Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monument - monumental - monumentum ære perennius - Monvel, Jacques-Marie Boutet, kaldet M. - Monza - Monzaemon, Chikamatsu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Petrograd o. s. v. og indtil Slutn. af 18. Aarh.
var M. i Virkeligheden faatallige.
M.’s Demokratisering hegyndte i Slutn. af 18.
Aarh. og indlededes med Naturhavernes smaa
og helt ell. halvt private M., sentimentale
Omformninger af Baroktidens rent dekorative
Haveskulptur, enten Minder om Slægtninge og
Venner, om Yndlingsdigtere og Romanhelte, ell.
i al Alm. talende om Venskab og Dyd og
ligesom de samtidige Kirkegaardsmonumenter
formede efter klassisk-antikke Gravmæler. Ved
Aarhundredskiftet viser sig de ældste,
offentlige M., der ikke forherliger Herskere, men
sociale Begivenheder. Napoleonstiden skaber
Triumfbuer og Krigermonumenter, og i Løbet af
19. Aarh. bliver Tilbøjeligheden til at rejse M.
stedse stærkere og almindeligere, sikkert i
nøje Sammenhæng med Nationalfølelsens Vækst.
I Nutiden mindes man baade Regenter,
Militære, Statsmænd, Politikere, Videnskabsmænd
og Digtere ved M. af allehaande Arter og
Størrelser, og Tallet øges yderligere ved, at M. ikke
blot erindrer om den nærmeste Fortids
Personer og Begivenheder, men ogsaa længst
forbigangne Tider: Med Kvantiteten har Kvaliteten
dog ikke holdt Trit. Nutidens talløse M.
mangler ofte i paafaldende Grad det virkeligt
monumentale Præg, og alt for hyppigt glemmes for
det gode Formaal, at M.’s Virkning i højeste
Grad er afhængig af dets Omgivelser.
Danske, særlig kbhvn’ske M. giver
karakteristiske Eksempler paa de sidste Aarh.’s
Udvikling. Christian V’s Rytterstatue paa Kongens
Nytorv var længe Landets eneste Skulptur-M.
uden for Kirkerne; hvad der ellers fandtes, var
kun nogle spredte og beskedne Mindestøtter,
hvoriblandt den i sin Art ret enestaaende
Skamstøtte over Corfitz Ulfeld vistnok var
Hovedstadens ældste verdslige M. Saly’s skønne
Rytterstatue af Frederik V paa Amalienborg
fulgtes hurtigt af Bondefrigørelsesmonumenterne,
Stolbergstøtten i Hørsholm, Bernstorffstøtten
ved Lyngby Landevej og Frihedsstøtten paa
Vesterbro (1797) og af mange Have-M.
(Jægerspris). Efter næsten to Menneskealdres
Stagnation afsløredes 1858 Landsoldaten i Fredericia
og Frederik VI’s Statue i Frederiksberg Have,
1861 Oehlenschläger’s Statue; i 70’erne rejstes
Frederik VII’s Rytterstatue foran
Christiansborg, der fik saa mange Efterfølgere i
Provinserne, samt M. for Tyge Brahe, H. C.
Ørsted, Niels Juel og Tordenskjold, som
indledede de moderne M.’s talrige Skarer.
C. A. J.
monumental (lat.), egl.: som er ejendommelig
for Mindesmærker. En Bygning siges at være
m., naar den tjener varige og offentlige Formaal,
en Indskrift, naar den er udført i Metal, Sten
ell. lign. holdbart Materiale, o. s. v. Nu er m.
gaaet over til at betegne det æstetisk set
storladne og ophøjede (en Bygnings »m. Holdning«
o. l.). Ved Monumentalmaleri forstaas
gerne Vægmaleri (for saa vidt det ikke er af
rent dekorativ Art) i Modsætning til
Staffelimaleri.
C. A. J.
monumentum ære perennius (lat.). se
exegim. æ. p.
Monvel [mǡ↱væl], Jacques-Marie Boutet,
kaldet M., fr. Skuespiller og dram. Forf., f. 25.
Marts 1745 i Lunéville, d. 13. Febr. 1812 i
Paris, debuterede 1770 paa Théâtre Français, som
han forlod 1781 for at overtage Ledelsen af
Kong Gustav III’s fr. Hoftrup i Sthlm, hvor
han vandt Kongens Venskab og fik stor
Indflydelse paa de yngre sv. Skuespilleres —
navnlig Lars Hjortbergs — Udvikling, forblev under
en Orlov 1787 uden Tilladelse i Paris og
genoptraadte 1791 paa den fr. Nationalscene,
hvorfra han, der ogsaa var Lærer ved
Konservatoriet, trak sig tilbage 1806. Samtiden
beundrede M.’s Intelligens, Kundskaber og Smag; hans
Spil, saavel i Tragedien som i Komedien, var
fint gennemarbejdet, men led under hans fys.
Svaghed og hans spinkle Røst. M. skrev en
Mængde Teaterstykker og Syngespiltekster, der
nu er glemt, men som blev opført overalt i
Europa, ogsaa paa det kgl. Teater. Han var
Fader til den navnkundige Skuespillerinde Mlle
Mars, som f. 1779 udenfor Ægteskab. (Litt.:
Karl Mantzius, »Skuespilkunstens
Historie« VI [Kbhvn 1916]; F. A. Dahlgren,
»Anteckningar om Sthlm’s Theatrar« [Sthlm
1866]).
R. N.
Monza [↱montsa], By i Norditalien, Prov.
Milano, ligger ved Lambro 17 km NNØ. f. M.
(1911) 53000 Indb. M. har en Domkirke, der er
bygget 590 af den longobardiske Dronning
Theodolinde og restaureret i 14. Aarh. af Campione;
den indeholder bl. talrige Kunstværker og
Kostbarheder den lombardiske Jernkrone. M. har fl.
andre Kirker, hvoriblandt Santa Maria in Istrada
fra 1327 og San Michele, hvor Kejser
Konrad III blev kronet 1128. Endvidere findes et
gotisk Raadhus fra 13. Aarh., et kgl. Slot (Villa
reale) fra 1777 med en Park, der er 13 km i
Omkreds, et ærkebiskoppeligt Seminarium,
Gymnasium og tekn. Skole. M. driver nogen
Vin- og Silkeavl samt Fabrikation af Hatte,
Bomulds- og Lædervarer. — M. hed i Oldtiden
Mogantia og var i Longobardertiden af
Vigtighed som Kongernes Residensstad. Det var i M.,
at Kong Umberto Juli 1900 blev myrdet af
Anarkisten Bresci.
C. A.
Monzaemon [↱mǡza↱emǡ], Chikamatsu, jap.
Dramatiker, f. 1653 i Prov. Nagato i Sydvestjapan,
d. 1724 i Osaka; var af Samuraiæt, blev først
Munk, senere Embedsmand i Kioto. 1686 traadte
han i venskabelig Forbindelse med den udmærkede
Joruri-Sanger Takemoto Gidayû, der Aaret
før havde grundet et Marionetteater,
Takemotoza i Osaka. For dette skrev han nu med
forbavsende Produktivitet en stor Mængde Joruri,
en Art episke Sangdramaer (se No), efter
Sigende 98 i alt, deraf 74 saakaldte Jidai-mono
(ɔ: romantisk-historiske) og 24 Sewa-mono
(ɔ: borgerlige Skuespil). M.’s Sewa-mono,
hvoraf det første fremkom 1700, aabnede med deres
realistiske Fremstilling af Hverdagslivets
Begivenheder et helt nyt Felt for Joruri-Skuespillet,
og navnlig de efter 1703 forfattede
Elskovsdød-Tragedier staar langt over de historiske
Dramaer. M.’s historiske Dramaer er fantastiske
og usandsynlige, Handlingen i dem uden
fornuftig Motivering, Karaktererne uvirkelige og
skematiske, alt er for meget baseret paa
operaagtigt Effektjageri. I Modsætning hertil er de
borgerlige Dramaer langt mere virkelighedsprægede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
