Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Montmorency - Montmorillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig nu i to Linier: den ældre og Linien
M.-Laval.
Slægten vedblev at være Kronens Hjælper.
Dens Anseelse og Magt saavel som dens
Talrighed holdt sig ogsaa i den flg. Tid; 1327 fik dens
Medlemmer Lov at føre den hæderfulde
Benævnelse »Frankrigs første Baroner«. — Fra
Jean de M., der levede i første Halvdel af
15. Aarh., udgik tre Linier. Han gjorde nemlig sine
to Sønner af første Ægteskab arveløse, fordi
de under de indre og ydre Kampe havde taget
Parti for Hertugen af Burgund. De maatte da
nøjes med deres Mødrenearv, Nivelle og
Fosseux i Brabant, og saaledes grundedes
Linierne Nivelle og Fosseux. Den første af
disse Linier har faaet en vis hist. Berømmelse ved
sine sidste Medlemmers tragiske Død; den
uddøde nemlig med Greverne Hoorn og Floris,
der blev henrettede henh. 1568 og 1570. Den
tredie Søn derimod tiltraadte nu officielt med
Ludvig XI’s Tilladelse Arven efter Faderen og
fortsatte Slægten M. i Frankrig. Han udvidede
Slægtens Besiddelser betydeligt, saaledes bl. a.
ved Erhvervelsen af Chantilly. Her f. 1493
Slægtens berømteste Medlem, Anne de M.
Han blev opdragen sammen med den senere
Konge Frants I og kom under dennes Regering
til at spille en betydelig, til Tider mindre
heldig, Rolle i Frankrigs Politik. Han var med i
Slaget ved Marignan 1515, deltog senere i
Frants’ ital. Felttog, blev 1522 udnævnt til
Maréchal de France, blev tagen til Fange
sammen med Kongen ved Pavia 1525, arbejdede
ihærdig for Fred og for Kongens Frigivelse,
hvorfor han 1526 belønnedes med Udnævnelse
til Guvernør over Languedoc. 1538 blev han
Connétable, og han var nu i en Aarrække
faktisk Leder af Frankrigs indre og ydre Politik.
I denne Stilling svingede han bort fra Frants I’s
hidtidige anti-habsburgske Politik. Han ønskede
tværtimod Samvirken og Enighed med Karl V,
hvorfor han fik Frants I til at tilbagevise Byen
Gents Tilbud om at gøre Oprør og give sig ind
under Frankrig, ja M. og Kongen opfordrede
endog Karl V til at gaa igennem Frankrig for
ved et Angreb fra fr. Side at knuse den
oprørske By. Det, der leder M.’s Bestræbelser
for Udsoning med den tyske Kejser, er hans
bekymrede Iver for at hævde Autoriteten, baade
paa det politiske og religiøse Omraade. Da
Frankrig imidlertid intet som helst positivt
naaede ved sin kejservenlige Politik, ja
tværtimod svækkedes i sin Stilling over for andre
Magter, undergravedes M.’s Stilling, og 1541
faldt han helt i Unaade; først med Henrik II’s
Tronbestigelse naaede han atter frem til Magt
og Ære sammen med Guiserne. Han kuede
Oprør i Bordeaux og blev 1551 Hertug og Pair,
førte den Hær, der 1552 erobrede Lorraine,
men var senere gentagne Gange uheldig, som
ved St. Quentin 1557; var en af Hovedmændene
for Freden i Cateau-Cambresis 1559, der vakte
alm. Forbitrelse; levede derpaa i nogen Tid
forholdsvis ubemærket, indtil han under Karl
IX paa ny kom frem i første Rk. Alle Partier
saa hen til ham, Coligny’s Onkel, som
Situationens Mand. Men han var ikke nogen
»Politiker«, han var Kongens og Kirkens,
Autoritetens Mand; han valgte at bekæmpe de
kætterske Oprørere, valgte Borger- og
Religionskrigen i St. f. Forsoningens og Overenskomstens
Politik. Han d. under den anden Borgerkrig
efter at være blevet haardt saaret i Slaget ved
St.-Denis 1567. Hverken som Politiker ell. som
Feltherre var M. særlig fremragende. Hans
store Indflydelse paa Frankrigs Skæbne i disse
Aar skyldtes hans uhyre Arbejdskraft, hans
store admin. Evner, hans høje Byrd og
umaadelige Rigdom. Han var Frankrigs mægtigste
og rigeste Adelsmand; det var ham, der lod
bygge det skønne Slot Chantilly, ligesom han
ogsaa paa andre Maader opmuntrede og
støttede Kunst og Videnskab. Hans ældste Søn,
François (1530—79) fulgte ikke Faderens
snæversynede Politik. Religionskrigens Rædsler
førte ham til Tolerance og Maadehold, han
blev en af Stifterne af »Politikernes« Parti, og
da han selv d. barnløs, fortsattes hans Politik
af hans yngre Broder Henrik (I) (d. 1614),
der arvede hans Titel og Godser. Forinden var
han, ved Faderens Død bleven Guvernør i
Languedoc, hvor han gjorde sig næsten
uafhængig. Som Chef for »Politikerne« gjorde han
Protestanterne betydelige Tjenester. Hans Søn
Henrik (II) fulgte ham som Guvernør i
Languedoc, deltog i Ludvig XIII’s og Richelieu’s
Kamp mod Hugenotterne, men indlod sig senere
med Gaston og støttede dennes Forsøg paa at
styrte Richelieu; fik en Del af Languedoc til at
gøre Oprør, men tabte Slaget ved Castelnaudary
1632, hvor han selv blev taget til Fange. Af
Parlamentet i Toulouse blev han dømt til
Døden, og trods fremmede Fyrsters og fr.
Adelsmænds Forbøn lod Ludvig XIII Dommen
fuldbyrde. — Om François Henri de M.,
Hertug af Luxembourg, se Luxembourg.
— En Ætling af Linien M.-Laval, Matthieu-Jean
Félicité, Hertug af M. (1766—1826),
har i nyere Tid atter ført det gl. Navn frem i
det offentlige Liv. Han deltog i den nordamerikanske
Frihedskrig, hvor han blev General,
og var senere et virksomt, liberalt Medlem af
Nationalforsamlingen som en af Adelens
Deputerede. Han var en af de første Adelsmænd,
der sluttede sig til Trediestand, og var en af
Talsmændene for Privilegiernes Ophævelse.
Senere emigrerede han tog til Coppet til Fru
Staël, hvis fortrolige Ven han var; under
Kejserdømmet levede han et tilbagetrukket Liv,
alt medens hans Ideer lidt efter lidt
forandredes, saa han med Glæde saa Bourbon’erne
vende tilbage. Ludvig XVIII gjorde ham til Pair,
og 1821 blev han Udenrigsminister; deltog i
Kongressen i Verona, ivrig for Frankrigs
Intervention i Spanien; maatte imidlertid kort
efter gaa af. Blev mere og mere bigot og steg
i samme Forhold i Karl X’s Yndest. (Litt.:
André-Duchesne, Hist. de la maison de
M. et de Laval [1629]; Decrue, Anne de M.
[2 Bd, Paris 1885—89]).
P. M.
Montmorillon [mǡmåri↱jǡ], By i det indre,
vestlige Frankrig, Dept Vienne, Hovedstad i
Arrond. M., ligger 52 km SØ. f. Poitiers ved
Gartempe, er Knudepunkt paa Orléans-Banen,
har en gammel Kirke fra 12. Aarh., opført i
gotisk Stil med Krypt og gamle Freskomalerier;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
