Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monument
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Begivenheder. Det kan fremtræde som en
Stenstøtte, mere ell. mindre udformet, som et
Skulpturarbejde, jævnligt formet som et Portræt af
den Person, hvis Minde det skal bevare, som et
Arkitekturværk, ell. som en Blanding af disse
forsk. Typer. Det kan anbringes i fri Luft ell.
inde i Hus, fritstaaende ell. paa en Væg, men
det er indlysende, at det i Reglen placeres paa
et iøjnefaldende Sted, og at det udføres af saa
holdbare Materialer som muligt. Paa Støtten,
paa Figurpostamentet ell. paa Bygningen
anbringes oftest en forklarende Indskrift.
I Oldtiden og Middelalderen, hvis Aandsliv i
saa høj Grad præges af religiøs Tro, hedensk
eller kristelig, har M. regelmæssigt haft en
sakral Bet., og i ganske overvejende Grad er disse
ældre Tiders M. knyttede til de Dødes Grave.
Ang. M.’s Historie maa der i øvrigt henvises til
Gravmæle. Men allerede i de ældste store
Oldtidskulturer gør M. sig gældende ogsaa
uden for Gravmindernes Kreds. Ægypternes
Monumentalstatuer kan, ligesom Obeliskerne,
optræde uden for Gravene, og Babylons Statuer
og Billedstene (som f. Eks. Hammurabis Sten)
og Assyriens Relieffer er ikke Gravmæler;
derfor maa det dog ikke glemmes, at deres religiøse
Bet. utvivlsomt har været den overvejende, og
at de i endnu højere Grad er skabte for
Guderne end for Efterverdenen. Ogsaa de
hellenske M. er i første Rk. bestemte af Gudetroen,
og naar de ikke er knyttede til Gravene, giver
de Udtryk for Menneskenes Taknemlighed mod
Guddommene. Det gælder Skatkamrene ved de
store nationale Helligdomme i Delfoi og
Olympia, det gælder Atheniensernes Slangetrefod til
Minde om Sejren over Perserne (smlg. Bd V,
S. 929) og lgn. Monumenter, det gælder de
Statuer, som Sejrherrerne i Væddekampene
opstillede, Vognstyrere, Nævefægtere, Atleter o. a.,
og det gælder alle Monumenter, som er
knyttede til det gr. Teater, der jo selv er af religiøs
Oprindelse. Men det gr. Aandslivs Udvikling,
Hellenernes Beundring for det skønne
Menneskelegeme og deres historiske Sans maatte føre
til, at M.’s verdslige Bet. voksede frem til at
blive mindst ligeberettiget med dets religiøse.
Statuegruppen af Tyranmorderne Harmodios og
Aristogeiton (514 f. Kr.), som Athenienserne
rejste og efter Perserkrigene fornyede, kan
kaides det ældste politisk-folkelige
Mindesmærke, og Forherligelsen af den historiske
Personlighed gjorde sig gældende i 4. og 3. Aarh.,
da den gr. Kunst gav sig i Lag med det egl.
Portræt, og da der rejstes Æresstatuer af
Digtere som Sofokles og Menandros (begge i Athens
Dionysosteater), af en Taler som Demosthenes
(paa Athens Torv) ell. af Aristoteles, hvis
Billede hans Lærling Alexander den Store ogsaa
lod opstille i Athen. Hertil kom yderligere
Statuer af Herskere og Hærførere, og i denne
Sammenhæng kan ogsaa erindres om Løven i
Chaironeia (smlg. Bd IV, S. 744). Men i hvor
høj Grad M. dog endnu i hellenistisk Tid var
knyttede til Helligdommene, viser Eksempler
som Demetrios’ Nikestatue fra Samotrake og
Kong Attalos’ Gallergrupper fra Akropolis, der
begge er Votivgaver til Tak for vundne Sejre,
ligesom Lysikrates-Monumentet for en
atheniensisk Teatersejr.
Paa dette Overgangsstadium mellem religiøst
og verdsligt M. stod endnu ogsaa Romerne, hvis
talstærke Mindesmærker dog i højere Grad end
Grækernes forherliger Krigerne og Magthaverne,
Sejrssøjler som columna Mænia og c. rostrata
paa Forum (se Art. columna), Trofæer,
Triumfbuer, der er bevarede i stort Tal fra
Kejsertiden, og endelig de store Kejsersøjler, Trajans-
og Marc Aurel’s, med deres nøjagtige Fremstillinger
af Begivenhederne i Felten, af hvilke
Trajan-Søjlen tillige var Kejserens Gravmæle.
Roms realistiske Portrætkunst maatte i høj
Grad fremhæve M.’s Personlighedspræg, men
selv her maa det erindres, at de individualistiske
Portrætter har deres Oprindelse af den
rom. Arkitektur, og at Kejserstatuerne ikke blot
tjente til Regenternes Forherligelse, men ogsaa
i talrige Tilfælde var Kultusbilleder, foran
hvilke Statuens lydige Borgere ofrede.
Kunstnerisk set naaede Antikken saa vidt, at
den skabte praktisk talt alle de M.-Typer, der
endnu har Betydning. Det er betegnende,
at Marc Aurel’s Rytterstatue paa Roms
Capitolium er blevet det store Forbillede for alle
senere Rytterstatuer, og noget tilsvarende gælder
i Virkeligheden ogsaa andre Standbilleder og
Buster samt arkitektoniske og dekorative
Monumentformer; i ganske overvejende Grad er det
de klassisk-antikke Forbilleder, der gør sig
gældende endnu i vore Dage.
Helt uden Undtagelse er Reglen dog ikke.
Den nordiske Oldtid rejste Bautastene og
Runestene, hvis monumentale Form bestemmes af
den naturlige Stenblok, og denne Type kan
stundom gøre sig gældende i Nutiden, ikke
mindst her i Danmark. Den kristne
Middelalder skabte en Rk. kirkelige Typer, som
Antikken ikke kendte. Men disse sidste er alle
Gravmæler, og selv de middelalderlige M., der
ikke direkte er knyttede til Gravene, frigør sig
ikke fra Kirkerne; hvad enten de er Relieffer
ell. Statuer, fremtræder de i Reglen som Led i
Kirkearkitekturen og minder om Kirkernes
Stiftere og Velgørere. Efterligninger af antikke
Monumenter kan forekomme; men Kejser Karl
den Store’s Rytterbillede er kun en Statuette,
og Bisp Bernward’s Søjle i Hildesheims
Domkirke forherliger Kristus. Et fritstaaende,
verdsligt Monument som den Løve, Hertug
Henrik Løve 1166 lod opstille i Braunschweig,
og Rytterstatuen af Otto I, som findes paa
Torvet i Magdeburg, er nær ved at være Unica.
Først med Renaissancen og Humanismen kom
Aandslivet ind paa Baner, der var M. gunstige,
1453 rejstes Donatello’s Rytterstatue af
Gattamelata i Padua og 1490 Verrochio’s af
Colleoni i Venedig (se Billedhuggerkunst, Tavle
XIV). Men disse to Condottiere-M. var længe
enestaaende i deres Art, og først i de flg. Aarh.
fik de Efterfølgere. Baroktidens dominerende
M.-Form blev netop Rytterstatuer, som
forherligede de enevældige Herskere, først italienske
Regenter som Cosimo I og Ferdinand I (af G.
da Bologna c. 1600), siden Henrik IV og Ludvig
XIV i Paris, Kurfyrst Fred. Wilhelm i Berlin,
August den Stærke i Dresden, Peter den Store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
