Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moreau, Gustave - Moreau, Hégésippe - Moreau, Jean Michel - Moreau, Jean Victor - Moreau, Mathurin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den fr. Udstilling i Kbhvn 1918 saas »Apollo og
Marsyas« m. m. (Litt.: E. Hannover, »M.«
[»Kunstbladet«, 1898, S. 31 ff.]; A. Renan,
G. M. [1900]; P. Flat, Le musée G. M. Étude
sur G. M. [Paris 1900]; Bénédite, G. M. et
Burne Jones [1899]; R. Catteau, L’esthétique
de G. M. [1907]; L. Deshairs, M. [Paris
1912]).
A. Hk.
Moreau [må↱ro], Hégésippe, fr. Digter,
(1810—38), var som uægte Barn tidlig hjælpeløst
stillet, gik i Bogtrykkerlære i Provins, tog
derfra til Paris og fik Plads i Didot’s Sætteri, lige
før Julirevolutionen udbrød. M. fulgte
Øjeblikkets Kald, deltog i Frihedsbevægelsen og førte
et vildt og forarmet Liv, for stolt til at tigge og
klage sin Nød. Han skrev under denne sin
sørgelige Vagabondtilværelse følelsesfulde og
tungsindige Vers om sin første Kærlighed, lagde
sig 1832 ind paa et Hospital i det Haab at dø
af Kolera, flakkede siden om, forsøgte at udgive
et satirisk republikansk Tidsskrift paa Vers i
Provins, blev atter Sætter i Paris, derpaa
Skolelærer og ernærede sig kummerlig af at skrive
Lejlighedspoesi. Hans sentimentale, men varme
og inderlige Digte, der skaffer sig Luft i
skrigende Verdenssmerte, begyndte at gøre Opsigt,
da han døde, alt for tidlig ældet og udslidt.
Foruden Digte skrev han fine, kyske og
ejendommelige Noveller, hvoraf den smukkeste er Le gui
de chêne. De mest kendte af hans Digte er
Elegien La Voulzie, Romancen La fermière samt
Contes à sa sœur. Hans Værker udkom 1838
under Titelen Myosotis, og 1890—91 i 2 Bd
Œuvres complètes. (Litt.: J. Moret, H. M.
[Provins 1871]).
S. Ms.
Moreau [må↱ro], Jean Michel (M. le
Jeune), fr. Kobberstikker og Tegner, f. 1741 i
Paris, d. 1814 smst. Som ganske ung fulgte M.
sin første Lærer, Maleren L.-J. Le Lorrain til
Petrograd, men vendte 1760 efter hans Død
tilbage til Frankrig, hvor han blev
Kobberstikkeren Lebas’ Elev. Hvad han lærte i dennes Skole
har han bl. a. vist i det berømte, af Simonet
fuldførte Stik efter Baudouin Le coucher de la
mariée (1768). Størst Bet. har han faaet som
en af Aarhundredets bedste Illustratorer, med
Tegningerne til Molière (1773), af hvilke kun en
enkelt er stukket af ham selv, og til 1. Bd af
De Labordes Choix de chansons (1773),
yndefulde af ham selv raderede Blade. Yderligere
har han udført en Mængde Illustrationer til
Rousseau, Voltaire o. a. Med to Serier paa hver
12 Blade (1777 og 1783) fortsatte han det af
Freudeberg begyndte saakaldte Monument du
costume, en Række mesterlige Kompositioner,
der er smukt gengivne af forsk. Stikkere. I
nogle udmærkede store Tegninger (af hvilke fl.
er i Louvre) og Stik har han skildret Hoffester
og Revolutionsbegivenheder. (Litt.:
Monografier om M. af Mahérault [Paris 1880], E.
Bocher (omfattende Katalog) [Paris 1882];
A. Moureau [Paris 1893]; G. Schéfer
[Paris 1915]).
L. S.
Moreau [må↱ro], Jean Victor, fr.
Feltherre, f. 11. Aug. 1761 i Morlaix (Bretagne),
d. 2. Septbr 1813, traadte tidlig ind i Hæren, hvor
han i Revolutionsaarene viste saa stor
Tapperhed og saa sjældne militære Talenter, at han
allerede 1794 blev udnævnt til Divisionsgeneral
og to Aar senere førte den 70000 Mand stærke
Rhin- og Mosel-Hær, som i Forbindelse
med Maas- og Sambre-Hæren under Jourdan
skulde operere mod Ærkehertug Karl af Østerrig.
M. trængte sejrrig frem over Rhinen til Donau, men
maatte p. Gr. a. Jourdans Nederlag atter gaa tilbage.
Som Følge af sin Virksomhed da og senere
i Italien erhvervede han sig stort Ry som
Feltherre. 18. Brumaire var han en god
Hjælper for Bonaparte, idet han med 500 Mand
bevogtede det genstridige Direktorium, medens
Bonaparte i St. Cloud sprængte Raadet.
Førstekonsulen belønnede M. med Overbefalingen
over Rhin-Hæren, i Spidsen for hvilken M.
indlagde sig stor Berømmelse. Efter det afgørende
Slag ved Hohenlinden 3. Decbr 1800 trængte
han frem over Inn, Salze og Traun og tvang
Ærkehertug Karl til en Vaabenstilstand i Steyer,
der kort efter førte til Freden i Lunéville. Efter
Tilbagekomsten fra Krigen var Forholdet
mellem M. og Førstekonsulen særdeles godt; men
lidt efter lidt skiltes de to Rivalers Veje, og M.
stillede sig i bestemt Opposition til Bonaparte.
Under Processen mod Georges Cadoudal og
Pichegru, der havde ledet et Komplot mod
Førstekonsulens Liv, troede man at finde Beviser
for M.’s Delagtighed, og man lod ham arrestere
(1804) og anklage for Højforræderi. M.’s
Anseelse var dog saa stor, at han kun dømtes til
Forvisning. Han drog til Amerika, hvor han
levede i Ro til 1813, da hans Bitterhed fik ham
til at modtage Kejser Alexanders Indbydelse til
at vende tilbage for at kæmpe mod Napoleon.
Under Slaget ved Dresden 1813 blev han saaret
af en fr. Kanonkugle, der sønderflænsede hans
Ben saa stærkt, at de begge maatte amputeres.
Faa Dage efter døde han. M. var en af de
bedste af de af Revolutionen frembragte
Generaler, men som Hærfører stod han saa langt
under Napoleon, at man ikke rigtig forstaar dennes
Skinsyge. Ludvig XVIII rejste ham i Paris et
Mindesmærke og gav hans Enke Titel af
Marskalinde.
E. C.
 |
| J. V. Moreau. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
