
Parlamentsraad i Grenoble og maatte 1794
under Rædselstiden tage Tjeneste i den fr.
Hær ved Alperne for at redde sit Liv.
Napoleon Bonaparte, hvis Bekendtskab han havde
gjort 1789, udnævnte ham 1801 til Præfekt,
1806 til Direktør for Vej- og Brobygningsvæsenet
og 1809 til Indenrigsminister samt
Greve; han regnedes for en af Kejserens
dygtigste Ministre og nød hans fulde Tillid. 1814
fulgte han med Kejserinde Marie Louise til
Blois og blev Sekretær for Regentskabet; var
1815 i de 100 Dage Kronens Generalintendant
og Pair. 1819 optoges han i Pairskamret og
hørte til dets frisindede Side.

2) Camille Bachasson, Greve, f. 25.
Apr. 1801, d. 4. Jan. 1880, foreg.’s Søn, blev
1826 Pair og sluttede sig straks til den
frisindede Opposition; skrev 1827 et Flyveskrift, Un
jeune Pair de France aux Français
, og blev
siden Sekretær for Selskabet Aide-toi.
November 1830 blev han Indenrigs- og Marts 1831
Undervisningsminister, men overtog efter
Casimir Périer’s Død Apr. 1832 igen den første
Post indtil Oktbr s. A. Han sikrede ved sine
kraftige Forholdsregler Karl X’s Ministre mod
Folkets Selvtægt og viste samme Iver for at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0247.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free