Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mozart, Johann Georg Leopold og Wolfgang Amadeus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betydelig M.’s hidtidige lette og livsglade
Sindelag. Han blev nedtrykt, bitter og adspredt,
frembragte mindre let, og hans Helbred
begyndte at nedbrydes. En Tid lang lod han sig
ogsaa modstandsløs glide over i daarligt
Selskab: »det lystige Teaterkompagni«, der førte
et »vildt Liv«, i hvilket de stærke Drikke
spillede en fremtrædende Rolle. Fra disse M.’s
sidste, udadtil lidet lykkelige Aar stammer af
større Værker Operaen »Titus« (La clemenza
di Tito), »Tryllefløjten« (»Die Zauberflöte«) og
»Requiem«. »Titus«, der bestiltes til Kejser
Leopold II’s Kroning i Prag og skreves til en
gl, ofte komponeret Tekst af Metastasio,
opførtes 6. Septbr 1791; det er et formalistisk og
gennemgaaende lidet inspireret Arbejde.
Livsfrisk, dyb og fantasifuld er derimod »Tryllefløjten«,
der i visse Maader er M.’s ejendommeligste
Arbejde. Den komponeredes til Tekst af
Schikaneder, en forløben, men ikke ubegavet
Teaterdirektør og driftig Reklamør, og
opførtes under M.’s egen Ledelse paa »Theater an
der Wien« 30. Septbr 1791. »Tryllefløjten« er
et Sangspil med tysk Tekst og viser saaledes
tilbage til M.’s første betydelige dramatiske
Arbejde: »Bortførelsen fra Serailet«. En særlig
Interesse har »Tryllefløjten« derved, at
Frimurerideer, som i høj Grad optog M. i hans
sidste Aar, har faaet Udtryk deri. »Requiem«’et
udførtes som Bestilling fra en Grev
Walsegg, en Bestilling, der imidlertid
fremkom — midt under Arbejdet paa
»Tryllefløjten« — paa saa mystisk Vis, at det gjorde et
stærkt og uhyggeligt Indtryk paa M., hvis
Helbred nu var alvorlig svækket. Han følte det,
som om han skrev sit eget Requiem, og
arbejdede derpaa med nervøs Iver næsten lige til
sin Dødsdag. Selv efter at han ikke havde
Kraft til at skrive mere, beskæftigede hans
Tanke sig dermed, og endnu paa sin sidste Dag
gennemgik han Stykker deraf med sin Elev
Süszmayer. Denne blev det da efter M.’s Død
overdraget at fuldføre Requiemet. Efter de
nyeste Undersøgelser har Süszmayer’s
selvstændige Arbejde derpaa været adskillig mindre,
end man tidligere har ment. Ved sin Død var
M., væsentlig p. Gr. a. den Lykke, »Tryllefløjten«
havde gjort, atter ret populær i Wien;
men p. Gr. a. Familiens Fattigdom, hans
Hustrus samtidige Sygdom o. a. tilfældige
Omstændigheder skete det dog, at ingen Ven fulgte
ham til Graven, og da denne var en
Fællesbegravelse (som ryddedes hvert tiende Aar),
kendtes M.’s sidste Hvilested saaledes end ikke
af hans Enke. Denne ægtede 1809 den danske
Legationssekretær, Etatsraad Nissen (Forf. til
den ældste større M.-Biografi) og døde i
Salzburg 1842. En af M.’s Sønner, Wolfgang,
var en talentfuld, men ikke fremragende
Musiker, der døde i Karlsbad 1844. Slægten M. er
vistnok for længst uddød.
M.’s Produktionstrang og -Evne var
usædvanlig, og hans Værkers Tal, navnlig naar
henses til hans forholdsvis korte Levetid,
forbløffende stort. Iflg. Köchel’s Katalog efterlod M.
sig 626 færdige og c. 200 ufuldførte Opus. Disse
omfatter alle Musikkens Genrer: Operaer (i alt
18), Kirkemusik (15 Messer, Oratoriet Davide
penitente m. m.), Koncertarier og Sange,
Symfonier (i alt 40), Divertissementer og
Dansemusik, Koncerter (for Klaver, Violin, Fløjte,
Horn og Klarinet), Kammermusik (Kvintetter,
26 Strygekvartetter, 2 Klaverkvartetter, Trios,
Duos m. m.), endelig en Del Klavermusik,
deriblandt 17 Sonater og en Fantasi med Fuga,
samt nogle Orgelstykker. Bl. denne Mængde
Frembringelser findes selvfølgelig adskilligt, der
er opstaaet tilfældig (saasom bestilte Arbejder)
og ikke præget af Inspiration, men til Gengæld
har M. beriget alle Tonekunstens Genrer med
Mesterværker, hvorpaa Tiden endnu ikke har
taget, og hvis Bet. den heller næppe nogen
Sinde vil kunne forringe, Udslag som de er af
et sjældent og rigt Geni. Fornem Skønhed og
Ynde, blomstrende Melodik, varm, men stedse
behersket Følelse, mesterlig Formgivning,
indre og ydre Harmoni, fuldstændigt afklaret
Udtryk for de sjælelige Rørelser, der i Reglen
er muntre og livsglade, men undertiden
præges af en rørende, ligesom tilbagetrængt
Vemod — det er Egenskaber, der præger al M.’s
Musik, ligesom hans Personlighed bar Præg af
Ynde og Inderlighed, Munterhed og
Naturlighed, aldrig af Søgthed ell. Ekstravagance. —
Hans Stil var en lykkelig Forening af italiensk
Melodisødme og Udtrykkets Klarhed med tysk
Grundighed og dyb Følelse. Den udviklede sig
(ogsaa hvad det formelle angaar) under
Indflydelse af Mannheimer-Komponisterne som
Stamitz, af Schobert, Phil. E. og Chr. Bach og
senere Jos. Haydn; ogsaa hans Fader Leopold
M. øvede stor Indflydelse paa hans
Ungdomsværk, i hvilket man har kunnet paavise
Faderens forbedrende Haand. — Som Instrumentalmusiker
har hans historiske Opgave været den
at give Sonateformen den sidste og endelige
afrundede Skikkelse, der blev Mønsteret for den
unge Beethoven’s og den senere Haydn’s
Instrumentalværker i denne Form. Men han har
desuden paa mange Maader beriget det
instrumentale Sprog, udviklet Orkesterbehandlingen,
fæstnet Koncertformen o. s. v. — Størst er M.
som dramatisk Komponist. Ogsaa her har han
vistnok efterladt sig enkelte lejlighedsvise
Arbejder uden dybere, blivende Værd. Men i hans
ypperste Operaer (der alle er nævnte foran)
kommer til Udfoldelse ved Siden af M.’s alm.
Egenskaber særlige dybe og kraftige dramatiske
Evner, en levende Fantasi og genialt rammende
Karakteristik. I »Bortførelsen« og
»Tryllefløjten« fortsætter M. det tyske Sangspil, men i
øvrigt hører M.’s Operaer nærmest til den ital.
Skole, dog at Gluck’s og den fr. Opera har sat
deres Spor deri. Det var vel ikke M.’s Sag at
omskabe Operaen — han var i det hele ingen
revolutionerende Aand —, men det er hans
Genis Ære at have optaget og fuldkommengjort
de dramatiske Former og Bestræbelser,
han forefandt, og at have forenet dem i en
Opera af en klassisk Helhed og Sluttethed og
en dramatisk Virkningsfuldhed, som ingen af
Forgængerne havde naaet. (Litt.: Biografier
af Niemtschek (1798), Nissen (1828),
Ulibischeff, Meinardus, <sp>Ludwig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
